Skip to main content

Full text of "Skilsmisseprocessen imellem kong Christian den Syvende og dronning Karoline Matilde"

See other formats


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that' s often difficult to discover. 

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 

We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 



at jhttp : //books . qooqle . com/ 




Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 

Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 



søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com 



V 



HMndCHtF R10IQ6« 

MELCH'ORSPtAO« O 
KJOBENHAVM. 



p«ø* EJrislwip 



jSktfemtssqittøc&ssgit 



Dmnmtog KjMurfitw 0}atift* 




forstå jl. C§!*ffifiattø*U3 Ponlflø 

i' x ' 
Ko 



KONG KRISTIAN DEN SYVENDE 

OG 

DRONNING KAROLINE MATILDE 



AUG. FJELSTRUP 



SKILSMISSEPROCESSEN 



IMELLEM 



KONG KRISTIAN DEN SYVENDE 
DRONNING KAROLINE MATILDE 




KØBENHAVN 
forhen A. CHRISTIANSENS FORLAG 

HERMANN . PETERSEN 
1908 



H. MEYERS BOGTRYKKERI 



I Forasret 1906 gennemsaa jeg paa, Universi« 
tetsbiblioteket i Kristiania nogle Manuskriptpakker, 
hvori bl. a. fandtes adskillige Afskrifter af de 
vigtigste Dokumenter vedrørende Skilsmissen mel« 
lem Kong Kristian VII og Dronning Karo« 
line Matilde, 

Jeg havde læst større og mindre trykte Eks« 
cerpter af enkelte af disse Aktstykker, men kendte 
dem ikke in extenso, og jeg fandt dem saa ka« 
rakteristiske og interessante baade med Hensyn 
til Indhold og Form, at jeg mente, de vel kunde 
fortjene at publiceres i deres Helhed nu, da der 
er forløbet 136 Aar efter den mærkelige Hofi 
revolution d. 17. Januar 1772. 

Jeg tog omhyggelige Kopier af, hvad der fandtes, 
og ønskede, da jeg kom til København, at konfe« 
rere mine Afskrifter med Originaldokumenterne i 
Rigsarkivet; de var imidlertid fremdeles utilgænge« 
lige. 

Jeg kunde da blot konferere med de Afskrifter 
af de samme Aktstykker, som findes i det konge« 



(K**^*^'* ■ *<.< : '?;* • \r r ■ 



lige Biblioteks Manuskriptsamling og indfatte det 
hele i en efter mit Skøn passende Ramme. 

At der vil være forskellige Meninger om, hvor« 
vidt det er rigtigt at publicere disse Dokumenter 
in extenso, er vel muligt, og, at en ensidig Kri* 
tik kun vil se det skandaløse ved Detaillerne i 
denne vistnok enestaaende Skilsmisseproces, er jeg 
belavet paa; men jeg betragter disse Aktstykker 
i deres Helhed som saa nødvendige for den rette 
Forstaaelse af adskillige Begivenheder ved det 
danske Hof i det mærkelige Tidsrum 1769—72, 
at jeg mener, en Publikation er mere end tilladelig. 

Om Hovedpunkterne i den ominøse Proces har 
der vel aldrig for Alvor været nogen Tvivl, og 
det overlades nu til Læserne at bedømme, om 
dette Bidrag til Struenseeperiodens ret omfangs« 
rige Literatur er af Betydning eller ikke. 

København i Juni 1908. 

AUG. FJELSTRUP. 



De i Teksten indskudte Bogstaver henviser til 
Fodnoterne, de indskudte Tal til de biografiske Noter 
bagest i Bogen. 




KAROLINE MATILDE 

før Afrejsen fra England 
Efter WATSONS [97] Stik efter COTES' [98] Maleri 



i • 



DEN 18. Januar 1765 var der bleven dekla* 
reret Forlovelse mellem den léaarige Prins 
Kristian af Danmark og den 13aarige Prin* 
sesse Karoline Matilde af England, den 14. 
Januar 1766 var Prinsen bleven Kong Kristian 
den 7., den 1. Oktober foregik Vielsen per 
procurationem i London, og den 8. Novem* 
ber holdt Karoline Matilde sit Indtog i Kø* 
benhavn, hvor Brylluppet blev fejret med stor 
Højtidelighed. 

Knap tre Aar gammel havde Prins Kristian 
mistet sin Moder, den almindelig afholdte Dron* 
ning Luise, og Faderen, Frederik d. 5., som 
allerede dengang var stærkt medtagen af Ud* 
svæveiser, blev det endnu mere under sit Ægte* 
skab med Dronning Juliane Marie. 

I sit syvende Aar havde Prinsen saa faaet 
Grev Ditlev Reventlow[l] til Hofmester. Re* 
ventlow synes at have haft ganske gode Kund* 
skaber, men et barskt og plumpt Væsen, og 
overfor Prinsen viste han en pedantisk Stræng* 
hed, saaat Drengen levede i en stadig Rædsel 
for Straf. Reventlows Opdragelsesmetode var 
nærmest en brutal og endda inkonsekvent Dres* 
sur. Resultatet af elleve Aars Undervisning blev 

2 



10 

en Samling overfladiske Kundskaber tilligemed 
en sygelig udviklet Selvfølelse, og udenfor Under* 
visningstiden var Drengen ganske overladt til 
Kammerpagen Sperlings [2] og Kammertjeneren 
Kirchhoffs [3] demoraliserende Omgang, som 
hurtigt fik ham grundig ødelagt. Det er utvivl? 
somt navnlig den sidstnævnte Person, den unge 
Prins kunde takke for sit saa tidlig undergravede 
Helbred. 

Saa var Kong Frederik død som et komplet 
Vrag, og den syttenaarige Dreng, der var al* 
deles blottet for Kendskab til Regeringsmaskine* 
riet, blev Konge. Statssager var ikke i Stand 
til at fængsle hans Interesse, hvorimod han snart 
i Følelsen af sin suveræne Frihed sammen med 
Sperling, Brandt [4], Greverne Holck [5], 
Rantzau*Ascheberg[6], Danneskjold*Laur* 
vigen [7] og flere ligesindede, hengav sig til de 
tøjlesløseste Udskejelser, og for muligvis at lægge 
en Dæmper paa dette skandaløse Liv, medens 
der endnu kunde være Haab om at sikre Riget 
en Tronarving, fik Bernstorff [8] Ægteskabet 
med den engelske Prinsesse fremskyndet. 

Kong Kristian d. 7. var betydeligt under 
Middelhøjde og meget spinkel, men ret vel pro* 
portioneret og skal have kunnet føre sig med 
Anstand. Hans Fysiognomi med den skraa 
Pande, de noget fremstaaende Øjne, den store, 
buede Næse og det karakterløse Underansigt er 
noksom bekendt. Han havde en god Hukom* 
melse, forstod at benytte sine ret overfladiske 
Kundskaber i en let og ikke uvittig Konversa* 
tion og var vistnok i Besiddelse af noget dra* 
matisk Talent; men hans Følelse af egne Evner 
var sygeligt overdreven, og han var aldeles ude 




KRISTIAN VII 

kort efter Bryllupet 
Efter et Pastelbillede af JUEL [99] 




KAROLINE MATILDE 

kort efter Bryllupet 
Efter et Pastelbillede af JUEL 



15 

af Stand til for Alvor at kunne slutte sig til 
nogen. 

Karoline Matilde, som var født nogle Maa* 
neder efter sin Faders, Prins Frederik Ludvig 
af Wales' Død, havde af sin Moder, Prinsesse 
Augusta, faaet en næsten klostermæssig Op* 
dragelse, og selv efter Forlovelsen med Prins 
Kristian havde hun kun yderst sjeldent del* 
taget i Hoflivet. Hun skildres som et tidligt 
udviklet, livligt og hæftigt Barn med en god 
Forstand og en sympatisk Fremtræden. 

De Portræter, som findes, af Karoline Ma* 
tilde er saa forskellige, at det næsten er umu* 
ligt derefter at danne sig en Forestilling om 
hendes virkelige Udseende. Den middelhøje 
Figur har allerede tidlig været temmelig svær, 
Øjnene var lysblaa, store og udtryksfulde, men 
lidt for fremstaaende, Underlæben temmelig fyl* 
dig, Tænderne hvide og regelmæssige. Hendes 
Teint var ualmindelig frisk, hendes Haar svært 
og næsten sølvhvidt og hendes Organ velkling* 
ende. Saadan omtrent beskrives KarolineMa* 
tilde af en Mand, der saa hende paa nært 
Hold ved hendes Ankomst til Danmark; men 
forøvrigt er Samtidens Udtalelser om den unge 
Dronnings Udseende ret forskellige. 

Den yderst frivole Tone ved Hoffet, hvor 
Ægteskabet stadig blev gjort latterligt, passede 
aldeles for den letfærdige unge Monark, som 
selv ved gentagne Lejligheder har udtalt, at han 
ønskede at blive en Ægtemand å la mode, og 
allerede faa Dage efter Bryllupet viste, at han 
var ked af sin Gemalinde. Endog paa selve 
Bryllupsaftenen skal Kongen kun næsten nød* 
tvungen være gaaet ind til Dronningen. 



16 

Ogsaa K a r o 1 i n e M a t i 1 d e var aabenbart skuffet . 
Den lille, spinkle, allerede næsten udlevede 
Drengeskikkelse har neppe tiltalt den ungdomme* 
ligt sunde Dronning mere end den kongelige 
Gemals frivole Væsen og sarkastiske Udtryks* 
maade. 

Man læser i en engelsk Diplomats Beretning 
af 4. November 1766, at Prinsessen overalt, hvor 
hun viste sig, syntes at vinde almindeligt Bifald 
og Kærlighed, og at hendes nærmere Omgivel* 
ser enstemmig og i højeste Grad priste hendes 
Karakter og hendes Optræden i Danmark. En 
Kollega i London har dog haft en rigtig Opfat* 
telse af Vanskelighederne og Farerne ved Kar o* 
line Matildes Stilling og skriver et Par Uger 
senere, at hendes Majestæt nu træder ind i sit 
Livs vigtigste Afsnit. Hun bliver i en saa ung 
Alder næsten ene slynget ud paa et fremmed, 
stort Ocean, hvor det maa være nødvendigt at 
anvende den højeste Omhu og Klogskab og styre 
med betænksom Paapassenhed, saaat hun paa 
samme Tid kan vinde sit Hofs og Folks Kær* 
lighed og forstaa at bevare Værdigheden af den 
høje Stilling, hvortil Forsynet har kaldet hende. 

Dronningen havde megen Fortrolighed til sin 
Overhofmesterinde, Enkegehejmeraadinde Pies* 
sen [9], og denne midaldrende Dame, som holdt 
strængt paa den gammeldags Hofetikette, gjorde 
Karoline Matilde bekendt med Kongens Ud* 
svæveiser og raadede hende til at vise hans Maje* 
stæt, at Landets Dronning ikke lod sig behandle 
paa samme Maade som et letfærdigt Fruentimmer. 

Efter Dorotea Biehls [10] Breve var det 
Overhofmesterindens Mening, at Dronningen 
»ved sin Høyhed og den Afstand, hun maatte 
Søge at holde Kongen i, skulde tvinge Kongen 



17 

til at spille en sukkende Elskers Rolle, der paa 
sine Knæe bevidnede sin Glæde og Taknemme* 
lighed for den mindste Gunstbeviisning, og som, 
af Frygt for at tabe den, ingen anden Villie 
maatte have end hendes. Som en fød Prinsesse, 
en regierende Dronning og den, der skulde bringe 
Stammen Arvinger, var hun saa høy og hellig 
en Person, at Kongen selv ikke maatte nærme 
sig hende uden Ærbødighed, og især maatte hun 
ikke tillade ham den Frihed at tage sig selv 
Gunstbeviisninger hos hende; thi derved blev 
Dronningen til en Maitresse, til Maalet for op* 
bragte Sindslidelser, i Steden for, at hun burde 
være det for hans Tilbedelse og Høyagtelse.« 

Endvidere fortæller Jomfru Biehl, at »Dron* 
ningen var ung og fyrig, hun havde voldsomme 
Sindslidelser og et Hierte, . der var dannet til at 
elske med Heftighed«, og at »Kongen havde 
den Grille, at han ikke gad gaaet ind til Drori* 
ningen, førend hendes Kammer*Piger vare borte 
og fandt tillige megen Behag i at gaae Klokken 
11 til Sengs. Han sendte derfor gemeenligen 
imod den Tiid ind til Dronningen og lod spørge, 
om hun havde retireret sig. Dette giorde Frue 
Pless ham til en stor Forbrydelse og Formå* 
stelse, hun afbildede hende det 'som en Grov* 
hed, ikke den gemeeneste Mand giorde sig skyl* 
dig i, og for at vænne ham af med slige Art 
af Befalninger, saa maatte hun engang svare ham, 
at det ikke faldt hende beleyligt endnu.« Den 
næste Aften fik Kongen da paa sin Forespørgsel 
det Svar, at Dronningen spillede Skak og vilde 
have Partiet færdigt. Kongen ventede en Time, 
kom ind og saa, at de endnu spillede, og gik 
længe, frem og tilbage i Værelset uden at sige 
et Ord; men, da Dronningen Kl. 1 sagde, at 

3 



18 

hun vilde spille et Parti endnu for at faa Re* 
vanche, gik han ud, slog Døren i efter sig »og 
kom for første Gang ikke i Sorten Dage til 
Dronningen.« 

Engang, da Karoline Matildes Kabinets* 
sekretær [11] raadede Overhofmesterinden til sna* 
rere at faa Dronningen til at læmpe sig efter 
hans Majestæt, svarede hun, at »Kongens For* 
hold var utaalelig og af en Beskaffenhed, som 
der kun kunde giøres Bruug af hos slette Fruens: 
timmer og i liderlige Huuse.« 

Der er ingen Tvivl om, at den yderst ceremo* 
nielle Fru von Plessen har vist et overdrevent 
Snerperi; muligvis har hun været ængstelig for 
at miste sin Magt over den unge Dronning, hvis 
denne virkelig fik Hengivenhed for sin Gemal. 
Dorotea Biehl skriver om Overhofmesterinden, 
at hun havde gjort sin Mand »hendes tyran* 
niske Aag saa utaaleligt, at Græmmelsen over 
det endte hans Liiv i en meget kort Tiid.« 

Det er notorisk, at det ofte kom til hæftige 
Optrin mellem Ægtefællerne, og det kunde selv* 
følgelig ikke skjules for det skandalelystne Hof 
saa lidt som de vilde Orgier, Kongen og hans 
Svirebrødre arrangerede paa Slottet og andre 
Steder, naar de forklædte hjemsøgte obskure 
Knejper og gjorde Gadeoptøjer, oftest i Selskab 
med den berygtede »Støvlet* Katrine« [12], som 
en Tid synes at have været Genstand for en 
alvorlig Tilbøjelighed fra Kongens Side. 

Hoffets mangfoldige Adspredelser, Baller, Ma* 
skerader, Teaterforestillinger, Koncerter, Jagtpar* 
tier, Kanefarter o. s. v. maatte ganske naturligt 
tiltale den unge, livsglade Dronning, og tildels 
faa hende til at glemme det mislykkede Ægte* 
skab; men den stadig mere løsslupne Tone ved 



19 

disse Festligheder mishagede Overhofinesterinden, 

som derfor snart fik Karoline Matilde til at 

trække sig tilbage, saameget mere, som Kongen 

viste sin Gemalinde en i høj Grnd saarende 

Ligegyldighed, navnlig under Slutningen af hendes 

Svangerskab de sidste Maaneder af Aaret 1767. 

Ikke engang Prins Frederiks Fødsel den 28. 

Januar 1768 kunde forbedre Forholdet, og et 

Par Maaneder senere fik Fru von Plessen til 

Dronningens store Krænkelse pludselig sin Afsked. 

Fra Maj 1768 til Januar 1769 foretog Kongen 

saa den bekendte Udenlandsrejse til Tyskland, 

Belgien, Holland, England og Frankrig, og paa 

hele Rejsen var den holstenske Læge Johan 

Friedrich Struensee, som hurtigt havde for* 

staaet at vinde Kristian d. 7's Tillid, blandt 

hans Majestæts nærmeste Omgivelser. 

Struensee var født 1737 i Halle, var, 20 Aar 
gammel, bleven Dr. med. i sin Fødeby og var 
derefter rejst til Altona med sin Fader, som var 
bleven Provst der. 

Den unge Struensee, der snart fik Ry som 
en dygtig Læge, erhvervede sig i Løbet af kort 
Tid en ret god Praksis, navnlig hos adelige Fa* 
milier paa de holstenske Godser, og blev alle* 
rede tre Aar efter, at han havde nedsat sig i 
Altona, udnævnt til Stadslæge. 

Faderen var Pietist, men Sønnen afgjort Fri* 
tænker, og hans lystige Ungkarleliv vakte ad* 
skillig Forargelse. Ved sine fysiologiske Studier 
og af de franske Filosofers Skrifter havde han 
akcepteret den Anskuelse, at alle vore Livs* 
ytringer, ogsaa vore Tanker og Fornemmelser, 
er rent fysiologiske Fænomener, og at det gælder 
om at skaffe sig saa mange behagelige For* 
nemmelser som muligt, naar man blot ikke 



20 

generer sine Medmennesker derved. Og han 
levede i Overensstemmelse dermed. 

Mellem de mangfoldige Adelsmænd, Struensee 
som Læge paa Herregaardene kom i Berøring 
med, var Grev Karl Rantzau* Ascheberg, 
senere gjorde han Bekendtskab med Enevold 
Brandt, og det var navnlig disse to Mænd, 
der skaffede ham Indpas ved Hoffet. 

Ved en rolig og bestemt Optræden søgte 
Struensee at modarbejde de mange abnorme 
Ideer, der som Tegn paa begyndende Sinds* 
sygdom dukkede op i Kongens Hjerne; men 
det var et haabløst Arbejde. Arv fra Faderen 
eller Forfædrene, de tidlige seksuelle .Forvildelser 
og den rigoristiske Opdragelsesmetode havde 
allerede bragt den unge Monark for langt ned 
ad Skraaplanet. 

Ved Hjemkomsten til Danmark blev den 32* 
aarige Struensee knyttet til Hoffet som Kongens 
Livlæge. Ved Samtaler og Læsning forsøgte han 
at give hans Majestæts Hjerne en passende Ad* 
spredelse, han hjalp sin Patient med forskellige 
Statssager paa en saadan Maade, at Kongen 
bildte sig ind, det var ham selv, der udførte 
Arbejdet, han fik tilvejebragt et nogenlunde 
taaleligt Forhold mellem Kristian den 7. og 
Dronningen — men alt var forgæves. Allerede 
den paafølgende Vinter var Kongens Sindssyg* 
dom i den Grad fremskreden, at han helst 
trak sig tilbage til sine Værelser, hvor han til* 
bragte Tiden med de barnagtigste Adspredelser, 
i Selskab med Brandt, et Par Drenge og en 
Hund. Der kom vel under Tiden lysere Øje* 
blikke; men paa den anden Side udartede Sinds* 
sygen ofte til Raseri og Ødelæggelseslyst, navn* 
lig i Aarene 1770—71, medens han samtidig 




STRUENSEE 
Efter et Oliemaleri af JUEL 1771 



23 

faldt tilbage til Barneaarenes seksuelle Perver* 
siteter. 

Dronningen havde følt sig yderst krænket 
over, at hun, uagtet hun bestemt havde udtalt 
Ønsket derom, ikke havde maattet ledsage sin 
Gemal paa Udenlandsrejsen, og hun havde paa 
Forhaand faaet en stærk Antipati mod Struensee, 
i hvem hun kun saa den egoistiske Favorit. 
Men, da hun efter Kongens udtrykkelige Ønske 
i Sommeren 1769 havde konsuleret ham som Læge, 
følte hun sig i høj Grad tiltalt af hans Intelligens, 
hans korrekte og dog selvbeviste Optræden og 
hans Forstaaelse af hendes Sindstilstand — og 
saa var hans ydre, rolige og mandige Apparition 
vel egnet til at stille den sølle sindssvage Gemal 
aldeles i Skyggen. 

Om Struensees Udseende skriver Justitsraad 
G ude [13] at han »har selv seet ham og kan 
ikke sige, han var smuk; men temmelig voxen 
var han, dertil bredskuldret og stærk af Lemmer. 
Det kiønneste paa ham var Benene. Hans Haar* 
var lyseguult, og bar han det i sin sidste Leve* 
tiid næsten altid, som han dermed er tegnet 
paa et Kobber med Omskrift: »Maia multa 
Struens-se perdidit ipse,« som ligner ham 
meget.« 

En anden samtidig skriver om Struensee: 
»Han var bekiendt som Elsker af et godt Bord, 
som en saakaldet Fritænker og som en meget 
farlig Mand for det smukke Kiøn. Han var 
velskabt og skulderbred, havde regelmæssige 
Træk, en meget stor Næse, store, blaa Øjne, 
men med et stirrende, skummelt Blik. Han var 
dristig og indsmigrende i sin Tale uden at tale 
meget og sagde sielden enten godt eller ondt 



24 



om andre. Hans Udvortes behagede Damerne 
og havde giort Lykke hos endeeU ™ 

»Hesteretsadvokat Uldall [14] skriver 
^e» $ eesPerson var ei smuk og hanst^ 
>r i,...„ I,« og Suhm [15 skriver 1768: »Han 
J"*" ■"» * «- Kunst og temmelig J£, 
]-» « «im wtøhg forstand, en stor Elsk« 



^. »• 



-™~ ■. J* Wgfn Hadcr rf Viin > dristig, 
-~*«* *«**«> ^g^g ^ efierIaden . |; 

■**- . «p* -^Optegnelser hedder det, 

'«.*>« *ar 70 Totner haj og meget 

jÆm; Uu øjne, hør&rvet 

X*se; velformet Mund og 

«ar nu«— 4ig tung og kort* 

Han klædte sig 

<* kJ godt Han 

ngat: i fire Bukler 

*■* ^» .jok imer i Nakken og 




fc t, Gun* 

x >truense« var saa 
*s*^ ^L <l i i rnw ifcii i Cdrortes 



-■•*> ^ ^v.*«. ^tK :ssnie ijpnaæt 
:u^v*oait :«. Sungen og 



:r*ev2 
C^rroiigexe, 

■■■••*. -sc 2^t .»aer 

- -i : remise. 




^rOLINE MATILDE 
fffter et olien >aleri af JUEL 1771 



24 * 

om andre. Hans Udvortes behagede Damerne 
og havde giort Lykke hos endeel.« 

Højesteretsad vokat Uldall [14] skriver : 
»Struensees Person var ei smuk og hans Aasyn 
skummelt,« og Suhm [15] skriver 1768: »Han 
var maadelig i sin Kunst og temmelig ulærd, 
men ei uden naturlig Forstand, en stor Elsker 
af Kiønnet og ingen Hader af Viin, dristig, 
fripostig, forvoven, ærgierrig og efterladen i sit 
Væsen.« I nogle andre Optegnelser hedder det, 
at Struensee var 70 Tommer høj og meget 
kraftig, med klar Teint, blaa Øjne, hørfarvet 
Haar, fremtrædende Næse, velformet Mund og 
gode Tænder. Han var temmelig tung og kort* 
halset og noget kalveknæet. Han klædte sig 
elegant, fægtede, dansede og red godt. Han 
bar sit Haar som Dronningen: i fire Bukler 
paa Siderne, høj Toupé, flettet i Nakken og 
fæstet med en Kam. 

Endelig mener den engelske Minister, Gun* 
ning [16] i April 1771, at Struensee var saa 
lidt behagelig, livlig og indtagende i Udvortes 
og i sin Konversation, at alle Mennesker undredes 
over, hvorledes og hvorved han havde opnaaet 
en saa afgørende Indflydelse paa Kongen og 
Dronningen. 

Struensees Besøg hos Dronningen blev stadig 
hyppigere, deres Samtaler længere og fortroligere, 
og Karoline Matilde lagde intet Skjul paa, 
hvor vel hun befandt sig i Lægens Selskab. 
Paa Struensees Opfordring tog hun atter 
Del i Hoffets Adspredelser, hendes Hengivenhed 
udviklede sig til en oprigtig og heftig Liden* 
skab, og Resultatet var da let at forudse. 
Dronningen var som forvandlet. Hun, der i 
lang Tid havde levet stille og tilbagetrukket, 




KAROLINE MATILDE 
Efter et Oliemaleri af JUEL 1771 



27 

kun beskæftiget med sin Søn, viste sig nu spad* 
serende paa Københavns Gader og deltog i Hoffets 
Jagtudflugter, klædt i en Mandsdragt, som ufor* 
delagtigt fremhævede hendes Embonpoint. Kastor* 
hat med Baand og Kvaster af Guld, en lang, skar* 
lagenrød, guldbræmmet Frakke, en graagul, guld* 
galoneretVest,KalvekrøsogHalstørklæde,Knæben* 
klæder og lange Støvler med Sporer — saadant var 
Dronningens Jagtkostume. Hun skal have set gan* 
ske godt ud til Hest; men naar hun gik, tog hun sig 
noget kejtet ud. Ved Siden af Dronningen lignede 
Kristian d. 7. en Dreng, hvorimod Jagtdragten 
passede godt til Struensees kraftige Skikkelse. 

Saa var der Baller, Koncerter og Maskerader, 
hvor Tonen var saa frivol, ofte raa, at den alt 
andet end egnede sig til at lægge en Dæmper 
paa et ungdommeligt og fyrigt Temperament. 
Det danske Hof var paa den Tid en Skandale 
for hele Evropa, og navnlig paa en Rejse gennem 
Hertugdømmerne i Sommeren 1770 tiltrak det 
sig ved sin ubeherskede Kaadhed og Frivolitet 
en meget lidt smigrende Opmærksomhed. 

De alarmerende Rygter om Dronningens intime 
Forhold til Struensee kom naturligvis ogsaa 
til England, og Karoline Matildes Moder 
besluttede sig til at gøre et Forsøg paa at tale 
Datteren til Fornuft. Det blev aftalt, at de 
skulde mødes i Braunschweig; men i sidste Øje* 
blik kom der Meddelelse om, at Dronningen 
var bleven upasselig og derfor ikke kunde ind* 
finde sig. Hendes Majestæts Ildebefindende 
var dog ikke farligere, end at Dagene fremdeles 
gled hen i Sus og Dus med Rideture fra den 
tidlige Morgen, Jagtudflugter, Selskaber, Baller 
Teaterforestillinger til ud paa Natten. Saa 
lev der aftalt et andet Møde, i Liineburg, 



bf* 



m i 



28 

som ikke var saa langt borte, og Kongen 
og Dronningen kom virkelig; men Struensee 
var med, og, da Moderen vilde tale med sin 
Datter paa Engelsk, som Struensee ikke for* 
stod, havde Karoline Matilde glemt sit 
Modersmaal. Sammenkomsten blev kort og 
uden Fortrolighed, og Prinsessen rejste dybt 
krænket tilbage til England. 

Dronningen, som ikke havde nogen Interesse 
for Statssager, var kun optaget af sin Elsker, 
og Kongen viste aldrig nogen Misfornøjelse 
med, at hans Gemalinde øjensynligt kun befandt 
sig vel i Struensees Selskab. Det svarede fuld* 
komment til hans egne Meninger og Udtalelser 
med Hensyn til Ægteskabet, og saagodtsom alle 
Hoffets Ægtepar havde jo sanktioneret ganske 
lignende Arrangementer med interimistiske Om* 
bytninger. 

Der er næppe nogen Tvivl om, at det for 
Struensees Vedkommende især var Ærgerrig* 
heden, der førte ham ind i det intime Forhold 
til Dronningen. Enevoldsherskerens notoriske 
Utilregnelighed lagde Magten i Karoline 
Matildes Hænder, og Struensee vilde, naar 
hun var under hans Indflydelse, faktisk være 
Landets Regent med Udsigt til at kunne realisere 
de reformatoriske Ideer, han havde tilegnet sig 
fra de franske Filosofers Skrifter. 

At saa indgribende Reformer maa foretages 
langsomt, havde han ikke Øjet aabent for, og 
det var kun ganske naturligt, at den holstenske 
Eventyrer, der med enestaaende Hurtighed 
avancerede fra Livlæge, Forelæser hos Kongen 
og Dronningens Kabinetssekretær til enemægtig 
Kabinetsminister, fik største Parten af de ældre, 
erfarne Statsmænd til uforsonlige Modstandere. 



29 

Medens Dronningen aldeles uforbeholdent 
viste, at hun i Struensee saa sin rette Herre, 
var han overfor hende ofte ligegyldig paa en 
iøjnefaldende og saarende Maade. Den 17. 
Januar 1770 havde Struensee faaet Bolig paa 
Kristiansborg Slot, i Mezzaninetagen i Kirke* 
fløjen, hvor Dronningen havde sine Værelser i 
Etagen ovenover, og den Uforsigtighed, begge 
Parter viste i deres daglige Omgang, kunde ikke 
godt lade nogen af Hofpersonalet i Tvivl om 
Forholdets Natur. 

Enkedronning Sofie Magdalene var død i 
Foraaret 1770, umiddelbart før den noksom 
omtalte holstenske Rejse, og Enkedronning J u 1 i a n e 
Marie trak sig næsten helt tilbage fra Hoffet, 
da Forholdet mellem Karoline Matilde og 
Struensee blev for aabenlyst. Til Kongen blev 
der ikke taget nogetsomhelst Hensyn. Han vidste 
selvfølgelig, hvordan det forholdt sig, hvad 
hans Udtalelser ved flere Lejligheder ogsaa 
tydelig viste; men det var ham komplet lige* 
gyldigt. Der var sikkert ligesaa lidt hos ham 
som hos nogen af Hofpersonalet Tvivl om, 
hvem der var Fader til den lille Prinsesse, som 
blev født paa Hirschholm i Sommeren 1771, 
og Dronningens ligefrem forbløffende uforsigtige 
Opførsel og Udtalelser ved den Lejlighed er 
noksom bekendte. 

At Befolkningen i København paa mangfoldige 
Maader viste deres Forargelse, f. Eks. ved 
demonstrativt at forlade Kirkerne, idet der fra 
Prædikestolen blev takket for Dronningens lykke* 
lige Forløsning, at den nylig givne Trykkefrihed 
tillod et Utal af Smædeskrifter, hvis Raaheder 
trodser enhver Beskrivelse, at se Lyset og finde 
rivende Afsætning, at der blev opslaaet Plakater, 



30 

som opfordrede til at dræbe Struensee og 
lovede Morderen Straffrihed og endda en rige* 
lig Pengebelønning, er altsammen tilstrækkelig 
bekendt. Struensee havde ved sit Forhold til 
Dronningen, ved den Mangel paa Hensyn, der 
blev vist den sindssyge Konge, Enkedronning 
Juliane Marie og hendes Søn, Arveprins 
Frederik, og ved den Hensynsløshed, hvor* 
med han gennemførte sine talrige Reformer og 
som Monarkens Stedfortræder afskedigede og 
ansatte Embedsmænd efter Forgodtbefindende, 
gjort sig saa forhadt, at hans Liv virkelig maatte 
siges at være i Fare. Ved de norske Matrosers 
Demonstration, ved Urolighederne i Anledning 
af Ophævelsen af Livgarden og ved flere Lejlig* 
heder havde han vist en Mangel paa Mod, som 
ikke skulde bidrage til at hæve hans Prestige; 
det er notorisk, at han for Alvor har tænkt 
paa at forlade Danmark, og baade han og 
Dronningen har vistnok ofte haft en Fornem* 
melse af, hvor alvorlig Situationen var. 

Og saa kom Katastrofen den 17. Januar 1772. 

Under nominel Ledelse af Enkedronning 
Juliane Marie og Arveprinsen var der dannet 
en Sammensværgelse af Guldberg [17], Grev 
Rantzau*Ascheberg, Generalkrigskommissær 
Beringskjold [18], Generalmajor Eickstedt 
[19] og Oberst Køller [20], og Natten imellem 
den 16. og 17. Januar 1772 trængte de sammen* 
svorne efter et Maskebal ind. i Kongens Sove«« 
værelse for at faa ham til at underskrive Arrest* 
ordrer mod Dronningen, Struensee, Brandt og 
deres formentlige Tilhængere. Først skulde Køller 
og Eickstedt sikre sig Struensees og Brandts 
Personer. Struensee forlangte at se Fængslings* 
ordren; men Køller tvang ham til hurtigt at 



31 

klæde sig paa og følge med — han tog Ansvaret. 
Og de to Grever blev da, hver i sin Vogn, 
kørte til Kastellet. 

Imidlertid havde de øvrige sammensvorne, 
førte af den tidligere Kammertjener, Justitsraad 
Jessen [21], der bedre end nogen anden kendte 
Slottets Lokaliteter, vækket Kongens Kammer* 
tjener, Brieghel [22], som skulde skaffe dem 
Adgang til hans Majestæt. Da de kom hen til 
Kongens Seng, vaagnede han pludselig op og 
blev meget forskrækket; men Enkedronningen 
søgte at berolige ham og forklare ham Aarsagen 
til det natlige Besøg: man havde opdaget en 
Sammensværgelse mod hans Person, og det var 
derfor nødvendigt at faa underskrevet nogle 
Arrestordrer i den Anledning, først og fremmest 
imod Dronningen, Struensee og Brandt. 

Man præsenterede ham en Liste £aa 17 Per* 
soner, som man maatte sikre sig snarest muligt; 
men, da Kongens Soveværelse laa ved Siden af 
Dronningens, . foreslog man ham at følge med 
til Enkedronningens Værelser i Etagen ovenover, 
hvor de i Ro kunde faa underskrevet de mange 
Papirer, som var parate til Underskrift med Und* 
tagelse af en Billet, Kongen maatte skrive til 
sin Gemalinde. 

Det var Rantzau*Ascheberg, som med et 
Par yngre Officerer og nogle Soldater tiltvang 
sig Adgang til Dronningens Sovegemak og viste 
den overraskede Karoline Matilde den konge* 
lige Arrestordre. 

Dronningen sprang ud af Sengen og vilde 
løbe ind i Kongens Soveværelse; men Døren 
var laaset, og forøvrigt opholdt Majestæten sig 
jo i Enkedronningens Gemakker, medens Dron* 
ningens Arrestation foregik. Saa løb Karoline 



32 

Matilde ad en hemmelig Trappe ned til S tru* 
en se es Værelse; men der var Vagt for Døren, 
og Greven var allerede kørt bort. 

Grev Rantzaus Opførsel har ved den Lejlig* 
hed været alt andet end ridderlig; men om* 
sider blev Dronningen da klædt paa og satte 
sig i Vognen, med en Hofdame og Goldammen 
med den lille Louise Augusta. Major Casten* 
schiold [23] tog med dragen Kaarde Plads 
hos dem, og eskorteret af Dragoner forlod Karo* 
line Matilde Kristiansborg Kl. 9 om Morgenen 
og kørte uden Stansning til Kronborg, hvor den 
forbavsede Kommandant, General Hauch [24], 
som ikke var belavet paa hendes Ankomst, straks 
overlod hende sin egen Lejlighed, medens de for 
Dronningen bestemte Værelser paa Slottet blev 
sat i Stand. 

Saa fortæller Rev er d il [25] i sine Memoirer, 
at Dronningen om Aftenen stod ved Vinduet 
og bemærkede et stærkt Lysskær imod Syd : 
det var København, som var illumineret af 
Glæde over, at den sindssvage Monark havde 
udført den Heltegerning at lade sig skræmme 
til at fængsle sin Gemalinde og Landets virke* 
lige Regent foruden adskillige mere eller mindre 
uskyldige Personer af begge Køn. Kammerjom* 
fruen, som oplyste Dronningen om Grunden til 
Illuminationen, fik en Lussing til Tak; men 
senere, da den første Opbrustning havde lagt 
sig» g av Karoline Matilde paa en mere kvinde* 
lig Maade efter for sin Fortvivlelse. 

Medens Dronningen begyndte sit Fangeliv paa 
Kronborg, fandt i København de forskellige 
dels forargelige, dels latterlige Optrin Sted, 
hvormed den hyperloyale Befolkning hilste 
Begyndelsen af den forventede nye, lykkelige 



33 

Æra, og samtlige Deltagere i Sammensværgelsen 
og alle deres Hjælpere fik passende Belønninger. 

Saa blev der nogle faa Dage efter Katastrofen 
nedsat en Inkvisitionskommission, som bestod 
af Etatsraad Guldberg, Konferensraad Braém 
[26], Konferensraad Luxdorph [27], Gene*! 
ralprokurør Stampe [28], Baron Juel * Vind 
[29], Overprokurør Carstens [30], Etatsraad 
Kofoed*Ancher [31], Etatsraad Se vel [32] og 
Generalkrigskommissær Schmidt [33], og Kom* 
missionen begyndte sin Virksomhed med at af* 
høre et stort Antal Vidner, navnlig fra Dron* 
ningens og Struensees nærmeste Omgivelser. 

Udrustet med en omfangsrig og for Dron* 
ningen yderst kompromitterende Vidneførsels* 
protokol afholdt Kommissionen dernæst den 21. 
—25. Februar Forhør over Struensee i Kastellet, 
og, yderligere væbnede med hans Tilstaaelser, 
holdt Grev Thott [34], Geheimeraad Schack* 
Rathlou [35], Baron Juel*Vind og General* 
prokurør Stampe den 9. Marts Forhør over 
Dronningen paa Kronborg. 

Ligesom Struensee havde gjort, begyndte 
Karoline Matilde med at benægte, at der 
havde været noget utilladeligt Forhold mellem 
hende og Kabinetsministeren; men, da Struensees 
egenhændig underskrevne Tilstaaelser blev fore* 
lagt hende, indrømmede ogsaa hun alt. 

Det hed sig at den engelske Gesandt, Sir 
Murray*Keith [36], havde underrettet Dron* 
ningen om, at hun vilde blive forhørt, og raadet 
hende til at sige, at hun ikke havde noget at 
bekende, og at hun ikke anerkendte nogen 
anden Dommer end sin Gemal. 

Det gjorde hun ogsaa i Begyndelsen; men, 
da man viste hende Struensees Bekendelser, 



34 

bed hun sig i Læben, blev forvirret og gav sig 
til at græde — og saa tilstod hun alt, baade 
mundtlig og skriftlig. 

Medens Struensee baade direkte og indirekte 
havde givet Dronningen Skylden for, at deres 
Forhold var blevet saa aabenlyst, tog Karoline 
Matilde al Skylden paa sig og tænkte kun paa, 
hvorledes hun kunde redde sin Elsker. Struensees 
ufattelige Uridderlighed kan ikke undskyldes, og 
Dronningen staar her langt over ham. Aldeles 
uforstaaelig er ogsaa Struensees Aabenmundet* 
hed overfor Brandt, som han vel kendte godt 
nok til at vide, at han ikke vilde føle sig forpligtet 
til at bevare den interessante Hemmelighed. 

Et meget spændende Tema var Spørgsmaalet 
om den lille Prinsesses officielle Legitimitet. 
Først mente man, at hun vilde blive fornægtet, 
og i nogle Maaneder havde »Mamsellens« 
Skæbne været ivrigt debatteret. 

Sagen havde øjensynligt sine store Vanskelig* 
heder. Ved Luise Augustas Daab havde 
Kongen paraderet som Fader, og han havde 
gennem Ministrene underrettet de udenlandske 
Hoffer om Datterens Fødsel; saa vilde det 
unægtelig se mærkeligt ud, om han pludselig 
vægrede sig ved at anerkende hende. Desuden 
maatte man indrømme, at visse Udtalelser af 
Struensee under Forhørene nok kunde siges 
at gøre Sagen tvivlsom. 

Kort efter Forhøret over Dronningen paa 
Kronborg blev der nedsat en »overordentlig 
Domstol«, bestaaende af 35 Medlemmer, og 
denne Domstol skulde uden Appellation dømme 
i Sagen angaaende Ophævelsen af Kongeparrets 
Ægteskab. 

Foruden de 9 Medlemmer af den tidligere 



35 

omtalte Inkvisitionskommission bestod Dommer? 
kommissionen af de 4 Statsministre Thott, 
Schack*Rathlou, Rømeling [37] og von 
Osten [38], Søofficererne Kaas [39] og Fischer 
[40], Landofficererne von Hobe [41] og von 
Pentz [42], Sjællands Stiftamtmand, Grev Knuth 
[43], Højesteretsassessorerne Hielmstierne[44], 
Levetzau[45], Hoppe [46], Brinck*Seidelin 
[47], Cortsen[48], Reiche[49], Koren [50], 
Anchersen [51], Treschow [52], Debes [53] 
og Grev Scheel [54], Professorerne Obelitz[55], 
Holm [56] og Studsgaard[57], Biskop Har* 
boe[58], Stiftsprovst Hegelund[59] og Provst 
Hee [60]. 

Dommerkommissionen begyndte sin Virksom* 
hed i det forrige Rentekammers Sal paa Kristians* 
borg Slot den 16. Marts 1772, ifølge kongelig 
Befaling mødte Kammeradvokat Bang [61] 
d. 24. Marts som Aktor paa Kongens Vegne 
med en Anklage mod Dronningen, og den 2. 
April oplæste Højesteretsadvokat Uldall [14], 
som hendes Majestæts Defensor sit Forsvars* 
indlæg. Bang fordrede paa Kongens Vegne 
Ægteskabet opløst, og Uldall forlangte Dron* 
ningen frifunden; men Udfaldet af Processen 
var paa Forhaand givet. 

Efter Processens Afslutning blev samtlige 
originale Aktstykker deponerede henholdsvis i 
Gluckstadts, Bergens og Københavns Gehejme* 
arkiver, hvor de fremdeles er utilgængelige. De 
interessanteste Dokumenter var imidlertid bleven 
kopierede, tildels vel per nefas, og mangfoldige 
saadanne Afskrifter findes saavel paa Biblioteker 
som i privat Eje. 

Almindeligst er Afskrifterne af Kammeradvokat 
Bangs Anklage mod og Højesteretsadvokat 



36 

Uldalls Forsvar for Dronningen; men ogsaa 
af Forhørene over Struensee i Kastellet, af 
Inkvisitionskommissionens »Species facti« og af 
Dommerkommissionens Votering findes Kopier, 
ligesom af de vigtigste Aktstykker vedrørende 
Processen mod Struensee og Brandt. 

Paa Omslaget til et saadant Manuskript, som 
findes paa Universitetsbiblioteket i Kristiania, 
staar der: »Par Curiositet er dette i leedige 
Aftentiimer in Dec: 1778 afskreeven af Ejeren,« 
der som Underskrift benytter et ulæseligt Mono* 
gram, og Manuskriptet begynder saaledes: 

»Copia af Kong Christian d. 7des egenhæn* 
dige Brev til Dronning Carolina Mathilda: 
Madame! 

Da Eders Opførsel haver giordt Eder uvær* 
dig til at blive hos mig og mit Hoff, saa er 
Vii for, at De strax forføjer Dem til Croon* 
borg, hvor jeg ynsker Eder een alvorlig For* 
trydelse over Eders forrige Levned. 

Christian R. 

Skreeved paa Christiansborg*Slott om Morge* 
nen tiilig under Dato 17. Jan. Anno 1772.« 

Efter Suhms Angivelse lød Kongens Billet til 
Dronningen saaledes: »Comme vous n'avez pas 
voulu suivre les bons conseils, ce n'est pas ma 
faute, si je me trouve obligé de vous faire con* 
duire å Cronenbourg,« og Gude angiver dens 
Indhold saaledes: »Madame, vous savez, com* 
bien je vous ai aimée; mais votre conduite n'a 
pas repondu å mon attente; elle m'oblige de 
vous éloigner de ma cour, et je veux, que vous 
partiez pour Cronborg, ou je vous souhaits un 
heureux repentir.« 

Dronningens Forvisningsordre, skrevet egen* 
hændig og underskrevet af Kongen, findes i 



37 

Arkivet paa det holstenske Herresæde Breiten? 
burg, og den lyder saaledes: 

»Madame 1 J'ai trouvé å propos de vous en* 
voier å Cronbourg, comme votre conduite m'y 
oblige. J'en suis tres faché, je n'en suis pas la 
cause, et je vous souhaite un repentir sincére.« 

Paa Konvoluten, hvori Brevet opbevares, staar 
der, at Dronningen kastede det fra sig, da hun 
havde set det, og ved samme Lejlighed kom til 
at vælte et Blækhus over det. Rantzau tørrede 
Blækket af og rakte igen Karoline Matilde 
det; men, da hun ikke vilde tage imod det, stak 
han det til sig og beholdt det, saaat det senere 
er kommet i hans Slægtninges Eje. Brevet viser 
særdeles tydelige Mærker af Blækhusets Indhold. 

Saa fortæller Kristiania*Manuskriptet: 

»Denne kongelige Resolution blev hendes Majt: 
straxen forkyndt ved Grev Rantzau og eet Par 
andre Officierer, hvorefter Dronningen i en Ca* 
rosse og under Geleyde af eet Dragoner*Corps 
til Hest til Slotted Croonborg blev hendført. 

Ligesaa samme fornevnte Tiid og Dag, Anno 
1772 dend 17de Januarij om Morgenen tiilig 
bleve begge Greverne, Struensee og Brandt, 
med fleere paa Slotted i deres Værelser arre* 
sterede, efterat de samtlige dend samme Natt 
havde diverteret sig paa Masqueraden. Samme 
Morgen, som de vare komne til Citadellet Fridr.* 
havn for der som Arrestanter at afleveres til 
Commendanten, General v. Hoben, giorde 
Struensee sin Compliment med een Excuse, fordi 
hånd saa tiilig incommoderede hannem, hvortil 
Commendanten paa Tydsk svarede: »Ney, de 
gode Herrer ere her begge velkomne; mand har 
for længe siden ynsket og ventet Deres Komme«. 
Hvorpaa der cito blev føj ed Andstalt til de Væ* 



38 

reiser og Arrest*Stæder, hvor begge Greverne 
separatim og hver for sig bleve hendbragte og 
indesluttede.« 

Forhørene over S tru en se e fandt Sted d. 20., 
21. og 25. Februar. Den første Forhørsdag 
bragte absolut ingen Tilstaaelser, og først mod 
Slutningen af den anden begyndte han at opgive 
Benægtelserne. 

Forhørene foregik paa Tysk, da Struensee 
ikke talte Dansk, og en Afskrift, som findes i 
det kongelige Biblioteks Manuskriptsamling, lyder 
saaledes: 

»Graf Struensees Bekenntniss. 

Den 25. Februar 1772 versammelte sich die 
Commission wiederum im Commandanten Hausse 
in der Citadelle Friederichshafen, und, nachdem 
der Graf Struensee vor derselben, frey von 
Banden, citiret worden, wurde ihm zu erkennen 
gegeben: Da er in dem letzten Verhor, so iiber 
ihm gehalten, sich auf die bundigste Weisse 
uberfuhret gefunden und ad qv. 239 wohlbe* 
dåchtlich eingestanden håbe, das seine unzu* 
lassige Vertraulichkeit mit der Konigin so weit 
gegangen sey, als immer die Vertraulichkeit unter 
Personen verschiedenen Geschlechts gehen konne 
— so fordere und gewårtige man nunmehr von 
ihm, dass er die dahin gehorige, hauptsåchliche 
Umstånde nåher anzeige und zu dem Ende 
einige Puncte, der reinen Warheit gemåss, be* 
antworte: 

1. Wann es zuerst zu dieser Beywohnung 
gekcmmen, an welchem Orte und bey welcher 
Gelegenheit?, 

2. Ob diese enge Vertraulichkeit zwischen 
der Konigin und ihm nicht nach der Zeit be* 
ståndig fortgesetzet worden? 



39 

3. Ob er nicht nunmehr gestrhen musse, 
dass er im Herbst 1769 und anfangs 1770, auf 
dem Residentz*Schloss Christiansburg, sich der 
zur Eremitage (a) fiihrenden dunklen Treppe am 
spåten Abend und in der Nacht bedienet håbe, 
um durch die Eremitage mit dem dunklen Gange 
heimlich nach der Konigin Schlaf * Gemach zu 
gehen? 

4. und dass er daselbst die Nacht oder einen 
Theil derselben bey ihr zugebracht, und es da* 
her ruhre, dass ihr Bett oft des Morgens in ei* 
nem Zustande gefunden worden, der kenntlich 
gezeiget, dass nicht mir jemand bey ihr gelegen, 
sondern auch, was daselbst bewerckstelliget wor* 
den, und das zu einer solchen Zeit, da man 
sicher gewust, dass der Konig nicht da gewesen? 

5. Ob er nicht von der Warnung, die der 
Konigin Kammerjungfern ihr zu geben sich in 
ihrem Gewissen gedrungen gefunden, Wissen* 
schaft håbe, und was ihm davon bekannt sey? 

6. Ob er wisse, dass der Konig im Jahr 1770, 
auf der Reisse nach Holstein, oder wåhrend den 
Aufenthalt daselbst, jemals die Nacht mit der 
Konigin zugebracht? 

7. Ob er wisse, dass S. Maytt. nach der hol* 



a) Det daværende Kristiansborg* Slots Hovedbygning, 
hvis fire sammenhængende Fløje omsluttede Slots* 
gaarden, bestod af Kælderen, Dameetagen, første 
Mezzaninetage, Kongens og Dronningens Etage, 
Kronprinsens Etage og anden Mezzaninetage. Vin* 
duerne i Kongens daglige Opholdsværelser vendte 
mod Slotspladsen ligesom Vinduerne i Dronningens 
Kabinet, der laa nærmest ved Løneangen til Slots* 
kirken. Dronningens øvrige Værelser laa i Kirke* 
fløjen med Vinduerne mod Kirken. Det saakaldte 
»Eremitage«værelse vendte mod Slotsgaarden, og en 
mørk Gang førte derfra til Dronningens Gemakker. 



40 

steinschen Reisse, auf Friederichsberg oder Hirsch* 
holm, die Nacht bey der Konigin zugebracht 
håbe? 

8. Ob er wisse, dass es nach der Zeit ge* 
schehen? 

9 Welche Helfer und Beforderer die Konigin 
und er bey diesem unerlaubten Liebes*Handel 
gehabt, und wem sie sonst die Sache anbetrauet 
haben?(b) 

Der Graf antwortete hierauf : 

Ad 1. So viel er sich erinnere, sey es im 
Friihjahr vor der holsteinschen Reisse Anno 1770 



(b)Det omtalte Manuskript paa Kristianiabiblioteket, 
giver en Beretning om Hovedforhøret, oversat paa 
Dansk: 

»Anno 1772, dend 25. Februarii, forsamlede Com* 
missionen sig i Commandantens Værelser i Citadellet 
Friderichshavn, hvor da, efterat Grev Struen'see, 
løsladt af sine Fængsels ^Baand, for Commissionen 
var fremstilled, blev ham tilkiendegivet, at, da hånd 
i det sidst over ham holdte Forhør klarligen var 
overtydet og til det 239te Spørsmaal tydelig havde 
tilkiendegived, at hans utilladelige Fortroelighed over? 
for Dronning Carolina Matilda var gaaet saa 
vidt, som den kunde gaae mellem Personer af for* 
skielligt Kiøn — saa ventede og fordrede mand nu 
af ham, at hånd angav de dertil hendhørende 
betydeligste Omstændigheder og til dend Ende be* 
svarede følgende Spørsmaale: 

1. Naar hånd første Gang er kommen til denne 
Omgang, paa hvilket Sted og ved hvilken Leilighed? 

Resp. Saavidt hånd kand erindre, skeedte det i 
Foraaret førend dend holsteenske Reise Anno 1770, 
i Dronningens Cabinet ved en Leilighed, da hånd 
sad paa Canapeen med Dronningen og enten læste 
eller talte. 

2. Om denne nøje Forbindelse imellem ham og 
Dronningen siiden derefter bestandigen er vedbleven? 

Resp. Ja. 



41 

in der Konigin Cabinet geschehen, bey einer 
Gelegenheit, da er bey der Konigin auf dem 
Canapée gesessen, gesprochen oder gelesen. 

Ad 2. Ja. 

Ad 3. Ja, nach dem neuen Jahr 1770 sey 
dieses geschehen, aber noch nicht im Herbst 
1769. 

Ad 4. Ja, das muste er eingestehen, doch 
erinnere er sich nicht, dass es uber 2mal ge* 
schehen. 

Ad 5. Die Konigin håbe ihm erzåhlt, dass 
die Kammerjungfern davon gesprochen, dass ein 



3. Om hånd nu ikke maae tilstaae, at hånd i 
Høsten 1769 og i Begyndelsen af Aaret 1770 har 
betient sig sildig om .Aftenen og om Natten af dend 
mørke Trappe, som gaar til Eremitagen paa det 
kongelige Residence?Slott Christiansborg, og hemme* 
ligen igiennem Eremitagen og dend mørke Gang til 
Dronningens Gemak? 

Resp. Jo, efter Nye*Aar 1770 er dette skeedt, 
men ikke i Høsten 1769. 

4. Om hånd har tilbragt Natten eller eendeel 
deraf hos hende, og at sligt var Aarsag til, at hendes 
Seng ofte om Morgenen er befunden i een Tilstand, 
som tydelig gav tilkiende, ikke aleene, at nogen 
havde ligged hos hende, men endogsaa, hvad der 
var bestilt, og det paa en Tiid, da mand sikkert 
vidste, at Kongen ikke havde været der? 

Resp. Ja, hånd maatte tilstaae det; dog erin* 
drede nand sig ikke, at det var skeet over 3 Gange. 

5. Om hånd ikke af dend Advarsel, som Dron* 
ningens Kammerjomfruer gav, fandt sig slagen? 
Om hånd har Kundskab derom, og hvad ham derom 
er bekiendt? 

Resp. Dronningen har fortalt ham, at hendes 
Kammer* J o mfrue havde talt om, at der gik et saa* 
dant Rygte, men at Dronningen havde nægtet det, 
irettesat hende derfor og paalagt hende at tie, og 
at Dronningen derom intet viidere har hørt eller 

6 



42 

solches Geriicht ginge; dass aber die Konigin 
den Kammerjungiern Lugen gestraft und ihnen 
ein Stillschweigen auferleget, und dass die Ko* 
nigin davon nichts weiter gehort noch gespro* 



talt. Ved denne Leilighed skeedte ellers dend Be* 
slutning, at de ville lade af med deres Omgang; 
men saadant har ikke kundet holdes længe. 

6. Om han veed, at Kongen i Aaret 1770, paa 
Reysen til Holsteen, og imedens de der opholdt sig, 
nogen Gang har tilbragt Natten hos Dronningen? 

Resp. Hånd erindrer sig ikke, at Kongen een 
gandske Natt har sovet hos Dronningen paa dend 
holsteenske Reyse ; men Dronningen har næsten alle 
Morgener, naar Kongen endnu var i Seng, gaaen 
til ham og bleven hos ham een halv eller heel Time. 

7. Om hånd veed, at hans Majt: efter dend hol* 
steenske Reyse, paa Friderichsberg eller Hirschholm, 
har tilbragt Natten hos Dronningen? 

Resp. Adskillige Gange paa Friederichsberg, men 
ikke paa Hirschholm. Men Dronningen har ofte 
paa bægge Steder gaaed til Kongen. 

8. Om hånd veed, det er skeedt efter dend 
Tiid? 

Resp. Ja, forrige Vinter paa Christiansborg. 

9. Hvem Dronningen og nand har haft til Hielper 
ved denne utilladelige Elskov&Handel, og hvem de 
ellers har betroet Sagen? 

Resp. Ingen har hiulpen dertil, eller, saavidt 
han veed, nogen, som Dronningen eller hånd har 
betroed det. Det kunde ellers vel være, at hånd 
har talt med Grev Brandt, men erindrer sie ikke, 
at hånd reent ud har tilstaaed for ham, at aet var 
kommen saa vidt med ham og Dronningen. Dron* 
ningen havde vel paa Masqueraden viist sig meere 
tendre imod ham; men dend første Omgang skeede, 
som sagt er, i Dronningens Cabinet 

At ovenandførte mit Udsiigende er sandfærdig, 
beviidner og tilstaaer ieg hermed ved min egen« 
hændige Underskrift. 

Struensee.« 






43 

chcn håbe. Es sey bey der Gelegenheit zwar 
der Entschluss gefast worden, von ihrem Um* 
gange mit einander abzustehen, es ist aber nicht 
lange gehalten worden. 

Ad 6. Er erinnere nicht, dass der Konig eine 
ganze Nacht auf der holsteinischen Reisse bey 
der Konigin geschlafen håbe; die Konigin sey 
aber fast alle Morgen, wenn der Konig noch 
im Bette gelegen, zu ihm gegangen und eine 
halbe oder ganze Stunde oder langer bey ihm 
geblieben. 

Ad 7. Verschiedene Mal auf Friderichsberg, 
nicht auf Hirschholm; die Konigin sey aber 
auch ofters des Morgens, an beyden Orten, zu 
dem Konig gegangen. 

Ad 8. Ja, im vorigen Winter, auf Christians* 
burg. 

Ad 9. Es sey niemand, der weder dazu ge* 
holfen, noch, so viel er wisse, dem die Konigin, 
noch er, solches anvertrauet håbe. Es konnte 
wohl seyn, dass er mit Gr. Brandt davon ge* 
sprochen; er erinnerte sich aber nicht, es ihm 
positiv gestanden zu haben, dass es so weit zwi? 
schen der Konigin und ihm gekommen ware, 
weil er sich allezeit sehr in diesem Stuck in Acht 
genommen hatte. Die Konigin ware zwar auf 
der Masquerade zårtlicher geworden; die erste 
Beywohnung aber sey besagtermaassen und in 
der Konigin Cabinet geschehen. Und was Gr. 
Brandt von der Masquerade angebracht, sol* 
ches musste er nicht recht verstanden haben. 

Dass obige meine Aussage und der Warheit 
gemåss sey, bezeuge und bekenne ich hiemit 
durch meine eigenhåndige Unterschrift. 

Struensee. 



44 

Anleitung zu dieses Bekenntniss durch seine 
Antwort ad qv. 239. 

Alles, was vorgegangen, zur Verminderung und 
Schmålerung der Reputation der Konigin, håbe 
notwendig geschehen mussen; er wåre aber durch 
die Umstånde entrainiret worden und håbe o£» 
ters Mittel gewunschet und gesucht dieses zu 
verhindern und vorzubeugen. Es haben aber 
zum Theil die Caracteere des Konigs und der 
Konigin bestandig neuen Anlass dazu gegeben, 
weil sie solche Handlungen bey ihm veranlasset 
und ihn anbefohlen, als: dass der Konig ihn 
mit allerley Gewerbe an der Konigin gesandt; 
dass die Konigin ihn ofters zu sprechen ver* 
langet und selbst ihn so angenommen in ihrem 
Zimmer, wie zuvor gesaget; dass sie mit ihm 
allein ausfahren, reiten und spazieren wollte, ob 
er gleich ihr ofters vorgeschlagen mehrere und 
sonderlich Damen mitzunehmen; derfalls er auch 
verschiedene von diesen zum Reiten encoura* 
giret; die Konigin sey aber immer dabey ge* 
blieben, solches zu refusiren, und håbe er nach* 
geben mussen, wenn er nicht ihr Zutrauen ver* 
lieren wollte ; und daher sey er in der Alternative 
gewesen seine Fortune zu verlieren oder nach* 
zugeben, in den Gedanken andere Dienste dem 
Konige leisten zu konnen. 

Er beruft sich sonsten auf das Gestandniss 
der Konigin; und, da die Umstånde alle so be* 
sonders gravirend wåren, dass, wenn auch nicht 
die grosste Vertraulichkeit stattgefunden hatte, 
die Apparencen doch solches bewiese, eingestehe 
er die Frage. 

Hier weinete Struensee, aus Attachement, 
wie er worgab, zum konigl: Hausse. Er wollte 
gerne alle Quaal ausstehen, wenn es nicht un* 



45 

glikklich vor der Konigin und seine Freunde 
ausfallen mochte.« 

Det er umuligt at undskylde den Fejghed, 
Struensee har vist ved saaledes at kompromit* 
tere Dronningen, selv efter at han var bleven 
gjort bekendt med Vidnernes yderst graverende 
Udsagn, som ganske vist næsten gjorde hans 
Tilstaaelser overflødige. Hans Mangel paa Mod 
havde jo i den senere Tid oftere røbet sig, og 
man maa antage, at Fængselsopholdet, de stærke 
Sindsbevægelser og, som det blev paastaaet, 
Trusler om Tortur har virket for voldsomt paa 
den forvænte og overnervøse Mand og faaet 
ham til at sige, hvad han i normal Tilstand dog 
formodentlig aldrig kunde have røbet. Man kan 
ikke andet end give en af de fremmede Ge* 
sandter Ret, naar han i en Meddelelse til sit 
Hof skriver, at Struensee havde sagt adskilligt 
mere, end man havde brudt sig om at faa at 
vide. 

Den Struensee, der i Fængslet var Genstand 
for Provst Baltasar Munters[62] Suggestion, 
ligner saa lidt den tidligere dristige Reformator, 
som om det var to helt forskellige Personer. 

Dronningens Defensor, som i sine Optegnel* 
ser fortæller om deres Samtaler paa Kronborg, 
skriver, at Struensees fejge Tilstaaelser ikke 
havde formaaet at dræbe Karoline Matildes 
Hengivenhed for ham. Hun spørger stadig 
ængsteligt til ham, anklager sig for at have for* 
ført ham og være Skyld i hans Ulykke og beder 
Uldall forsikre ham om, at hun ikke nærer 
den mindste Bitterhed overfor ham. Lignende 
Ytringer kommer hun med til sine Kamme rj om * 
fruer, og der kan i det hele taget næppe være 
to Meninger om, at Dronningen efter Katastrofen 



46 

fortjener langt mere Sympati end Struensee. 
For hans Vedkommende er det altfor tydeligt, 
at han, hvis hans Følelser overfor Dronningen 
nogensinde har været alvorlige, for længe siden 
har forandret dem og, som han selv tilstaar ved 
Forhøret, kun har undladt at vise det for ikke 
at miste hendes Tillid og dermed sin »Fortune«. 

Dernæst indeholder Kristianiamanuskriptet 

»Kammer*Advocat Bangs Indlæg paa 
Kongens Vegne imod Dronning Caroline 
Matilde. 

I allerunderdanigste Følge af Deres kongl. 
Majts. allernaadigste Befalning af 13dehujus, som 
forhen i denne høie Commission inoriginalier 
fremlagt, skulde jeg have herved den Ære un* 
derdanigst at fremlægge denne høie Commission 
for Øyne de Aarsager, hvorfor hs. Majt. har 
besluttet at paastaae det imellem højstsamme og 
Dronning Caroline Mathilde indgaaede Egte* 
skab ophævet. 

Intet uden min Konges Befalning kunde bringe 
mig til at skrive imod hendes Majt., og skeer 
det med den dybeste Underdanighed og fuld* 
komneste Ærbødighed, Undseelse og Ømhed, 
at jeg maae anføre de Gierninger og deres Bevii* 
ser, hvorved Dronning Caroline Mathilde har 
forbrudt sit Egteskab. 

Jeg drister mig til imod herides Majt. at frem* 
føre, at Kongens Egte*Seng fremfor andres bør 
være reen og ubesmittet. Kongen kan kræve 
det som Mand, han maae fordre det for sit 
Huuses Ære og han bør æske det for sit Folkes 
Vel. 

Som Mand har han Pagtens Ret, som den 
første i det kongl. Huus vaager han over denne 
Kongeslægts Ælde, Høyhed, Anseelse, Ære og 



47 

Reenhed. Hvem kiender vel ey dette kongl. 
Huuses Egenskaber? 

Men om der i KongeøStammen blev indpodet 
fremmed Slægt, og Tieneres Afkom skulde bære 
Kongens Navn og Høyhed, vilde da ey dette 
Huuses Ælde ophøre, dets Høyhed synke, dets 
Anseelse tabes, dets Ære krænkes, dets Reen* 
hed besmittes? For hans Folkes Vel bør han 
æske det. Vi alle, Danmarks og Norges Indø 
byggere, have svoret Kong Friderich den 3dies 
Afkom, og vor Slægt efter os vil svære samme, 
ald Troeskab, Lydighed og Underdanighed. Men 
mon vi eller vor Efterslægt vilde lige saa un* 
derdanig underkaste os Dronning Caroline 
Mathildes Afkom, som ey tillige var Kongens? 
Hvilken Kilde til Uroeligheder! Derfor har hs. 
Majt. som Mand i sit Huus, som den første i 
sin Slægt og som Konge i sit Land anordnet 
denne Commission. Allerhøystsammes person* 
lige Ret, hånds Huuses Ære, hånds Folkes Sik* 
kerhed fremsetter sig og fordrer, at Retfærdig* 
heden selv og den strængeste Ret, som denne 
høje Commission eene besjæler, skal igiennem 
Guds, Naturens og Landets Love ved endelig 
Dom hæve det EgteskabsÆaand, der bandt hds. 
Majt. Dronning Caroline Mathilde til vores 
Konge, Christian den 7de. 

Jeg vil ei tale i denne Sag, men jeg vil lade 
hendes Majt. selv tale, jeg vil lade den Person 
tale, som hds. Majt. tilstaaer at have sagt Sand* 
hed, jeg vil lade Grev Struensee og eedelige 
Vidner tale (c). 

(c) Den utvivlsomt meget interessante Vidneførselspro* 
tokol findes i Riesarkivet og er utilgængelig; men man 
kan allerede at Bangs Anklage mod Dronningen 
og navnlig af en senere Beretning fra Inkvisitions* 



48 

Hds. kongl. Majt. har paa Cronborg^Slot d. 
9de Martij sidstleeden for de af hendes Herre 
Kongen udnævnte Befuldmægtigede og paa de 
3de af hs. Majt. høystbemeldte Dronning fore* 
lagte Ovæstioner svaret, ad qvæst. 2: hendes 
Majt. tilstaaer at have brudt det Egteskab^Løffte, 
som hun har givet hans Majt., og ad qvæst. 3: 
hendes Majt. tilstaaer dermed at have forbrudt 
sin Egteskabs*Ret. Greev Struensee har for 
Commissionen den 21de Februarij sidsti. paa 
den ham foresadte 239te Qyæstion, om ey For* 
troeligheden imellem Dronning Caroline Ma* 
t hil de og ham er gaaet saa vidt, som den kunde 
gaae imellem 2de Personer af diverse Kiøn, effter 
lang Betænkning og Sindsbevægelse svaret, at, 
da alle Omstændighederne vare saa besynderlig 
graverende, at, om endskiønt den største For* 
troelighed ej havde Stæd, Apparencen dog be* 
viisede det, saa tilstoed han det, Lejligheden og 
den naturlige Svaghed for Fruentimmer var van? 
skelig at imodstaae, bad tillige, at Commissionen 
vilde forskaane ham for en omstændeligere Er* 
indring i Betragtning af hans inderlige Bevæ* 
gelse og Gemyts*Beskaffenhed. 

kommissionen faa gode Oplysninger om den største 
Del af Vidnerne og deres Udsagn. De hyppigst omtalte 
Vidner er, foruden Brandt, Berger og Frøken 
Eyben, som indsendte en skriftlig, beediget For* 
klaring, Kammerjomfruerne Sofie Bruun (Vidne 
Nr. 2) og Anna Horn (Vidne Nr. 4), Gemakspigen 
Anne Petersen fVidne Nr. 5), Kammerjomfru 
Anne Bruun (Viane Nr. 6), Mdm. Schønberg 
(Vidne Nr. 8), Mdm. Petersen (Vidne Nr. 10), Kam* 
merlakaj Maj ol (Vidne Nr. 14), Frisør Buck (Vidne 
Nr. 17) og Struensees Tjener Tyge Lem (Vidne 
Nr. 20). Desuden nævnes Jomfruerne Boye og 
Gabel, Kammertjener Torp og Juvelerer Studs« 
gaard som Vidner. Antallet var omtrent 30. 



49 

Denne preliminaire Bekiendelse har Grev 
Struensee d. 25de Febr. næstefter omstående* 
ligere igientaget og fuldført, hvilken Bekiendelse 
han tillige egenhændig har underskrevet og 
svaret 

ad. qv. 1: at den første naturlige Samqvem 
imellem ham og Dronningen skeede i Foraaret 
1770 i Dronningens Cabinet, ved den Lejlig* 
hed, at han sad paa Canapeen og talte eller 
læste, 

ad qv. 2: at denne inderligste Fortroelighed 
har siden vedvaret og er imellem dem bestandig 
fortsadt, 

ad qv. 3: han tilstaaer, at han i Aaret 1770 
efter Nyeaar, men ei før, har betient sig af den 
paa Christiansborg*Slot til Eremitagen gaaende 
dunkle Trappe og om Natten og Aftenen silde 
gaaet igiennem Eremitagen og den mørke Gang 
hemmelig til Dronningens Sove*Kammer, 

ad qv. 4: passeret Natten der eller een Deel 
deraf, og saaleedes, at Dronningens Sæng om 
Morgenen er efter Vidnernes Udsigende fundet 
i den Tilstand, at ej alleene deraf kunde sees, 
at meere end een Person havde lagt i den, men 
endog, hvad videre derudi var foregaaet, og det 
paa en Tid, da man sikkert vidste, at Kongen 
ej havde været der; og tilstaaer han dette kun 
at være skeed een eller toe Gange, 

ad qv. 5: han vidste, at hendes Majt.s Cam* 
mersjomfruer havde advaret hende om det Rygte, 
som gik om denne Handel, at hendes Majt. 
derfor havde reprimenderet dem, paalagt dem 
Taushed, og at det ved den Leilighed blev be* 
sluttet imellem dem at holde sig fra hinanden, 
som dog siden ikke længe blev holdt, og 

ad qv. 9: forklarede han, at intet Menniske 

7 



50 

havde været Medhielpere i denne Handel; saa* 
vidt han vidste, havde Dronningen ej fortroet 
det til nogen. Han havde vel talet til Brandt 
derom; dog erindrede han ej positive at have 
sagt tU Brandt, at det imellem ham og Dron* 
ningen var kommet til den Yderlighed. Dron* 
ningen var vel bleven meere kielen paa Masque* 
raden; men den første Sammenleje var skeedt i 
Dronningens Cabinet. 

Denne Grev Struensees omstændelige Be* 
kiendelse, som er forelagt hendes Majt. den 9de 
Martij og tilstaaet ad qvæst. 1 saaledes i Sand* 
hed at være, kunde efter D. L. 1. Bog, 15. Cap., 1. 
Art. være tilstrækkelig Beviis i denne Sag, helst 
da D. L. 3. Bog, 16. Cap., 15. Art. i Hen* 
seende til de paagieldende illustre Personer vil 
være heel upasselig. 

Lovens Art. (d) melder, det er ikke nok, at 
den Person, som anklages, selv bekiender, fordi 
man tit befinder, at mange lyve paa sig selv, 
paa det den ene kan blive af med den anden, 
og komme den i Skade, som han eller hun 
siger sig at have syndet med. Den anførte 
ratio præsumpta legis passer sig ej paa 



(d) Kristian d. 5. danske Lov, 1. Bog, 15. Kap., 1. 
Artikel lyder saaledes: »Hvis nogen for Dom og 
Ret vedgaar det, som hånd sigtis og beskyldis for, 
da maa hånd det ei siden fragaa.« 

3. Bog, 16. Kapitel, 15. Artikel lyder: »Aarsager, 
hvorfor Egtefolk maa adskillis : 1) Horerj. Dog skal 
den Person, som anklager, lovligen stævne den, der 
anklagis, i Rette og skielligen bevise det. Og er det 
ikke nok, at den Person, som anklagis, det selv be? 
kiender, fordj mand tit befinder, at mange lyve paa 
sig selv, paa det den eene kand blive af med den 
anden og komme dend i Skade, som hånd eller hun 
siger sig at have syndet med, eller for anden Sag.« 



"51 

hendes Majt., se. at den eene skulde ønske at 
blive af med den anden, ligesaa lidet den an* 
den Deel af Art., se. for at bringe den i Skade, 
man haver syndet med, saa den heele Supposi* 
tion i Loven, at den Sagsøgte kunde ville lyve 
paa sig selv, har her ej Stæd. 

Ikke desmindre, da alle de Omstændigheder, 
som i Grev Struensees Bekiendelse ere an* 
førte og af hendes Majt. bejaede, tydelig med 
Vidner ere beviiste, mange andre Data ere og 
lovligen godtgiordte, som ere uadskillige For* 
løbere, Medfølgere og Følger af en saadan util* 
ladelig Omgang, saa er det min underdanigste 
Pligt at lægge samme denne høye Commission 
for Øyne. 

Saaledes bestyrker de første Vidner Grev 
Struensees Svar paa 3die, 4de og 5te Qyæst. 
angaaende den Tiid og den Vej, han er kom* 
men ind til Dronningens Gemak, den Tilstand, 
i hvilken Dronnningens Sæng derefter er be* 
funden, og derpaa fulgte Advarsel og korte 
Afhold. 

Saa forklarede Cancellie*Raadinde Blichen* 
berg[63] og Raadmand Schiøttes Frue [64], 
som paa den Tiid vare Kammerjomfruer hos 
hendes Majestæt, saavelsom Gemaks*Pigen, Jom* 
frue Anna Petersen [65], at, da de, deels i 
Vinteren 1769, deels i Foraaret 1770, havde 
fattet Mistanke af Struensees idelige og lang* 
varige Visiter hos Dronningen, og Jomfrue Pe* 
tersen havde i Besynderlighed formærket, at 
Dørren til den mørke Gang, som gik fra Dron* 
ningens Sove*Gemak til Eremitagen, undertiiden 
blev aabnet om Natten og sadt paa Klem, det 
og af den afdøde Kammertiener Hansen [66] 
var blevet sagt, at han havde hørt denne Dør 



52 

aabnes om Natten, have de med Overlæg imel* 
lem hinanden og efter Raadførsel med Cancellie* 
Raad Blichenberg samt med den afdøde Han* 
sen, søgt at blive visse i denne Sag, helst da 
de vidste, at ingen kunde aabne den Dør uden 
Dronningen, som eene dertil havde Nøglen. Til 
hvilken Ende de undertiiden sadte Vox i Nøgle* 
Hullet og undertiiden Papiir i Sprækken af 
Dørren og tillige Vox i Kammen af Nøglen, 
som laae paa Dronningens NatÆord ved Spei* 
let. De fandt altiid om Morgenen, at Voxet var 
saavel af Nøgle*Hullet som af Kammen af Nøg* 
len, og Papiret nedkastet, og bleve derved visse, 
at Dørren blev aabnet om Natten. Gemaks* 
Pigen strøede derpaa i den mørke Gang om 
Aftenen Pudder, og samtlige Vidner saae der* 
efter om Morgenen Spoer af store Mandfolke* 
Fødder i det strøede Pudder til Dronningens 
Sovekammer*Dør, og fra Dørren til Sængen 
Spoer af Mandfolke*Fødder. Morgenen efter, 
at saadanne Spoer vare fundne, kom Jomfrue 
Bruun, nu Frue Blichenberg, og skulde reede 
Dronningens Sæng, hvortil hun tillige kaldede 
til sig daværende Jomfrue Horn, nu Frue 
Schiøtte, og befandt de da hendes Majt.s Sæng 
paa en besynderlig Maade behandlet og tilpus* 
let, Lagen og Teppe sammenviklet, liggende paa 
den anden Side af Sængen, som de kaldte Kon* 
gens Side, saaledes at man tydelig kunde see, 
at der havde lagt meere end een Person i den, 
Lintøjet smudset og med saadanne Pletter til* 
flyet, som Vidnerne som Fruentimmer undsaae 
sig ved at beskrive. Dette skeede om Natten, 
da Vidnerne vidste, at Kongen ey havde været 
der, da han aldrig kom den Vej ad Eremitagen, 
ej heller dertil havde Nøglen. Hans Sæng stoed 



53 

og urørt, og Slaaen for den Dør, som gik ind 
til Kongens Værelser, blev efter Dronningens 
Befaling om Natten slaaet for. Paa samme Tiid 
som og adskillige Gange siden ere Dronningens 
Tørklæder og Servietter funden med Pletter paa 
af samme Slags, som Lagenerne vare besudlede 
med, og samme henputtede ved Natstoelen og 
omkring i Krogene. Herved bleve disse Vidner 
overbeviiste om, atStruensees formastelige Om* 
gang med Dronningen havde naaet sin Moden* 
hed. Bekymrede over hendes Majts dyrebare 
Navn og Rygte og ængstede over denne for* 
mastelige Giernings grusomme Følger, hvorudi 
de frygtede, endog uskyldige, at kunne blive 
inddragne, besluttede de med Mands Mod efter 
moden Overlæg at lægge hendes Majt. deres 
Sinds*Bekymring og deres allerunderdanigste 
Hengivenhed til Fode; de, nemlig Jomfr. Bruun 
og Horn, nærmede sig en Dag paa eengang til 
hendes Majt. med ængstelige Hierter og taare* 
fulde Øyne. Dronningen, som aldtid, saa og 
her, bar Hiertet fuld af Naade, spurgde dem 
bevæget, hvad dem feylede, om hun havde giort 
dem noget imod. Denne naadige Modtagelse 
giorde disse troe Tienerinder endnu meere fø* 
lende af ald den Ærbødighed og Hengivenhed, 
som deres Sind før var opfylt med. Jomfrue 
Horn, som ej kunde tale af SindsÆe vægelse, 
overlod Udførselen af deres Beslutning til Jorn* 
frue Bruun, hvorpaa hendes Majt. sprang op, 
tog Jomfrue Bruun om Halsen og sagde: Siig 
mig, hvad er det, min kiere Bruun? Denne 
Dronningens Befalning løsnede Jomfrue Bruuns 
Tunge, som derpaa sagde: Rygtet gaaer, at 
Struensee ligger om Natten hos Deres Majt.; 
vi ere derover saa bekymrede. Der siges, at 



54 

begge Enkedronningerne (e) og Conseillet veed 
det og vil raade Boed derpaa. De gave tilkiende, 
at de vidste den Historie om Dørren til Ere* 
mitagen, og ønskede, at heele Rygtet maatte 
være ugrundet. Dronningen spurgde, om de 
troede det, forlangede strax at tale med S tru en* 
see, som, hun sagde, vidste at raade Boed der* 
paa, og endelig sagde: Meener I, at, naar jeg 
ej lader ham komme saa tit, Rygtet da forsvin* 
der? Jeg kan ej gandske abandonnere ham; thi 
det vilde giøre for megen Opsigt. 

Hendes Majt.s Bekj endelser dispenserer mig 
her fra mine Reflexioner. 

Efterat Dronningen samme Dag havde talt 
med Struensee, sagde hun til sine Kammer* 
Jomfruer: Veed I vel, at den, som taler saadant 
om en Dronning, har fortient at miste sin Tunge? 
Efter den Tiid ophørte Dronningens og S tru en* 
sees Omgang paa en 14 Dages Tiid; men der* 
derefter blev det værre end før. Dog mærkede 
Vidnerne ingen Passage om Natten igiennem 
Dørren til Eremitagen siden den Tiid, ligesom og 
Dronningens Fortroelighed og naadige Omgang 
med disse hendes Kammerjomfruer fra den Dag 
ophørde, og hun siden ei talte med dem uden 
i myndig Tone. Vide 2det Vidnes Forklaring i 
Vidneforhøret, Litra A. Pag. 5—11; 4de Vidne 
ibid. Pag. 16-22; 5te Vidne Pag. 26-30. 

Det, som hendes Majt. havde nægtet for hen* 
des Kammerjomfruer, har hun tilstaaet for hen* 
des Kammer*Frøken v. Eyben [67]; thi, da denne 
Kammer*Frøken fandt Dronningen eengang græ* 
dende og meget bekymret, spurgde hun ved den 



(e) Det er altsaa passeret før den 27. Maj 1770, da Enke* 
dronning Sofie Magdalene døde. 



55 

Lejlighed Dronningen, hvad hendes Majt. fej* 
lede, og fortalte Dronningen hende hendes Sam* 
tale med hendes Kammerjomfruer, og efter 
nogen Samtale tilstoed og sagde paa Fransk: 
Tingen er ulykkeligviis sand, sagde hende til* 
lige, at S tru ens ee havde raadet hende at be* 
stikke Kammerjomfruerne, som hun absolut ej 
vilde, sagde tillige, at det var latterligt, at hun 
holdt af Struensee, og dog vilde hendes Majt. 
ej følge Kammer*Folkenes Raad at deplacere 
Struensee. 

Iblandt de uadskillelige Ting fra saadanne Gier* 
ninger er Rygtet, der altid følger med som deres 
Skygge. Hvem er vel dette Rygte ubekient? 
Iblant Vidnerne kan sees, foruden de anførte, 
det 8de Vidne ad quæst. 4 og 5; Ilte Vidne 
ad quæst. 3, Pag. 55; og Frøken v. Eyben 
ad quæst. 14, Pag. 207. 

Om hendes Majt.s Omgang i Almindelighed 
med Grev Struensee forklarer den arresterede 
Liv*Medicus Berger [68], ad quæst. 14, Pag. 
201, atStruensees Omgang med Dronningen 
har været højst mistænkelig, og hans Logement 
mistænkeligt, at han bestandig har brugt en uan* 
stændig Omgang og stoer Familiaritet med hendes 
Majestæt. 

Denne utilladelige Omgang begyndte først i 
Aaret 1770 her i Byen, continuerede samme 
Aar paa den holsteenske Rejse og siden efter det 
kongl. Herskabs Hjemkomst til Danmark. 

Grev Brandt forklarer Pag. 189 og 195, at 
Grev Struensee var i Sommeren 1770, medens 
Herskabet endnu var i Holsteen, tidligen om 
Morgenen hos Dronningen og kjørede ud i 
Cariol med hende alleene. Deres Omgang gav 
i alle Maader tilkiende, at de elskede hinanden, 



56 

de søgede hinanden, de vare glade ved at finde 
hinanden — med eet Ord : Kierligheden viiste sig 
paa saadan Maade, som lader sig bemærke, men 
ej beskrive. Naar der undertiden var Ueenig* 
hed imellem dem, sagde Struensee, at Dron* 
ningen var jaloux paa andre Fruentimmer og 
sagde, han var ej saa kjerlig, som han plejede, 
hvorfor og Struensee ved Lejlighed af Dantz 
aldtiid maatte dantze med de ældste Damer (f). 
Brandt forklarer at Struensee havde gjort 
ham en Confidence af denne Amourette og 
sagd, han best kunde tale med Dronningen 
om Kierlighed paa Masqueraden, og fra den 
Tiid af har hun først givet efter. 

Frøken von Eyben, ad quæst. 31, Pag. 214, 
og ad quæst. 32, forklarer om Struensees for* 
dægtige Omgang med Dronningen, og 6te Vidne, 
Pag. 87 sq., og 4de Vidne, Pag. 88-90, samt 



(f) Dronningens Mistillid til Struensees absolute Tro* 
skab har næppe været ubeføjet. Det er sikkert, at 
han, før Forholdet til Dronningen, har haft andre 
Amouretter ved Hoffet. Om hans formodede Forhold 
til Fru Gab el [69], som døde, kun 22 Aar gammel, 
i Forsommeren 1769, hedder det i nogle samtidige 
Memoirer: »Tout le monde voyoit, que Struensee 
étoit amoureux de mad. de Gab el. Dans sa derni« 
ére maladie il ne quittoit presque pas le chevet de 
son lit, et elle mouroit, pour ainsi dire, dans ses 
bras,« og Uldall skriver, at Struensee »var i 
nøjere Bekiendtskab med Frk. von Eyben, end An« 
stændigheden tillod.« 

Ifølge Munters »Bekehrungsgeschichte« har 
Struensee ytret, at han ikke kunde nægte, han 
havde været en farlig Forfører; ogsaa anstændige, 
veltænkende Koner havde han overvundet og ved 
sine Grundsætninger beroliget dem over deres Fejl* 
trin, og næsten intet Fruentimmer, som han vovede 
sig til, var i Stand til i Længden at modstaa ham, 
dersom hun ikke i Tide flyede ham. 



57 

29de Vidne ad quæst. 4, Pag. 85, forklarer, at, 
imedens Herskabet i Sommeren 1770 opholdt 
sig i Holsteen, kjørede Dronningen ud med 
Struensee om Morgenen alleene, uden at noget 
Menneske var med, var borte et Par Timers Tiid 
og kom hjem Kl. 7. 

Endvidere forklarer de 2de første Vidner, at 
de eengang komme og vilde gaae ind i Dron* 
ningens Cabinet og fandt Struensee siddende 
i Canapeen hos hende, da Dronningen løb 
dem imøde, giennede dem tilbage og siden sagde 
til dem, at Kongen blev saa bange, da de kom 
til Dørren, at han vilde løbet ud af Kammeret, 
og var det Aarsagen, hvorfor hun gik dem i 
Møde. De forklarede ligeleedes, at udi Slesvig 
var en Trappe, som gik fra Dronningens 
Retirade*Gemak til Struensees Værelse, hvoraf 
hendes Majestæt ofte betjente sig. 

Dronningen er en Nat paa Friderichsberg 
meget silde kommet fra Struensees Værelser 
igiennem Cron*Printzens Gemack, hvor Madame 
Schønberg [70] og Mdm. Petersen [71] vare. 
Struensee har og om Aftenen paa Friderichs* 
berg, naar han har været afklædt, taget en Frak 
paa sig og gaaet op ad Trappen til Dronningens 
Cabinet. 18de Vidne, Pag. 79; 19de Vidne, 
Pag. 85; 20de Vidne, Pag. 91 og 93. 

Naar Struensee om Natten havde været hos 
Dronningen til Kl. 12 å 1, og Kammer*Folkene 
bleve kaldede for at klæde Dronningen af, har 
de fundet hende liggende i Sengen, undertiiden 
nøgen, og Klæderne strøede omkring paa Gulvet. 
De har tillige forklaret, at Struensee er gaaet ud, 
idet de ere komne ind. Undertiiden, naar hendes 
Majt. havde været med Struensee aleene, saae 
hun særdeles echaufferet ud, saaat hendes Be* 

8 



58 

tjentere undsaae sig ved at see paa hende. 
2det Vidne, Pag. 97; 17de Vidne, Pag. 77. 

Hvorledes Grev Struensee i ald den Tiid, 
nemlig fra Sommeren 1770, bestandig ogjevnlig 
er kommen til Dronningen paa usædvanlige 
Tiider, i sin Frak, med smudsige og skidne 
Støvler, siddet jevnlig hos Dronningen paa 
Sengen, drukket Caffee og Thee med hende 
alleene, været hos hende om Natten til Kl. 12 å 1, 
endog de Aftener, naar der ingen Masquerade 
eller Ball var, og disse Aftener sildigere gaaet 
jævnlig op til hendes Sovekammer ad de lønlige 
Trapper, gaaet uanmeldt ind i hendes Cabinett 
og befalet Kammer*Folkene imod Sædvane at 
holde sig fra de Værelser næst ved Dronningens, 
vide 2det Vidne, Pag. 22; 5te Vidne, Pag. 28, 
30; 6te Vidne, Pag. 31, 32; 12te Vidne, fra 
6te til 17de Ouæst. inclusive, Pag. 56—62; 13de 
Vidne, Pag. 66-68; 18de Vidne, Pag. 79; 19de 
Vidne, Pag, 89; 20de Vidne, Pag. 93-94. 

Disse Facta tilstaaer Struensee, dog med 
en Slags Undskyldning af at give Dronningen 
Medicamenter, ad qv. 47, Pag. 129, ad qv. 104, 
Pag. 138, ad qv. 106, Pag. 139, ad qv. 200, 
Pag. 140, ad qv. 266, Pag. 152. Dette alleene 
undtaget, at han ei har været længe hos Dron* 
ningen om Natten, ad qv. 125, Pag. 144. 

Dog iagttages hans seenere Bekiendelse af 
25de Februar, som forhen er anført. Hen* 
des Majt.s Samtaler med hendes Kammer* 
Folk (g) syntes at viise, at hendes Hierte følte 

(g) Efter alt, hvad der foreligger, har Karoline Matilde 
behandlet sine Kammerjomfruer med en venlig For« 
trolighed, som vel kunde berettige hende til at 
vente, at de aldrig vilde benytte sig deraf til hendes 
Skade. Deres systematiske Udspionering af Dron* 
ningen er i højeste Grad gemen. 



59 

sig meere for en anden end for hendes Herre, 
Kongen. Saaleedes spurgde hendes Majt. en* 
gang sine Kammerjomfruer, om de havde For* 
liebelser eller Sentiments for nogen; thi, naar 
man saadant havde, maatte man følge saadan 
Person, om det var til Steile og Hiul, ja, om 
det endog var til Helvede. Paa Objection af 
Kammerjomfruerne, om saadan Person blev utroe, 
svarede hendes Majestæt: i saa Fald blev man 
enten gal eller tog Livet af sig selv. Hun prisede 
tillige Kammerjomfruerne lykkelige, at de kunde 
gifte sig med, hvem de vilde, og, naar hun een* 
gang blev Enke, vilde hun givte sig med en 
privat Person, som hun elskede, om hun end 
skulde forlade Land og Riige. Ved denne Lejlig* 
hed viiste hun Vidnerne et Granat*Kors, som 
hun stedse bar paa sit Bryst, sigende: der var 
Sentiments derved, og hun havde faaet det af 
en meget god Ven; og, da Vidnet sagde, det 
maatte vel være Kongen, svarede hun med en 
spodsk Mine: Jo, mænd — Kongen! — 2det 
Vidne, Pag. 11-12; 4de Vidne, Pag 21-24. 

Jeg veed ej, til hvad Classe, jeg skal henføre 
følgende Factum, uden som en Forglemmelse 
af sig selv og som et Foster, avlet i Struensees 
Omgang, at nemlig hendes Majt. har viist sig 
mange Gange gandske nøgen for sine Kammer* 
Folk, gaaende paa Gulvet ved høylys Dag, i et 
Værelse, hvor der var Vinduer paa begge Sider, 
paa en Tiid, da Paraden trak op, hvor Værelset 
just vendte ud til, spørgende, om de havde seet 
Eva eller Christus. Jeg andfører dette Factum 
her paa dette Stæd, siden dette Trait synes at 
komme af de nysanførte Sentiments. 2det Vidne, 
Pag. 13; 4de Vidne, Pag. 23; 5te Vidne, Pag. 
29; 6te Vidne, Pag. 32. 



60 

Til disse besynderlige Sentiments, som synes 
at være forgiftede af Struensee, hører dette- 
at hendes Majt. har declareret for 6te Vidne, 
at hun vel vidste, hvad Folk sagde om hende; 
men, at hun ey kærede sig derefter, saa vel som, 
at der var intet i, om en Kone blev sin Mand 
utroe, naar han var gammel, og hun var tvungen 
til ham. Pag. 35. Dronningen har og for 10de 
Vidne declareret, at, omendskjønt hun vidste, 
hvad Folk sagde om hende, bedrede hun sig 
dog ikke. Pag. 50. (h) 

For at facilitere denne utilladelige Commerce 
har Grev Struensee paa en Tiid, da det var 
hans Charge uvedkommende, ladet sig give en 
Hoved*Nøgel til Slottet, hvilket han selv til* 
staaer, ad quæst. 26, 27, 28, Litra A, Pag. 124, 
ad quæst 77, Pag. 134. 

I samme Henseende ere Dronningens Sove* 
Gemakker paa Christiansborg, Friderichsberg og 

(h) Man tager neppe Fejl, naar man i saadanne Ytringer 
af Dronningen ser en direkte Virkning af Samtalerne 
med Struensee. Man har mange Samtidiges Vidnes« 
byrd om, hvor opmærksomt Karoline Matilde 
lyttede til hvert Ord, Struensee sagde, og hvor 
imponeret hun var af hans Intelligens. 

De mærkelige Forhold ved det danske Hof eav 
selvfølgelig de fremmede Diplomater at rigt Stof til 
konfidentielle Meddelelser i Breve til deres Hjem* 
land, og, da det var Folk, som var øvede i at bruge 
Øjne og Øren, har de opsnappet mangfoldige karak« 
teristiske Smaatræk og Ytringer. 

Dronningens Beundring for Struensee gav sig 
saa tydeligt tilkende ved enhver Lejlighed, at det 
umuliet kunde undgaa at blive bemærket. Den 
engelske Gesandt skriver i et privat Brev, at det 
danske Hof ikke ligner noget andet Hof under 
Solen, oe i en senere, mere officiel Skrivelse siger 
han, i Slutningen af 1771, at Dronningen regerer 
uindskrænket gennem Ministeren. 



61 

Hirschholm saaleedes apterede i denne Tiid, at 
man kan gaae fra hendes Cabinet til Struensees 
uden at blive observeret, ligesom og in specie 
Dronningens Sove*Gemak paa Christiansborg er 
i Efteraaret 1771 flyttet hen i Kirkegangen, hvor 
man fra Struensees Værelser kunde gaa ad 
en forborgen Trappe til bemelte Cabinet. 

Og fortiener det at anmærkes: at, efterat dette 
Sove*Gemak tilligemed 2de andre Kammere var 
i Aaret 1770 indrettet til hendes Majt.s Brug, 
efter hendes egen Befaling, er en geheime Gang 
og Trappe imellem hendes Majestæts Cabinet 
og Struensees Værelser, som bestandig forhen 
havde været tillukt og ubrugt, efter Dronningens 
Befalning aabnet, og i samme Gang har maattet 
brænde Lys fra Kl. 3 om Eftermiddagen til 
Kl. 8 om Morgenen, uden at Vægterne i den 
Tiid torde see til Lamperne. Det er i et af disse 
Cabinetter over Kirke*Gangen, hvor hendes 
Majt. har drukket Thee og Caffe med Struensee 
om Morgenen. 1ste Vidne, Pag. 4; 5te Vidne, 
Pag. 29; 6te Vidne, Pag. 87. Conf. Struensees 
Respons, ad quæst. 205, 206, 207, 210, Pag. 
161—162, samt Commissariernes Syn, Pag. 84. (i) 

Frugten af denne Indretning ved Værelserne 
har været, at Sophaerne i hendes Majt. Dron* 
ningens Cabinet ere fundne smudsige, ilde 
tilreedte, saaleedes, som tilforn er sagt om 
Lagenerne, af hvilken Aarsag de og nogle Gange 
i en kort Tiid ere blevne overtrukne. I Anled* 
ning af Sengen vide 4de Vidne, Pag. 19; 5te 

(i) Inkvisitionskommissionens Medlemmer havde ved 
Selvsyn overbevist sig om, hvorledes Dronningens 
og Struensees Værelser baade paa Kristiansborg, 
Fredriksberg og Hirschholm stod i hemmelig For* 
bindelse med hverandre. 



62 

Vidne, Pag. 28-29; 2det Vidne, Pag. 83. Lige* 
som ogsaa Tørklæder og Servietter ere i denne 
Tiid fundne, ligesom de forhen ere beskrevne 
at have været i Vinteren 1770. Hertil hører, 
at Struensees Tjenere have fundet i deres 
Herres Lommer Klæder af Kammerdug, skidne 
og fulde af Blod og anden Ureenlighed, som 
er bleven leverede Dronningens Kammer * Folk. 
19de Vidne, Pag. 86; 20de Vidne. Pag. 92. 

De besynderlige Presents, som hendes Majt. 
har foræret Struensee og igien af hannem be* 
kommet og imodtaget, kan ej være uden Følger 
af den Tings Virkelighed, som Dronningen har 
bekiendt. Hendes Majt. har imodtaget af 
Struensee et Par rødbraagede Strømpebaand, 
som aldtiid skulde bindes paa hende, hvad 
enten hun havde dem nødig eller ey, sigende, 
at de vare Sentiments*Strømpebaand, hvorfor 
hendes Kammers-Jomfruer har gjort Forklaring. 
Disse Strømpebaand, tilstaaer Greven, at Dron* 
ningen har faaet af ham. og at han har kiøbt 
dem i Hamborg, og, da Dronningen saae dem 
hos ham, beholdt hun dem, fordi de vare vel* 
lugtende, meldende tillige, at han for dem har 
faaet Betaling. Vide Forhøret Pag. 178. 

Ligeleedes har hendes Majt. aldtiid baaret et 
grønt Etui, hvorudi var Struensees Portrait, 
mahlet med Tudsk, hvilket, hun aldtiid har 
været meget omhyggelig for, at ingen skulde 
faae at see. Da hun i Sommer paa Hirschholm 
havde giort Barsel, loed hun sig strax give be* 
meldte Portrait og betragtede det. Ved Afreysen 
til Cronborg den 17de Januarij toeg hendes 
Majt. samme med sig, og, da hun var kommet 
til Cronborg, bandt hun det om sit bare Liv, 
hvilket Madame Schønberg dog fraraadede 



63 

hende. Nu giemmer hun det om Natten under 
sin Hoved*Pude, af Frygt for, at nogen skulde 
tage det fra hende. Vide 5te Vidne, Pag. 30; 
6te Vidne, Pag. 34; 10de Vidne, Pag. 52; 12te 
Vidne, Pag. 63-64; 13de Vidne, Pag. 68-69; 
Jomfrue Arensbach [72], 19de til 29de Ouæst, 
Pag. 107; Struensees Forklaring ad quæst. 
227, Pag. 174. 

Iblant disse Presents, som hendes Majt. har 
imodtaget, henhører formodentlig det GulckKors 
med Granater i, som 2det Vidne, Pag. 12, og 
4de Vidne, Pag. 24, forklarer, at hendes Majt. 
bar det længe og skiulte det paa sit Bryst, ofte 
kyste det, stigende, hun havde faaet det af en 
goed Ven, og at der var Sentiments derved, 
endskiøntStruensee nægter i Forhøret, Pag. 179, 
at have seet dette Kors forhen. 

Iblant Struensees Sager ere fundne følgende 
Pretiosa, som, han siger, Dronningen har for«« 
æret ham: 1. Et Etui, hvorudi fandtes Dron* 
ningens Portrait forborgen. Vide Struensee 
ad quæst. 219. Pag. 173, conf. 4de Vidne, 
Pag. 24.-2. En Naal med en stor Brillant 
udi. Vide Struensees Resp. ad quæst. 229, 
Pag. 175. — 3. En Ring med en Antique. — 
4. En stor Brillant*Ring. — 5. En Ring med en 
blaae Saphir. — 6. En stor Ring med en blaae 
Saphir. Denne, siger Struensee, tilhører Kongen ; 
men 4de Vidne, Pag. 26, forklarer, at den 
tilhørte Dronningen og rigtig var givet til 
Struensee. — 7. Et Gulds« og blaatemailleret 
Hierte, som, Struensee tilstaaer, Dronningen 
har givet ham engang, da hun talte om Ven* 
skab; herom forklarede 2det Vidne, Pag. 81, 
og 4de Vidne, Pag. 24, at Dronningen har 



64 

baaret det i et Jagtuhr, hun førte med sig fra 
Engeland. 

Adskillige andre Data taler om denne giorte 
Bekiendelses Rigtighed. 

Der befandtes eengang en liden blaae Plet 
paa Dronningens Bryst, som hun omhyggeligen 
skiulte, at Kongen ey skulle see den, spurte 
tillige hendes Kammerjomfruer, hvoraf, de mente, 
den var, da Jomfrue Horn sagde: den saae 
ud, som den var suet; hvortil Dronningen loe 
og taug. 2det Vidne, Pag. 82; 4de Vidne, Pag. 88. 
Reflexionerne herover falder enhver i Sandserne, 
Modestie og Dronningens Bekiendelse sparer 
mig her at anføre meere. 

Ligeleedes havde Dronningen engang ont i den 
eene Side under Brystet, som Struensee daglig 
kom og smurte, og vilde hendes Majt. ej tillade, 
at hendes Kammerjomfruer eller nogen anden 
var derved nærværende, og, da Kammer*Fruen 
talte derom, blev hun unaadig og sagde siden 
til Kammerjomfruerne, at Kammer*Fruen trac* 
terede hende som et Barn, der ey kunde være 
eene med en Doctor etc. 2det Vidne, Pag. 82. 

En overdreven Fortroelighed synes det at 
marquere, at Struensee var overværende i 
Sommer paa Hirschholm, da Dronningen giorde 
Barsel, da dog hans Charge ej kaldede ham 
derhen, og siden hver Dag spiiste med hende 
(j) alleene og drak Caffee og Thee^Vand med 



(j) Der er vistnok ingen Lejlighed, hvor Dronningen 
har vist større Uforsigtighed i Tale og Opførsel end 
ved hendes noksom omtalte Barsel paa Hirschholm 
den 7. Juli 1771. Forargelsen var daogsaa almindelig, 
og en af de fremmede Gesandter skrev til sit Hof, 
at ingen af Hofpersonalet turde spørge til Dron* 
ningens og Barnets Befindende. 



65 

hende paa Sengen, 6te Vidne, Pag. 36; 7de 
Vidne, Pag. 48; 10de Vidne, Pag. 51; 12te 
Vidne, Pag. 60, 61, 64; 15de Vidne, Pag. 73. 

I sidste Sommer, ved den Leilighed, at Matros* 
erne vare paa Hirschholm, eller og, da Oxen 
blev given til Priis — thi Vidnerne sige ei 
positive, i hvilket af disse Tilfælde det var — 
havde Dronningen i Sinde at reise bort med 
Struensee og i den Anleedning befalede hendes 
Ridetøy at settes ind til hende om Natten og, 
efterat hun var afklædt og i stoer Confusion, 
uden Hoved *Tøy, var gaaet til Sengs, stoed 
hun op igien og samlede sine Juveeler i sin 
JuveekCasse, da der og i Stalden var givet Ordre 
at holde Heste parate. 12te Vidne, Pag. 62—63; 
13de Vidne, Pag. 69; conf. 20de Vidne, Pag. 
52; item Grev Brandts Udsigende, (k) 

Førend Dronningen den 17de Januarij til* 
traadde sin Reise til Cronborg, var det første, 
hun sagde, da hendes Kammerjomfru e Arens* 
bach havde tilmeldet hende, at Grev Rantzow 
med nogle Officiers vare der : Hvor er Greven? 
Derpaa løb allerhøistsamme i hendes bare Særk 



(k)Den 10. September 1771 kom et Tog paa ,2-300 
norske Matroser marcherende fra København til 
Hirschholm for at klage til Kongen over, at de i 
omtrent 2 Maaneder ingen Løn havde faaet. De fik 
Løfte om, at Peneene skulde blive dem udbetalte 
tillige med en lille Godtgørelse, fordi de havde 
ventet saa længe, og spadserede derefter fredeligt de 
3 Mil tilbage til København. Ved den Lejlighed 
havde Struensee vist en paafaldende Ængstelighed, 
medens Dronningen var fuldkomment rolig, og det 
samme var senere Tilfældet i Anledning af den 
Folkefest, som blev arrangeret paa Ridebanen neden« 
for Frederiksberg Slot, hvor en Okse »blev given 
til Priis.« 



66 

strax need ad den forborgne Trappe tilStruensees 
Værelser for at søge Greven; men, da hun alleene 
fandt hans Kammer*Tiener, som og var arresteret, 
sagde hun til Vagten, at de skulde skaffe hende 
Greven under deres Livs Fortabelse. 18de Vidne, 
Pag. 79-80; 21de Vidne, Pag. 95-96; 22de 
Vidne, Pag. 97; 23de Vidne, Pag. 98; Jomfrue 
Arensbach ad quæst. 4, Pag. 204; ad quæst. 
8, Pag. 205; Struensee, Pag. 210. 

Paa Cronborg, hvor hendes Majt. endnu be* 
finder sig, har hun engang om Natten spurt 
Jomfrue Arensbach, hvor Greven var, og, da 
hun svarede, at han var paa Citadellet, sagde 
Dronningen: Mon han er i Lænker og der 
faaer noget at spiise? mon han veed, at ieg er 
paa Cronborg? Saaledes er hendes Majt.s Ihu* 
kommeise endnu chargeret med en tendre Erin* 
dring om denne Greve. 

Disse ere de Tilstaaelser og Beviiser, som 
dette i sit Slags unique Sagsmaal grunder sig 
paa. Jeg har i dette mit Indlæg ladet mig nøye 
med at skrive og anføre Dronningens, Grev 
Struensees og Vidnernes Ord for ei at vove 
mine egne Reflexioner og at fornærme den 
illustre Person, som jeg efter den mig givne 
Constitution skal skrive imod. Jeg vilde derfor 
ønske mig den Lykke at have kundet skrevet 
efter den mig tillagde Ordre uden at have 
trædet for nær den Ærbødighed og dybe Respect, 
jeg er hendes Majt. skyldig. 

Og, da Vidnerne, hvis eedelige Udsigende 
jeg har paaberaabt mig, ei i hendes Majt.s 
højeste Nærværelse ere afhørte, i Kraft af den 
allerunderdanigste Respect, man er høistbemelte 
Dronnings Stand og Fødsel skyldig, hvilket dog 
efter Lovens Maade i Almindelighed bør skee: 



67 

saa venter jeg, at hendes Majt.s Advokat, Hr. 
Uldall, giver en Forklaring fra sig her i Com* 
missionen, at han i denne Post ej haver noget 
at indvende mod Vidnernes Troeværdighed. Og 
da saavel hds. Majt.s egen Tilstaaelse som og 
Grev Struensees Bekiendelse i alle Maader be* 
styrkes ved Vidnernes Udsigende, saa der er 
ingen Aarsag at troe andet, end at Bekiendelsen 
er sandfærdig, saa paastaaer jeg paa hs. Majt. 
Kongens Vegne og sætter i Rette: 

at hds. Majt. Dronning Carolina Mathilda 
vorder efter Lovens 3die Bog, 16de Cap., 15de 
Art. dømt til at have sit Egteskab forbrudt 
og samme ophævet at være, saa det ikke 
hindrer hs. Majt. Kongen at indlade sig 
i nyt Egteskab. 

. Kiøbenhavn den 24de Martii 1772. 

Bang.« 

Det var et utaknemmeligt Arbejde, Dronnin* 
gens Defensor maatte paatage sig, at forsøge et 
Forsvar overfor det kolossale Bevismateriale, de 
to Hovedpersoners Tilstaaelser og de talrige Vid* 
ners Udsagn havde givet Aktor i Hænde. Den 
i formel Henseende meget interessante Defension 
viser da ogsaa, at Uldall var sig fuldkomment 
bevidst, at Resultatet paa Forhaand var givet. 

Man vil formentlig kunne læse mellem Li* 
nierne, at det juridiske Forsvar ikke kunde blive 
stort bevendt, men at Dronningen fortjente al* 
mindelig Sympati for den Trofasthed, hvormed 
hun holdt fast ved Struensee, selv efterat han 
ved sine Tilstaaelser havde skuffet hende saa 
dybt. 



68 

»Advokat Uldalls Forsvar for Dron* 
ningen. [1]. 

Det er med en sand Bevægelse, jeg tiltræder 
denne Pligt, som hds. Majt: Dronningens Vel 
og hans Majt: Kongens Villie paalægger mig. 
Disse høie Personers Værdighed, Sagens Vigtig* 
hed og Følger, mine ivrigste Ønsker at giøre 
min Skyldighed og en billig Frygt for deri at 
kunde mangle, retfærdiggiør noksom min Bekym* 
ring. 

At see Dronningen aflægge Purpuret, nedstige 
fra Thronen og liig den elendigste at søge sin 
Beskyttelse under Loven: kan vel noget Exempel 
meere rørende forestille Uvisheden af den men* 
neskelige Lyksalighed? Hun, i hvis Person vi 
ære saa mange Kongers Blod, mistænkes for at 
have vanæret det. Hun, som Kongen gav sit 
Hierte og sin Haand, anklages af ham, som da 
lovede at være hendes Herre og Forsvar. Hun, 
som ved Folkets eenstemmige Raab erholdt Navn 
af Landets Moder, dømmes af dem, hvis Blod 
med Glæde vilde flyde for hende. Saa ulyk* 
salig er Dronning Carolina Mathilda, og hun 
alleene iblandt de danske Dronninger. 

I en Alder og med alle de Egenskaber, som 
syntes at bestemme hendes Lyksalighed, seer 
hun sig paa Bredden af en Afgrund, hvori 
hendes Ære, hendes Værdighed, hendes Roelig* 
hed kunde tabe sig. Hvilken Forestilling! Paa 
een Dag at kunde miste sin Gemahl, sine Børn, 
sit Rige, at overleve dette Tab, mistænkt, an* 



(1) U 1 d a 1 1 s Forsvar er ligesom Bangs Anklage af* 
skrevet efter det ovenfor omtalte Manuskript paa 
Kristianiabiblioteket og konfereret med flere andre 
Afskrifter paa samme Bibliotek og paa det kongelige 
Bibliotek i København og med enkelte i privat Eje. 



69 

klaget, i Fare for igiennem en lang Række af 
Aar at skulde fremdrage det bittreste Liv — kan 
vel noget findes gruesommere for Hierter, som 
ere i Stand til at tænke og føele? 

Saaleedes betragtede Dronningen sin Skiebne, 
saaledes beskreev hun den, da jeg havde den 
Ære at opvarte hende. Jeg maatte fortvivle, 
sagde hendes Majt:, hvis mine Hensigter havde 
været andre end Kongens og Landets Vel. Har 
jeg maaskee handlet lidet uforsigtig, bør mit 
Kiøn, min Alder og min Stand undskylde mig. 
Aldrig troede jeg at kunde underkastes Mis* 
tanke, og, synes end min Tilstaaelse at bestyrke 
den, veed jeg mig dog alligevel uskyldig. Loven 
vil, jeg skal overbeviises, den har min Gemahl 
forundt mig, og jeg haaber, den igiennem Dommer* 
nes Mund skal erkiende, at jeg ei har giort 
mig ham uværdig! 

Jeg anfører hendes Majtrs Ord, saaleedes som 
hun selv sagde dem; men hvor ønskede jeg til* 
lige, at jeg kunde udtrykke den Sinds *Bevæ* 
gelse, hvormed de bleve fremførte, den Friemo* 
dighed, der gav dem en ny Vægt, den rørende 
Stemme, der syntes som en Rett at fordre Med* 
lidenhed, som ingen skal kunde nægte hende 
uden at fornærme Menneskeligheden, [m]. 

(m) I Uldalls Optegnelser om hans Samtaler med 
Karoline Matilae paa Kronborg hedder det: 
»Dronningen var behagelig, hun havde en smuk 
Hud, levende Øine. Munden var vel proportioneret, 
dog var den underste Læbe alt for stor og nedhæn? 
gende. Hun var velvoxen, men altfor før efter sin 
Taille, og det af Fedme. Hun talte saa godt Dansk 
som jeg, item Tysk, Fransk, Engelsk og noget Ita* 
liensk.« 

Med Hensyn til Karoline Matildes Karakter 
skriver Uldall bl. a., at »man ikke kunde troe alt, 



70 

Man anfører imod hendes Majt: Helligheden 
af de Pligter, som Baandet mellem hende og 
hendes Gemahl medfører, at Kongens Ægte*Seng 
bør være ubesmittet, at hans egen, hans Huuses 
og hans Folkes Ære og Vel udfordrer det; men 
disse Sandheder røre hende saa langtfra, at de 
meget meere viise Nødvendigheden af den nøy* 
agtigsteOverbeviisning, førend hendes Majt: maae 
troes derimod at have handlet. Jo vigtigere Plig* 
ter hun havde at iagttage, jo forfærdeligere Føl* 
gerne af deres Overtrædelser ere, jo bedre begge 
Deele har været hende bekiendt, jo klarere bør 
og Prøverne være, at Dronningen virkelig deri 
har feilet. Hvorved, maa der vel spørges, for* 
fremmes Kongens, hans Huuses, hans Folkes 
Ære meest? Ved at Dronningen findes skyldig? 
Eller er det ikke meget meere i hendes Uskyl* 
dighed, man bør søge den? Har maaskee hendes 
Majt: aldrig kient eller opfyldt, hvad hun var 
sig selv, sin Gemahl og hans Folk skyldig? 
Eller tilstaaes det ikke, at hun før den Epoqve, 
fra hvilken hendes Anklagelse begynder, har 
viist sig en øm Moder, en kierlig Gemahl, en 
værdig Dronning? Skulde hendes Majt: saa 



hvad hun sagde«; men han tilføjer, at han »tydelig 
kunde mærke, naar hun fortalte mig Sandhed og 
tværtimod.« 

Allerede fra sin tidligste Ungdom havde hun 
haft Hang til Adspredelser oe Nydelser; hun var 
venlig og elskværdig, »naar hun vilde være det«, 
men ogsaa hæftig og tilbøjelig til Had og Hævn. 
Navnlig det sidste Par Aar af hendes Ophold i Dan* 
mark tog hendes Hæftighed Overhaand; hun vilde 
have sin Villie og være Eneherskerinde i sin Kreds. 
Mod sine undergivne var hun dog i Almindelighed 
venlig og ligefrem, undertiden maaske mere ind* 
ladende og fortrolig end heldigt. 



71 

lettelig troes paa eengang at have glemt saa al* 
deeles sig selv? Skulde hun, som paa den Tiid 
søgte sin Fornøjelse i Undseelsen og Dyden, i 
Kongens og Landets Høyagtelse og Kierlighed, 
da i et Øyeblik have udryddet saa ædle Følel* 
ser af Hiertet? 

Hr. Kammer* Ad vocat Bang anfører paa hans 
Majt: Kongens Vegne 3de Slags Beviiser imod 
Dronningen: Grev S tru en se es Forklaring, hen* 
des Majestæts Tilstaaelse og endelig, da han 
vidste, at ingen af Deelene var tilstrækkelig, 
da tilsidst Vidnerne. 

Det er vist nok, at Grev Struensee den 
21de og 25de Februarii sidstleeden efter Actens 
Udviisning har giordt en for hendes Majt. høist 
fornærmelig Forklaring; men, at han har tilside* 
sat den Ærbødighed, han var Dronningen skyl* 
dig, at han, enten af en ugrundet Frygt (n), 
Sinds*Forvirrelse, maaskee Haab om at redde 
sig, naar Dronningen maatte ansees interesseret 
i hans Sag, eller andre Aarsager, har foregivet 
Ting, som ere urimelige, kan ikke skade uden 
ham selv. Hvad Troeværdighed fortiener det 
vel, at han, skiønt Dronningen værdigede ham 
sin Tillid, dog skulde have dristet sig til saa 
yderlig at misbruge den, at hendes Majt. skulde 
have taalt det, at det skulde være skeet i 2de 
samfulde Aar, ved Hoffet, under Kongens Øyne, 
hos saa mange Personer? Ingen privat Persons, 
endsige Dronningens, Ære kan lide under Be* 
skyldninger som disse, fremførte af en Inquisit 
uden Eed og destituerede fra ald Sandsynlighed. 

(n) Som tidligere omtalt, var det en ret almindelig An* 
tagelse, at Inkvisitionskommissionen for at intimi? 
dere Struensee havde stillet Tortur i Udsigt; der 
vides dog ikke noget tilforladeligt i den Henseende. 



72 

Hr. Kammer*Advocat Bang tilstaacr og, at 
Grev Struensees Forklaring i og for sig selv 
ei er af nogen Vægt imod Dronningen. Han 
søger derfor at bestyrke den, deels ved den Til* 
staaelse, hendes Majt. den 9de Martii sidstleden 
har giort om sammes Rigtighed, deels ved hen* 
des Svar, at hun havde brudt det hendes Gemahl 
givne Ægteskabsløfte og derved tabt sin Ægte* 
skabs*Ret imod ham, hvilket han derpaa ifølge 
Lovens 1ste Bogs 15de Cap., 1ste Art. vil have 
anseet som et fuldstændigt Beviis. 

Unægtelig er det, at egen Tilstaaelse efter 
alle Love in civilibus er den fuldkomneste 
Maade at beviise paa; men, hvor Spørgsmaalet 
er om en Forbrydelse, har det ikke samme Be* 
skaffenhed, og i Sager af Natur som denne for* 
kaster den danske Lov den især gandske og 
aldeeles. 

Det er ikke nok, siger Lovens 3die Bogs 
16de Cap., 15de Art., at en Person, som an* 
klages, det selv bekiender; men den anklagende 
skal lovligen stævne den, som anklages, i Rette 
og skielligen beviise det. Den udfordrer da 
altsaa andre Beviiser, og, da hans Majt. Kongen 
vil, at Loven alleene i denne Sags og de til 
samme henhørende Beviisers Paakiendelse skal 
følges, flyder det af sig selv, at Dronningen 
ikke mindre end den ringeste Undersaat bør 
nyde dette af hendes Majt. reclamerede Bene* 
ficium. 

Lovens Bogstaver ere klare, og dens Meening 
aldeeles ikke tvivlsom; det vilde derfor være 
unødvendigt at undersøge de Aarsager, der kan 
have bevæget de danske Lovgivere til denne 
Anordning, om ikke nemlig og, hvorvidt den 
Anseelse og Myndighed, Loven tilstaaer det 



73 

eene Kiøn fremfor og over det andet, Frygt for 
sammes Misbrug paa den eene og altfor stor 
Føyelighed paa den anden Side, Omsorg for at 
forebygge de farlige Følger af Overiilelse og 
Ubetænksomhed med videre deri har haft deres 
Andeel. 

Men, som Hr. Kammeradvokaten dog erin* 
drer, at hendes Majt. ej skulde kunne beraabe 
sig paa dette Beneficium, fordi det grundede sig 
paa 2de rationibus legis, af hvilke ingen 
passede sig paa Dronningen, maae jeg oplyse 
Urigtigheden af denne Slutning. 

Naar Loven siger, at det er ei nok, den Pers« 
son, som anklages, det selv bekiender, lægger 
den vel til som Aarsag: fordi man tit befinder, 
at mange lyve paa sig selv, paa det den eene 
kan blive af med den anden og komme den i 
Skade, som han eller hun siger sig at have syn* 
det med; men, at disse ikke ere de eeneste Aar* 
sager, hvorfor Loven forkaster egen Tilstaaelse 
i denne Tilfælde, viiser den tydelig, naar den 
strax efter de anførte Ord endnu lægger til: eller 
for anden Sag. 

Skiønt Loven derfor kun udtrykkelig anfører 
nogle af Aarsagerne til denne Anordning, er det 
dog klart, at den foruden disse har haft ad* 
skillige andre, og det Beneficium, som gives den 
beskyldte, tilkommer Dronningen følgelig ogsaa, 
hvad enten det saa er paa Grund af de Moti* 
ver, som Loven anfører, eller af de, som ikke 
ere anførte, hun reclamerer det. (o) 



(o) Det er ikke usandsynligt, at Uldall her sigter 
til det ret udbredte Rygte, at man skulde have bildt 
Dronningen ind, at en Tilstaaelse fra hendes Side 
ikke vilcfe have nogen Betydning ifølge Loven, men 
at den vilde redde Struensees Liv (»que eet aveu 

10 



74 

Jeg gaaer derfor til det 3die Slags Beviiser, 
der bestaar i de som Vidner anførte Personers 
Forklaring. Hendes Majt. har befalet mig at 
declarere, at hun ikke forlanger dem paa nye 
indkaldede eller i min Nærværelse at afhøres; 
men, som hendes Befalning tillige paalægger mig 
at iagttage, hvad deres Forklaringer ellers giver 
mig Anledning til, maae jeg i den Henseende 
forud giøre nogle Erindringer. 

Det er en Hoved*Omstændighed, at ingen af 
de afhørte Vidner angiver anden Aarsag til 
deres første Mistanke imod Dronningen end det 
Bye*Rygte, de derom sige at have hørt. Ingen 
veed, fra hvem dette Rygte reiste sig, eller i 
hvad Anleedning det spargeredes; men førend 
Rygtet allereede var almindeligt, blev der ei 
talt til Dronningen om noget. Da nu de fleeste 
Vidner bestandig vare om Dronningen, og dog 
i hendes Omgang imod og med Struensee ej 
fandt Anleedning til at troe noget fornærmeligt 
for hende, er det klart, at Dronningens Forhold, 
endog paa den Tiid, Rygtet allereede var der, 
maae have været irreprochable. Hvor bedrage* 
ligt et Vidne Rygtet er, veed enhver; det grun* 
der sig ofte paa intet og erhverver alleene Styrke 
og en Slags Troeværdighed ved at blive almin* 
deligt. Men, hvor slibrig en Grund det end 
har, efterlader det dog, endog hos de forsig* 
tigste og best tænkende, en Mistanke, der fore* 
stiller dem de Personers Handlinger, som Rygtet 
angaaer, i et langt andet Lys end forhen. Fore* 
stillingen om, at Rygtet maaskee er sandt, Nys* 
gierrighed, derom at ville have Vished, foraar* 



sauvoit la vie å Struensee«, som man læser i Fal* 
kenskjolds [73] Memoirer). 



75 

sager Opmærksomhed over Ting, der forhen 
vare de uskyldigste og betragtedes uden Efter* 
tanke; og, træffer maaskee en Tvetydighed ind, 
er man uden videre Undersøgelse færdig med 
Dommen. 

Saaledes er det og gaaet her med Vidnerne; 
thi, uagtet de før Rygtet ingen Aarsag fandt til 
at mistænke Dronningen, bliver samme dem dog 
aldrig saa snart bekient, førend de ved hvert 
Skrit synes dertil at finde nye Anleedning. Denne 
Anmærkning er saameget betydeligere, som 
Dronningens Kammer*Folk, efterat de om Rygtet 
var bleven informerede, ey synes at have iagt* 
taget ald den Forsigtighed, de burde: i Stæden 
for at underrette hendes Majt. strax derom, an* 
stillede de adskillige Undersøgninger, og, uagtet 
de ei fandt noget virkeligt Criterium, som kunde 
bestyrke Rygtet, var deres Préjuges dog stærke 
nok til at giøre dem alting mistænkeligt. 

Da hendes Majt. erfarede dette, ansaae hun 
det uden Tvivl som en Mangel af den Troe* 
skab, som de burde viise, og de gode Tanker, 
de burde have om hende. Hun retrancherede 
derfor deres Nærværelse om hendes Person og 
endeel af den fuldkomne Fortroelighed, hun 
forhen havde haft til dem. Kammer*Folkene 
bleve herover empfindtlige og fandt herover en 
Fortrydelse, der nødvendig loed dem bedømme 
hendes Majt.s Gierninger endnu skarpere end 
forhen, (p) 

I Frue S chytt es Vidnesbyrd især findes 2de 

(p) Falken skjold skriver i sine Memoirer, at Kammer? 
folkenes Spionering i og for sig maatte være til* 
strækkelig til at forkaste dem som Vidner. (»C'est 
un espionnage horrible de la part des domestiques, 
qui suffiroit seul pour les rendre récusables.«) 



76 

Exempler derpaa, deels naar hun prætenderer, 
at hendes Majt.s Forbedring efter Advarselen 
skal have varet 14 Dage, hvorefter det skulde 
være bleven værre end forhen, uagtet Frue Bl i* 
c henberg, Pag. 11, siger, at hun var nogle 
Uger derefter ved Hoffet, i hvilket Intervalle 
hun ej fornam noget, og deels naar Frue Schy tte, 
Pag. 24, bruger det Udtryk, at Dronningen 
havde meget travelt med en Slaade for en af 
Dørrene paa Friderichsberg, der ej kunde skydes 
for. At Dronningen vilde have denne Slaade i 
Stand, kunde være af saameget uskyldigere Aar* 
sag, som Frue S c hytte selv tilstaaer, de ei havde 
Befaling at skyde den for; men den Talemaade, 
at Dronningen havde meget travelt, er særdeeles 
upasselig og viser en Animosité, som bør være 
langt fra et Vidne. 

Da hendes Majt. altsaa i dem, som vare om 
hendes Person, havde saa skarpe Observateurs, 
er det ei at undre over, om en af et, en anden 
af noget andet har uddraget Slutninger, der 
tiente til Bestyrkelse af de Tanker, de allereede 
vare indtagne af. 

Der er ingen Uskyldighed muelig, der jo 
maatte succumbere under saa mistænkende en 
Undersøgelse, og Loven, der har indseet dens 
Følger, som har erkient Billigheden af, at en* 
hver i sit Huus og iblandt sine Tienere bør være 
sikker, befaler derfor og i dens 1ste Bogs 13de 
Cap., 16de, 17de og 22de Art., at saadanne 
Vidner ikke skal kunne ansees. (q) 

(q) Kristian d. 5. danske Lov 1. Bog, 13. Kapitel, 16. 
Artikel lyder saaledes : »Villige Vidner, saasom Hus* 
bond, Hustrue, Børn, Tyende, Søskende, eller lige 
saa nær besvogrede skulle ej anseis, med mindre 
ingen anden Vidne kand havis, fornemmelig i 



77 

Spørges der imidlertiid, hvilke de Facta ere, 
hvorved en utilladelig og til det yderste dreven 
Fortroelighed imellem Dronningen og Grev 
Struensee efter Vidnernes Forklaring kan be* 
viises, ere de ingen. At Dronningen har viist 
Naade og Fortroelighed imod ham, nægtes ikke; 
men hvem har vel seet og hørt, at samme har 
overskredet Ærbødigheds Grændser? Hvem er 
den, som har kundet sige, at Dronningen har 
brudt den Troeskab, hun var sin Gemahl skyl* 
dig, eller angive en Gierning, hvormed Vis* 
heden af en saadan Forbrydelse beviises? Og 
bestyrker ikke alles Tavshed om noget overbe* 
viisende Facto Sandheden af, hvad Jomfrue 
Boye [74] siger, at hun nemlig aldrig har seet 
noget uanstændigt af Dronningen? 

Kommer det høit, beraaber Vidnerne sig paa 
deres Gisninger: de slutter, siger de, at S tru en* 
see var længe hos Dronningen, fordi de ei bleve 
kaldte; det kom dem for, som Dronningen og 
Struensee vare fortroelige med hverandre. Men 
hvorpaa grunder disse Gisninger sig uden paa 
Rygtet og den Magt, samme havde over deres 
Indbildningskraft ? 

Det er den Naade fornemmelig, hendes Majt. 
viiste imod Struensee, hvorpaa Vidnernes Mis* 
tanke og de Følger, som deraf flyder og ud* 
drages, roullerer: han var bestandig om Dron* 



Drabs, Volds eller deslige Sager; ti da skulle de 
vidne, som afveed.« 

17. Artikel lyder: »Villige Vidner skulle de og 
holdis for at være, som selv i den Gierning med? 
været have, hvorom de skulle vidne*« 

22. Artikel lyder: »End efter Aars Forløb maa 
ingen Vidne føris paa, hvis nogen af andens Mund 
hørt haver.« 



78 

ningen, heder det, og i hendes Sælskab. Men 
var han ikke ogsaa i Kongens, og maatte Dron* 
ningens Tilliid til ham ikke naturligviis følge af 
den Fortroelighed, hvormed hans Majt. selv be* 
ærede ham? 

Dronningen beraaber sig i den Henseende til 
sin Retfærdiggiørelse paa sin Gemahls egen Sen* 
timent. Hvor talende et Beviis paa hans Majt.s 
Naade for Struensee ere ey de Embeder, ham 
bleve betroede, og den Stand, han blev op* 
høiet til? 

Ligesom han erhvervede sig Kongens Fortroe* 
lighed, søgte han at fortiene Dronningens. Den 
Troeskab, han stedse loed sig mærke med at 
have for Kongen, den Omhue, han viiste for 
Dronningen i hendes Upasseligheder, den Hen* 
givenhed, med hvilken han syntes at søge at 
vedligeholde en bestandig Harmonie imellem 
deres Majestæter og meere end alt Kongens 
Villie, der var hendes Lov, loed hende troe, at 
hun uden Fare kunde værdige ham sin Tilliid. 
Hans Embeder som Cabinets*Minister og som 
Cabinets*Secretair hos Dronningen udfordrede 
hans bestandige Nærværelse, og det er altsaa 
ei at undre over, om han i Dronningens Naade 
har haft større Del end nogen anden. 

Men, siger Hr. Kammer*Advocaten, det er 
ikke for Dronningens Fortroelighed mod Struen* 
see alleene, hun tiltales. Hovedlagen er, at 
samme er gaaet til en Yderlighed, som van* 
ærede hendes Gemahl, og for at beviise dette 
beraaber han sig paa endeel Data af Vidnerne. 

Førend jeg til Overflødighed igiennemgaaer de 
fleeste og fornemste af disse Vidner, maae jeg, 
foruden de allereede giordte Erindringer endnu 
giøre den allerhøist nødvendige Anmærkning: 



79 

at vidne eller at beviise med Vidner efter Lovens 
1. Bog, 13. Cap., 1. Att. (r) er ei mindre end 
2 Personer, som efter den 7de Art. haver aflagt 
Eed, som ere overeensstemmende, og som med 
Vished kunde vidne om en og den samme Sag. 
Thi ifølge deraf bliver jo Kammer* Advocat 
Bangs Beviiser, for saa vidt som ei allereede 
er ommeldt, at henføre under 2de almindelige 
Classer: nogle kunde nemlig efter Loven al* 
deeles ikke anføres som Beviiser, andre derimod 
beviise ikke det, som af dem udfordres. 

1. Til det første Slags henhører især a) Liv* 
medicus Bergers, Grev Brandts og Frøken 
Eybens Forklaringer, hine, fordi de ere uden 
Eed og af Inquisiter aflagte, det sidste, fordi 
der af hendes Svar paa 7de Quæstion frem* 
skinner en Klage imod Dronningen, ligesom 
hendes Majt. skulde have holdt hende for en 
farlig Person, og endelig fordi hendes Majestæt 
forsikrer, ingensinde at have giort hende saadan 
Confidence, som hendes Svar paa Quæst. 40 og 
41 ommelder, men at alt, hvad Dronningen har 
sagt til hende, har været disse for en Dame, 
som troer sig at være ovenfor Mistanke, meget 
naturlige Ord: at det var ridicul at abandonnere 
Struensee for et saa ugrundet Rygte. — Til 
denne Classe henhører endnu endeel andre 



(r) Kristian d. 5.s danske Lov, 1. Bog, 13. Kapitel, 
1. Artikel lyder saaledes: »Vidne er ej mindre end 
to Personer, overeenstemmende og udi een Ting.« 

7. Art. lyder saaledes: »Bliver nogen tilkrævet at 
vidne i nogen Sag, og Dommeren legger hannem 
Eed for, sin Sandhed i den Sag at vidne, da bør 
han vidne ved sin Eed alt, hvad hannem derom 
vitterligt er, og hvis han enten af Dommeren eller 
af Parterne bliver tilspurt om til den Sags Oplys? 
ning, etc.« 



80 

Omstændigheder, at der nemlig b) i Slesvig 
skal have været en Trappe fra Dronningens 
Værelser til Struensees; thi 4de Vidne siiger 
alleene, hun havde hørt det. c) At Dronningen 
paa Friederichsberg kom en Nat fra Struensees 
Værelser; thi 8de og 20de Vidne siiger, hun 
kom op ad Trappen, og naturligviis kunde de 
ej vide, hvor hun kom fra eller om hun havde 
været hos een af Damerne, d) At Struensee 
om Natten paa Friederichsberg tog en Frak paa 
sig og gik op til Dronningens Cabinet; thi 18de, 
19de og 20de Vidne sige, de veed ej, hvor 
han gik hen. e) At Dronningen eengang skulle 
være seet i Struensees Kammer; thi 20de Vidne 
er derom eenlig. f) At hendes Majst. skulde 
have sagt, hun kierte sig ej om Folkes Tale, 
med viidere; thi 6te og 20de Vidne ere ey eenige 
i Henseende til Tiiden og kommer ei heller i 
Ordene overens, g) At Grev Struensee havde 
faaet Hoved*Nøglen til Slottet; thi det er ei 
skeet efter Dronningens Ordre, h) At Dron* 
ningen eengang blev soigneret af ham, da hun 
havde ont i Siden, og at han den Tiid havde 
været eene der om Natten; thi 2det Vidne er 
derom eenlig. i) At hendes Majt. var gaaet paa 
Comoedie, fordi Struensee udbad sig det; hvor* 
om Frøken Trolle [75], som skal have været 
tilstæde, dog intet veed. k) At hun har brugt 
lugtende Pudder, været Kammerjomfruerne af 
Syne engang paa Masqueraden og deslige; thi 
saadanne smaae Ting kunde aldrig være bleven 
lagt hendes Majt. til Last, naar ei Vidnerne 
havde været præoccuperede. 

2. Blant det andet Slags Beviiser grunder Hr. 
Kammer *Advocaten sig især paa en Forklaring, 
Frue Blichenberg, Frue Schytte og Jomfrue 



81 

Petersen giøre om Dørrens Aabning til Eremi* 
tagen og deres Prøver med Vox i Nøglen og 
Pudder i Gangen, om de Spoer, som der og i 
Gemakket skulde være fundne, og Sengens 
Tilstand paa en Tid, de troede, Kongen ikke 
havde været der, og Slaadden var for hans Dør. 
Hvis alle disse Omstændigheder end vare gandske 
efterrettelige, beviiste de endnu ikke, at hendes 
Majt. var skyldig; men et Datum angiver Vid* 
nerne imod, som godtgiør, hvor liden Anleedning 
der i alt dette kan være til Mistanke. 2det 
Vidne, Fru Blichenberg, siger nemlig, Pag. 7— 8, 
at i den Tiid, dette skal være passeret, laae 
Kammerjomfruerne tæt uden for Dronningens 
Sove*Gemak og i samme havde frie Indgang; 
hvor utroeligt er det da ikke, hendes Majt. skulde 
have exponeret sig saa yderlig, som hun ved 
at begaae noget utilladeligt i en saadan Situation 
vilde have giordt. Undersøges hver Ting endnu 
nærmere, saa havde hendes Majt. fra den første 
Tiid, hun kom her, Nøglen til Dørren til 
Eremitagen. Frue Schytte tager feil, naar hun 
siger, Dronningen siden efter forlangede den, 
og hun har adskillige Gange, skiøndt sielden, 
betient sig deraf, hvorudover det er mueligt, 
den yderste Dør er bleven glemt at lukkes. 
Saa naturligt, som det er, at Voxet i Nøglen 
eller Laasen eller det Papiir, der sadt i Døren, 
derved maatte falde ud, saalidet kan Vidnerne 
sige, at Nøglen er brugt og Dørren alleene 
aabnet om Natten, og hvorfor kan det ikke 
ligesaa vel være skeet om Dagen, førend de havde 
seet derefter? Spoerene i Pudderet burde lige* 
saa lidet foraarsage Opmærksomhed. Kammer* 
laquai Torp [76], Pag. 41, siger, at hans Station 
var i Eremitagen, og Kammerlaquai Hansen 

11 



82 

skal efter Jomfrue Petersens Forklaring paa 
Ouæst. 6, Pag. 27, eengang have viist hende Dør* 
ren aaben, der godtgiør, at adskillige Mandsper* 
soner kom i denne Gang. Der forklares heller ikke, 
hvor enten Spoerene kom fra, eller om de gik 
til Dronningens Dør, og langt mindre have 
Vidnerne hørt, om nogen om Natten er gaaen 
ud derfra. Samme Beskaffenhed har det med de 
angivne Spoer paa Teppet. Vidnerne forklare, 
disse Spoer vare af Pudderet, der laae udenfor, 
og saa malpropre skulde Grev Struensee dog 
vel heller ikke om Natten være kommen til 
Dronningen. Spoerene skal være fundne om 
Morgenen; men, mon Vidnerne ere vis paa, de 
ikke ere komne der Dagen eller Aftenen tilforn, 
eller at Kongen, hvis Folk havde Nøglen til 
Gangen udenfor, ikke skulde kunne have været 
der, skiøndt han end ikke var bleven seet hos 
Dronningen? Vel siger de, de vidste, naar 
Kongen var der; men hvorpaa grunder sig dette 
deres Vidende? Hendes Majt. forsikkrer, dette 
var saa meget meere umueligt for Kammerfolkene 
at viide, som Kongen ikke heller vilde, det 
skulde være dem bekiendt, hvorfor hun gik 
selv ind til Kongen, naar de havde retireret 
sig. At Slaadden er bleven skudt for Dørren, 
er og skeet længe før denne Epoque og reiste 
sig undertiden af en liden Dispute imellem deres 
Majestæter; men som oftest skedde det, fordi 
Dronningen frygtede, enten den sorte Dreng [77] 
eller Hundene uforvarendes skulde komme ind 
til hende, hvorved hun nogle Gange var bleven 
altereret. Naar deri havde været nogen Mystere, 
maatte Kongen vel ogsaa have været den første 
til at mærke det. 

Da altsaa dette som Hovedgrund er ryddet 



83 

af Vejen, og det øvrige ikke mindre end hiint 
beroer paa lutter Suppositioner, haaber jeg i 
Henseende til det sidste at kunde være saa meget 
kortere. Værelsernes Anviisning paa Slottet til 
Grev Struensee er ikke skeet efter Dronnin* 
gens Ordre, og, ligesom Aarsagen, hvorfor Dron* 
ningens Cabinet blev indrettet og giordt til 
Sengegemak, var for ikke at incommodere Kon* 
gen i den Tiid, hendes Majt: selv gav Print* 
zessen Brystet, saa forsikkrer Dronningen ogsaa 
derom forud at have beeiært Kongens Tilladelse 
i hans Gemak paa Friederichsberg. 

Hvor urigtig 4de og 7de Vidnes Slutninger 
i Henseende til Dronningens Echauffement ere, 
erfares af, at Connexionen i 4de Vidnes, Frue 
Schyttes, Forklaring viiser, dette skeedde Som* 
meren tilforn, før de advarede Dronningen, alt* 
saa i Aaret 1769 og længe før den Epoque, her 
handles om. 

Ikke rigtigere er det, som 4de og 6te Vidne 
siger, at Dronningen skulle have udgivet Greev 
Struensee for Kongen; thi Kongen kunde 
gierne have været der, skiøndt de ikke obser* 
verede det. 

Om nogle af Vidnerne har seet hendes Majt: 
afklædt, naar hun maaskee havde badet sig eller 
klædet sig om, om hun uden Kammer*Folkenes 
Hielp har klædet sig selv af om Aftenen, som 
dog efter 6te Vidnes Forklaring ikke er skeet i 
det sidste Aar, hvortil Aarsagen var Dronnin* 
gens Frugtsommelighed, er jo ingen crimen, 
saalænge ingen kan sige Struensee eller andre 
at have været derved tilstæde; tvertimod kommer 
alle Vidner deri overeens, at Dronningen be* 
standig forlangede meget liden Opvartning. Lige* 
leedes er det og ikke at undre over, at Greev 



84 

Struensee kan have været alleene med Dron* 
ningen eller siddet need hos hende, naar han 
enten i Kongens Ærinde eller i anden Anleed* 
ning kom for at opvarte hende. Folkene bleve 
i den Tiid, efter Jomfrue Gabels [78] Forkla* 
ring, i det Gemak, de vare, og om Natten maae 
det af Frue Blichenbergs Vidne og Jomfrue 
Boyes Svar ad quæst. 21 sluttes, at een af 
dem laae udenfor Dronningens Sove*Gemak. 

Om hendes Majt: har skiertset med hendes 
Folk om Kierlighed, er det ikke deraf, hendes 
Sentiments skal bedømmes; thi en Cato selv 
maatte derved tabe. 

At hun skulde have villet reise bort med 
Grev Struensee, er en Legende, der demen* 
terer sig selv, siden det foregives at være be* 
frygtet, ikke den Tiid, Matroserne vare paa 
Hirschholm — thi i den Tiid, siger Vidnerne, 
at Dronningen var gandske indifferent — men 
den Gang Oxen blev givet til Priis paa Friede* 
richsberg, da der dog slet intet var at frygte for. 

Som Medicus kunde Grev Struensee ved 
Dronningens Accouchement ligesaa vel være til* 
stede som Berger, og, hvad der fortælles, at 
Dronningen skulde have seet paa ham og efter 
Forløsningen paa Portraitet, er deels alleene 
Præsumptioner, Vidnerne have fattet, og deels 
uefterretteligt, da Jomfrue Bøye siger, hun le* 
verede Dronningen en Caiender, hvori hun og 
saae, skiøndt Jomfrue Bøye mener, der laae et 
Portrait deri. 

Om Dronningen har kiøbt noget af S tru en* 
see, er saadant jo og meget indifferent, og, om 
hun har givet ham Presenter, da viiser jo konge* 
lige Personer ofte deres Naade paa denne Maade. 

At hun i den Alteration, Tildragelsen af 17de 



85 

Januarii maatte foraarsage, begiærede at tale med 
ham, er intet mindre end forunderligt, og, at 
hun eengang paa Cronborg har spurgt efter ham, 
viser saa langt fra en Tendresse, at det samme 
Spørsmaal er giordt af mange Tusinder, som ei 
har seet ham. 

Jeg forbigaaer det øvrige, der anføres, som 
Ting, der deels ere ubetydelige, deels ikke 
kunde være Dronningen enten vedkommende 
eller anstændige at svare paa. Nok er det, at 
af alle Ting, enhver Omstændighed for sig paa 
det nøjeste betragtet, ikke udkommer noget Be* 
viis, at hendes Majt: har brudt det hendes Ge* 
mahl givne Troeskabs*Løfte. Sande og virkelige 
Beviiser, ikke adskillige selvgiordte Slutninger, 
er det, Loven udfordrer, og, skulde det være 
anderledes, maatte hendes Majt: klage, at hendes 
Stand og hendes Høyhed, som burde sætte hende 
i Sikkerhed for denne Fare, just blev det, der 
foraarsagede hendes Ulykke. 

Saaledes formoder ieg at have lagt hendes 
Majt: Dronningens Uskyldighed for Dagen. 
Hendes Majt: haaber, at hendes Gemahl ikkuns 
ønsker hendes Retfærdiggiørelse; hun er og for* 
visset om hendes Dommeres forsigtige og upar* 
tiiske Tænkemaade. Af disse Grunde, er det, 
hun venter at erholde den Erklæring, som hendes 
Værdighed, Kongens Ære og Landets Vel ud* 
fordrer. 

Jeg fordrister mig derfor til paa hendes Vegne 
allerunderdanigst at sætte i Rette: 

at hendes Majt: Dronning Carolina Ma* 
thilda for hans Majt: Kongens Tiltale i 
denne Sag vorder friefunden. 

I Commissionen paa Christiansborg den 2den 
April 1772. Uldall.« 



86 

Re ve rd il skriver, at Kongen selv aldrig havde 
respekteret Ægteskabet, jævnlig havde erklæret 
overfor Dronningen, at han fritog hende for at 
være ham tro, og vist, at hendes Følelser som 
Hustru var ham til Besvær. 

Dronningen var kommen her til Danmark som 
et Barn paa femten Aar, ganske alene, uden 
Erfaringer og uden nogen at holde sig til. Saa 
var hun bleven kastet i Armene paa en pervers 
Dreng, som allerede var svækket ved Udskejel* 
ser og ikke brød sig om hende, men behandl 
lede hende med en saarende Ligegyldighed og 
foretrak det sletteste Selskab for hendes. Det 
eneste Menneske, hun kunde betro sig til, nem* 
lig hendes Overhofmesterinde, blev sendt bort, 
og det var Kongen selv, som førte Dronningen 
sammen med Struensee paa en saadan Maade, 
at enhver maatte kunne forudse, hvad Følgen 
i den daværende Hofatmosfære vilde blive. Kon* 
een kunde under disse Omstændigheder ikke 
lade sin Dronning dømme uden paa samme Tid 
at dømme sig selv. 

Saadan omtrent former Reverdil et fingeret 
Forsvar for Karoline Matilde, og saadan om* 
trent vilde hendes Defensor maaske have talt, 
hvis Modparten ikke havde været Landets Ene* 
voldsherre. 

I Falkens kjolds haandskrevne Memoirer, 
som findes paa det kongelige Bibliotek, og som 
indeholder adskilligt, der ikke er medtaget ved 
Udgivelsen, læser man, at Kongen var Dron* 
ningens virkelige Forfører (^Christian VII 
etoit le vrai seducteur de sa femme«), og at 
Loven ikke tillader Skilsmisse, naar Manden har 
ønsket, at Konen skulde være ham utro. Der 
laa det rette Forsvar for Dronningen (»C'etoit 



87 

la vraie defense de la reine), og en enlig stillet 
Kone maatte være ualmindelig dydig for at blive 
sine Pligter tro, naar hun hverken kunde agte 
eller elske sin Mand (»Il faut une vertue peu 
commune å une femme isolée pour rester fidele 
å ses devoirs, lorsqu'elle ne peut ni estimer ni 
aimer son mari«). 

Saa hedder det, at Dronningens Defensor ikke 
har benyttet sig tilstrækkeligt af, hvad Loven 
byder ham. Kristian d. 5's danske Lov siger 
nemlig (3. B. 15. K.): »Herhos skal Dommeren 
forfare, 1) om den Person, som anklager, er 
uskyldig; ti dersom dens Skyld og findis ilige* 
maade, da bør de ikke at skillis ad. 2) Skal og 
flittelig forfaris, om nogen af dem haver givet 
den anden merkelig Aarsag til saadan Forseelse, 
med Rufferj, Tyrannj eller i andre Maader, som 
Dommeren kunde luende at være ret Aarsag til 
saadan Fald; da bør de ej lættelig skillis ad. 
4) Dersom een Mand, efierat hånd haver befundet 
sin Hustrue i Hoer, søger Seng med hende, da 
haver hånd dermed forbrut sin Tiltale til hende.« 

Paa Inkvisitionskommissionens Vegne forfattede 
saa Professor Kofoed*Ancher en Beretning: 

»Species facti, Dronning Carolina Ma* , 
thilda og Struensee betreffende. 

I Aaret 1769, en Tiid lang efter hans Majestæts 
Kongens Hjemkomst fra sin Udenlands*Reyse, 
er det først, man har mærket et besynderligt 
Venskab imellem Dronning Caroline Mathilde 
og Grev Struensee, der omsider er blevet til 
en høyst forargelig og lastværdig Omgang. 

Først og fornemmelig har det foraarsaget hos 
Folk en mistænkelig Opmerksomhed, at Grev 
Struensee var saa ofte og længe hos Dron* 
ningen, imod at andre Doctore komme kun 



EN IS. Janus 1765 ir c a> -. 

RRtFodovdscadEK k ^ - 
tian af Dauiuji g. c -^ .. 

,tt kroliicllI,ijj (! y t _ , ~ 












som hun 
<te Tiider 
ler Caffee 
n, førend 
ti Morgen 
Dronnin* 
ler var en 

været ud* 
emkomsten 
ngen ikke 
e 2 sidste 
ee forblev 
t blive paa 
unde slutte 
:get længe, 

hun vilde 
11 og blev 

følge med 

Struensee 
ie, ridende, 
at Kammer* 
ar inde hos 
, 3 å 4 Tii* 
ger, at han 
nd at klæde 
gsaa om Af* 
>fte langt ud 
3lkene deraf, 
for at klæde 
jrne traf sig, 
gaae ud fra 

naar Dron* 
tght Gemak* 
12 



90 

ker, har Kammer* Laqvay Maj ol [80] nogle Gange 
mærket, at Struensee strax efter ligeledes gik 
der ind. Endog de Aftener, der var Masqve* 
rade, gik han gjerne ind til Dronningen efter 
Masqveraden og forblev der en Tiimes Tiid 
eller længere. 

Denne iidelige Omgang kunde icke andet end 
føde Mistanke af sig, og det saa meget meere, 
som Struensee gerne var alleene hos Dron* 
ningen, og ingen imidlertiid torde nærme sig 
til Dronningens Cabinet. Naar Struensee kom 
ind, maatte Accommodeuren og Kammerjomfruen 
altiid gaae ud og forblive uden for, indtil han 
gik bort, hvilket varede tilsidst henimod 2 Tiimer. 

Her paa Christiansborg, naar Dronningen 
hørte Struensee at komme ind i hendes Sove* 
Kammer, gik hun strax ind til ham, da Kammer* 
Folkene imidlertid forbleve i det Gemak, de 
vare. Tilforn sadde Kammer*Folkene om Aftenen 
i det Gemak udenfor Dronningens Retirade* 
Gemak og biede der, indtil de bleve kaldede; 
men først i Aaret 1770 blev det saaledes for* 
andret, at de overalt skulde forblive paa deres 
Kamre, indtil de fik Ordre at komme; desuden 
var det sagt dem af Vartfruen ligesom og af 
Dronningen selv, at de icke skulde være i det 
Cabinet næst ved, hvor Dronningen var. 

Paa den Tiid, at Struensee var hos Dron* 
ningen, torde ingen fordriste sig at komme ind, 
uden de vare kaldte; men ingen af Kammer* 
folkene bleve kaldte, uden det kunde være Kam* 
merfruen eller Madame Schønberg. Skulde 
noget imidlertiid hentes i Cabinettet, da hen* 
tede Dronningen det selv. 

Naar de drak Caffee sammen, blev den ind* 
baaret af een af Børnene, Fibie eller Famiock 



91' 

[81], og det blev icke Kammerfruen tilladt at 
skjenke, ligesom hun og maatte efter Dronnin* 
gens Befalning alleene bære Maden til Dørren, 
hvor ommeldte Fibie tog den og satte den paa 
Bordet samt vartede op, naar Struensee spiiste, 
da hun derimod plejede, naar Dronningen spii* 
ste alleene, at bære Maden ind samt blive hos 
hende, imedens hun spiiste. 

At Dronningen maa have vidst, at Struen* 
se es jævnlige Cabinets* Visiter ikke har staaet 
hans Majt: Kongen vel an, og derfor har villet 
skjule samme for ham, kand man slutte af hen* 
des egen Fortælning for Kammer * Jomfruerne 
Bruun og Horn: at, da Struensee engang 
havde glemt sin Hat paa Bordet hos hende, og 
Kongen derpaa uforvarende var kommen ind, 
spørgende, hvis den fremmede Mandfolke*Hat 
var, hun da i Førstningen blev en Deel for* 
bauset, men recolligerede sig strax og sagde: 
det var hendes egen Hat, som Kammerfolkene 
havde glemt. 

Hvor meget de end have søgt at holde deres 
ulovlige Samqvem og deres Hendsigter skjulte, 
saa har de dog icke kundet hindre, at jo ufor* 
modentlige Hændelser have ofte røbet samme. 

Engang paa Friderichsberg, da Struensee 
længe havde været inde hos Dronningen, saa 
hun, da hun kom ud igjen, rød og gandske 
echaufferet ud, med Haaret om Ørerne og blotte 
Bryster, saa at Kammer^Folkene neppe torde see 
paa hende, siden hun saae saa stift paa dem, 
ved det hun mærkede deres Surprise. 

Gemaks* Pigen Anne Petersen forklarer, at 
hun ofte fandt Dronningen, naar Struensee 
havde været hos hende, at see heel forunderlig 
og echaufferet ud. 



92 

Sammesteds i Efteraaret 1769 efterat S tru en* 
sees forrige Tjener, Thyge Lem [82] om Af* 
tenen havde klædet ham af, saae han sin Herre 
en Tiimes Tiid derefter eller saa omtrent i Gaar* 
den at komme over fra den Side, hvor Dron* 
ningen havde sine Værelser. 

Kammenjomfrue Anne Bruun, da hun en* 
gang blev kaldet, og derpaa kom løbende meget 
hastig ind paa det grønne Celadons Gemak, 
saae Dronningen og Struensee siddende sam* 
men paa en Sofa og at have deres Been hver 
paa et Taboret. Dronningen raabte derpaa, at 
hun skulde blive lidet udenfor, og, da hun 
siden kom ind, sagde til hende, at hun skulde 
altiid gaae til et andet Cabinet og icke til dette. 

Ligeledes saae samme Jomfrue Bruun, da 
Dronningen var syg i Schlesvig, og hun om 
Natten kom ind for at give hende Draaber, 
Struensee siddende paa Sengen, som Dron* 
ningen laae udi, der han og blev siddende, saa* 
længe hun var derinde. 

Paa Travendahl kom Jomfrue Horn engang 
ind til Dronningen, hvor hun fandt Struensee 
siddende hos hende i Canapeen, og kom det 
hende for, at de havde hinanden om Livet. 
Dronningen sprang derpaa op og løb Vidnet i 
Møde, sigende: que voulez-vous? restez dehorsl 

Jomfrue Arnsbach eller maaskee Bruun 
kom siden ligeledes til Døren, men kom ikke 
til at lukke op. Da de kort efter kom ned, 
holdt Dronningen Huus med dem, fordi de vare 
komne uden at kaldes. Da de sagde: de meente, 
der var ringet efter dem, fik de den Ordre, at, 
naar de enten bleve kaldede, eller der blev rin* 
get paa dem, skulde de ligefuldt picke paa 
Døren, hvorhos Dronningen sagde, at Kongen 



93 

var bleven forskrækket over det, at de kom saa 
uformodentlig, og havde været færdig at løbe 
ind i den anden Stue, hvilket var Aarsagen, 
hvorfor hun havde gjennet dem tilbage. 

En Aften, da der havde været Ball paa Fri* 
derichsberg, saae Kammer* Laquay Maj ol Dron* 
ningen og Struensee, som nyelig var opstaaet 
fra Taffels, i Dame*Gemakket at staae gandske 
alleene ved Caminen, tæt ved hinanden og An* 
sigterne mod hinanden; videre kunde han vist 
ikke sige, at han saae, dog syntes Maj ol, at 
Dronningen blev derved altereret og løb ham 
imøde ind i hendes Kammer. Ligeledes saae 
han sammesteds om Sommeren 1770, da han 
engang kom og vilde sette en Theepotte ind 
til Dronningen i Printzens Sove*Gemak, hende 
og Struensee staaende i Cabinettet, hvortil 
Døren var aaben, saaledes tæt ved hinanden, at 
han deraf sluttede, de kyssedes, omendskjøndt 
han just ikke med Vished kand sige at have 
seet det. 

Som oftest er Struensee kommen ind til 
Dronningen, undertiden ogsaa Dronningen til 
Struensee. 

I Schlesvig saae Jomfrue Horn Dronningen 
ofte gaae ned af en Trappe, som efter andres 
Sigende gik til Struensees Værelser. 

Engang paa Hirschholm, den Tiid Struensee 
havde fordrejet sin Arm, fik hans Tjener Thyge 
Lem Ordre at slaae Døren i Laas og tage Nø* 
gelen af, saa ingen kunde komme ind; men, 
som Professor Berger kom ind i det samme 
og endelig vilde luckes ind, saa han Dronnin* 
gen der, idet Berger stak Hovedet ind og gik 
strax tilbage. Alligevel havde han ikke seet 
hende gaae ind; thi hun var den Gang kommen 



94 

op af en Trappe, der gik fra hendes Gemakker 
forbie en Bagdør paa Struensees Værelser, 
hvilken Bagdør hun var gaaet indaf. 

Paa Friderichsberg engang, efierat det konge* 
lige Herkab var retourneret fra Holstein, kom 
Dronningen om Natten Kl. 2 op ad en Trappe 
fra Gangen, hvor Struensee logerede, og gik 
igjennem Printzens Sove*Gemak. Madame Schøn* 
berg, som vaagnede i det samme, spurgte, 
hvem det var, og, da Vaage*Konen svarede: 
Dronningen, sagde hun: Ih, Gud bevare os I 
Hvor kommer hun fra saa sildig? Hvorpaa 
Dronningen intet svarede, men taug og gik ind 
i sit Sove*Kammer. 

De iidelige Samtaler, hendes Majestæt Dron* 
ningen en Tiid lang holdt med sine Kammer* 
Jomfruer, naar de vare alleene, om Forliebelse og 
Sentiments med videre, vidne om hendes Hen* 
givenhed til Amour og sigtede formodentlig til 
Struensee. 

Hun spurgte dem jævnlig, om de ikke vare 
forlibte og havde Sentiments for nogen, forklar 
rende tillige, at, naar man havde rette Senti* 
ments, da skulde man følge den, man elskte, 
om det var til Steile og Hjul, ja endog til Hel* 
vede. Naar Kammerjomfruerne derimod fore* 
holdt hende, hvor sensible det vilde være, om 
saadan en blev utroe, sagde hun: Jeg blev da 
gal, stak mig ihjel eller paa anden Maade om* 
kom mig selv. De vare, sagde hun, langt lycke* 
ligere end hun, de kunde gifte sig efter Incli* 
nation, og declarerede, at, om hun blev Enke, 
saa vilde hun igjen indlade sig i Ægteskab, 
med en privat Persohn, som hun elskede. Da 
Jomfrue Arnsbach sagde, at hun icke kunde 
gifte sig uden med en Konge eller Fyrste, sva* 



95 

rede Dronningen, at hun alligevel vilde, om 
hun og skulde forlade Land og Riger. 

Et GranateKors bar Dronningen i Begyndel* 
sen daglig, hengende i en Lidse paa Brystet, 
men saa langt ned, at det var skjult. Samme 
Kors har Kammerjomfruerne ofte seet hende 
tage og kysse, sigende derhos, det var et sødt 
Kors, der var Sentiments derved, og at hun 
havde faaet det af en meget god Ven. Hun 
spurgte dem tillige, om de kunde gjette, hvem 
det var, og, da de derpaa gjettede paa Kongen, 
svarede hun med en spodsk Mine: Jo men, 
Kongen ! 

Ligeledes havde Dronningen et Par rødbraagede 
Strømpe ^Baand meget kjære, hvilke hun kaldte 
Sentiments?Strømpe*Baand. Jomfrue Bruun maatte 
ei glemme at binde dem paa Dronningen, hvad 
heller hun behøvede dem eller ey. Dronningen 
holdt ogsaa meget af et Par emaillerede Lænke* 
Knapper, hvilke hun befalede Jomfrue Bruun 
overmaade vel at bevare, eftersom hun ellers blev 
meget vred. 

Engang havde Dronningen faaet en blaae Plet 
paa Brystet, hvilken hun omhyggeligen skjulte, 
at icke hans Majestæt Kongen skulde see den. 
Da hun derpaa spurgte Kammerjomfruerne, om 
de vidste, hvorfra den var kommen, og Jomfrue 
Horn sagde, at den saae ud, som den var 
suet, saa loe Dronningen og taug. 

Den store Familiaritet, Dronningen brugte 
med Struensee, dea Magt og Myndighed, hun 
gav ham, de besynderlige Foræringer, hun rega* 
lerede ham med, ere alt vigtige Beviiser om 
hendes utilladelige Kjærlighed. 

At hendes Majestæt lod Struensee, saa tit 
hånd vilde, uanmeldt komme ind til sig i sit 



96 

Sove*Kammer, ofte med Riide*Klæder og smud* 
sige Støvler paa, at hun imodtog ham i sin 
Negligé, lod ham alleene dricke Thee og Caffe 
samt spise med sig og tillod ham at sidde ved 
Siden af sig paa Canapeen, ja endog ved eller 
paa Sengen hos sig, er uimodsigelig en Familie* 
aritet, som icke kommer overeens med det uliige 
Forhold imellem -en regierende Dronning og en 
Undersaat. 

Da Dronningen engang klagede sig paa den 
eene Side under Brystet, kom Struensee daglig 
ind og smurte hende, og, som Kammer*Fruen 
spurte, om hun icke skulde være overværende, 
blev Dronningen fortrydelig derover, sigende 
til Jomfrue Bruun, at Kammer*Fruen tracterede 
hende som et Barn, ligesom hun ikke kunde 
være alleene med en Doctor. 

Under samme Charactere vilde hun om Natte 
Tiid, naar hun var syg, haft Bud efter S tru* 
ensee, formeenende, at det vel icke kunde have 
hindret noget; men Jomfrue Bruun afraadede 
det med Tillæg, at, naar noget saadant skulle 
komme paa, maatte Dronningen icke tage det 
unaadig op, at hun da lod kalde Kammerfruen 
tillige eller og sendte Bud efter Etatz*Raad 
Berger. [83] 

Struensee havde icke alleene fuldkommen 
Magt og Myndighed over Dronningens Dorne* 
stiqves*Affaires, forrettede Cabinets*Secretaire 
Tjenesten uden at være beskicket dertil, ligesom 
han og udgav Ordre angaaende den nye Byg* 
ning paa Frydenlund (s) samt den Forandring, 

(s) Frydenlund, et lille Lystslot ved Vedbæk, opført af 
Grev Reventlow, Dronning Anna Sofies Fader, 
tilhørte senere Kristian d. 7. og blev en Tid be* 
nyttet som Sommerbolig af Struensee. 



97 

der skeede ved Dronningens Cabinetter her paa 
Christiansborg med viidere; men fra ham bleve 
ogsaa tagne Befalninger i alt, hvad der angik 
Kron*Printzens Persohn. Kammer* Laqvay Maj ol 
maatte omtrent hver Morgen mælde sig hos 
Struensee for at høre, om han havde noget 
i Henseende til Kron*Printzen og hans Om* 
stændigheder at befale. Kammerfruen gav han 
undertiiden temmelig grov Reprimande i Dron* 
ningens Nærværelse. 

At Dronningen engang, hun var bleven 
upasselig, vilde gjerne have blevet fra Comoedien, 
men maatte endelig gaae derhen, fordi Struensee 
vilde saa have det, hvilket hun skal have sagt 
til Jomfrue Bruun, viiser hans Superioritet en* 
dog over hendes Majestæt Dronningen selv. 

Foruden adskilligt andet har hendes Majestæt 
Dronningen foræret Struensee, kort efter, at 
han havde faaet Mathilde*Ordenen (t), en stor 
Brillante*Ring af adskillige temmelig store Steene, 
især den mitterste, til at sette over Ordenen. 
Dronningen skal have haft tvende saadanne 
Ringe, af hvilke hun gav hans Majestæt Kongen 
den mindste og Struensee den største. Lige* 
ledes har hun beskjenket ham med en Guld*Naal 
med en meget stor, kostbar Brillant udi, for 
dermed at hefte Mathilde*Ordenen, samt med 
et lidet GufcUHjerte, blaat emailleret, i et sort, 
smalt Fruentimmer*Halsbaand, som tilforn hørte 
til det Reise*Uhr, hvilket hendes Majestæt bar 
paa sig, da hun kom dermed fra Engeland. 

(t) »Matilde* Ordenen«, der var stiftet af Dronningen 
paa Kongens Fødselsdag 1771, blev kun haaret af 
nogle faa Personer af begge Køn, som stod Karoline 
Matilde personlig nær. Efter hendes Forvisning 
blev den. ophævet. 

13 



98 

Fornemmelig har Dronningen ladet see en 
besynderlig Affection for Struensee ved For* 
æring af det GukUEtui, som han stedse bar hos 
sig. I samme er, foruden andet hørende til et 
Etui, et Portrait af hendes Majestæt Dronningen, 
forfattet af Mahler Høyer [84], som ved at 
trycke paa den nederste af Juvelerne skyder sig 
i Vejret. Tilforn var der tvende Guldstifter at 
lucke Etuiet op med; men siden blev, istæden* 
for Guldstifterne, efter Dronningens Ordre, af 
Juvelerer Studsgaard [85] satte tvende Brillanter. 
Dronningen lod sig forstaae med, at Brillanterne 
ikke vare store og gode nok, og spurgte derfor 
Jomfrue Horn, om de saaledes kunde passere, 
da Etuiet med Fosten skulde sendes bort som 
en Præsent til en god Ven. Liigeledes har Dron* 
ningen et Etui af samme Facon som Struensee s, 
undtagen at Dronningens er gandske grønt og 
icke emailleret paa Siderne, hvorpaa ere to 
Knapper, den eene til at lukke op med; men 
trycker man paa den anden, da springer der et 
Blad op, paa hvis eene Side sees Struensees 
Portrait i Touche, hannem meget ligt. Samme 
har Dronningen haft tilforn i et sort Foutteral 
med Glas for og er forfattet af Mahler Stein 
[86] i Altona. Dette Etui har Dronningen altiid 
baaret hos sig og forvaret meget vel og ikke 
kundet lide, at nogen saae paa det. Hendes 
Majestæt tog det med sig paa Cronborg og be* 
varede det med største Omhyggelighed. 

Allerede paa Friderichsberg i Aaret 1769 var 
forefaldet adskilligt, som gjorde hendes Maje* 
stæts Dronningens Omgang med Struensee 
mistænkelig. Men her paa Christiansborg*Slot om 
Vinteren efter ytrede den sig saa aabenbar, at 
Mistanke og Formodninger ble ve satte tilside. 



99 

Det Rygte, der havde udbreedet sig, atStruensee 
om Natte Tiider gik ind til Dronningen i hendes 
Sove*Kammer, blev bestyrket ved en Deel af 
Kammerfolkenes Fortælninger. Kammertjener 
Hansen, som for kort Tiid siden er afgaaet 
ved Døden, skal have fortalt Gemaks*Pigen Anne 
Petersen saavel som Kammerjomfruerne Bruun 
og Horn, hvorledes han havde hørt, at Døren 
fra Dronningens Sove*Kammer ud til Eremitagen 
blev aabnet om Natten imellem Kl. 11 og 12. 
Ligeledes skal han have hørt fortælle af en af 
Kongens Laqvayer, at om Aftenen, naar Taffelet 
var forbie, blev bemeldte Dør aabnet og stod 
paa Klem, hvilket han og een og anden Gang 
selv har seet og viist Gemaks*Pigen. Jomfrue 
Bruun har siden seet det samme, og, da de 
om Morgenen eftersaae, om Døren endda var 
aaben, fandt de den lukket. Men det er klart, 
at den Dør ikke kunde blive oplukket af andre 
end af hendes Majestæt Dronningen selv, siden 
ingen anden end hun — foruden Kammer*Folkene 
— havde Nøglen. 

Desuden har Jomfrue Horn, der havde sit 
Kammer temmelig nær ved den forlorne Trappe, 
som gik op til Dronningens Sove*Kammer, og 
som egentlig var for Kammerfolkene alleene, ad* 
skillige Gange mærket, at een sildig om Aftenen 
gik op ad Trappen, hvilket efter hendes Tanker 
icke kunde være andre end Struensee. For nu 
at prøve, om og deres Mistanke var grundet, have 
bemeldte tvende Kammerjomfruer tilligemed 
Gemaks*Pigen søgt ved adskillige Kiendetegn at 
faae den rette Sandhed for Lyset. Ingerichtst 
paa Kammen af Nøglen til den Dør, som gaaer 
fra den lønlige Gang ved Dronningens Sove* 
Kammer ud til Eremitagen, hvilken Nøgle laae 



100 

bag Spejlet paa Dronningens Toilette, har de 
adskillige Gange fyldt med Vox; men altiid om 
Morgenen efter fundet, at Voxet var ude, hvor* 
af de sluttede, at Nøglen om Natten maatte have 
været brugt. 

Ligeledes have de sat Vox for Nøglehullet 
udentil, og, som de om Morgenen saae Voxet 
enten paa Gulvet eller yderst i Laasen, saa var 
det et Beviis, at Døren havde været oplucket 
indenfra. Gemaks*Pigen satte ogsaa Papiir i 
Døren, efter at hun var gaaet ud og havde 
lukket den i, men fandt om Morgenen Fapiiret 
paa Gulvet, saa hun deraf saae, at Døren 
havde været aabnet, hvilket kom hende saa 
meget meere mistænkeligt for, som ingen ellers 
havde Gang igiennem den Dør. Ydermeere 
har Gemaks?Pigen om Aftenen strødt Pudder i 
den mørke Gang, hvor Døren blev oplucket, 
og kunde derpaa om Morgenen kjendelig see 
Fodspor, som de lettelig sluttede, hvis det var, 
da Kongen aldrig gik den Vej. Ligeledes saae 
de paa Teppet i Gemakket, ligefra bemeldte Dør 
af til den Siide af Sengen, hvor Dronningen 
laae, Fodspor af smudsige Mandfolke*Fødder. 
Endelig havde de ofte om Morgenen fundet 
meget Vox i Lampen, som brændte i Dronningens 
Sove*Gemak, og som Kammerfruen om Aftenen 
tændte med et Stykke Papiir, hvoraf de giorde 
sig den Slutning, at derved havde været tændt 
Lys om Natten. I den Anledning skal daværende 
Kammerfrue Matthiesen [87] have spurgt Dron* 
ningen, hvorfore der blev tændt Lys om Nat* 
ten? hvortil Dronningen svarede: det vidste 
hun ikke, det maatte være Gemaks*Pigen. Men 
til Jomfrue Bruun har hun sagt, at hun undredes 
over Frue Matthiesens Næsviished, at hun ikke 



101 

maatte tænde Lys om Natten uden at spørge 
hende ad. 

Om Morgenen efter disse Natte*Besøgelser 
fandt de Sengen heel smudtsig, skiden og saa* 
leedes tilreedet, at det var kj endeligt, at fleere 
end een havde ligget i Sengen, da der endog 
fandtes saadanne Mærker paa en fuldbyrdet 
Sammenleye, som Vidnernes Bluefærdighed ikke 
har tilladt dem at nævne, og det paa Tiider, da 
de tilfulde vidste, at hans Majestæt Kongen 
ikke havde passeret Natten hos Dronningen, 
hvilket altiid er Kammerfolkene bekjendt, Hge* 
som og Kongens Sengestæd var gandske urørt. 
Kammerjomfruerne havde desuden engang for 
alle faaet den Ordre af Dronningen, at de om 
Aftenen, naar de gik til Sengs, skulde slaae 
Slaaen for Døren til hans Majestæts Kongens 
Sove^Gemak, den de igjen om Morgenen maatte 
tage fra. 

Engang hendte det sig, at Dronningen om 
Natten ringede, hvorpaa Jomfrue Bruun, som 
laae uden for Sove*Gemakket i Retiraden, strax 
kom ind med tændt Lys, da hun fandt Dron* 
ningen, som hun var kommen ud af Sengen, 
staaende paa Gulvet. Hun sagde, at Lampen 
var gaaet ud, og, da hun havde været oppe i 
et Ærinde, kunde hun ikke hitte Sengen igjen. 
Jomfrue Bruun fandt den Gang, at Dronningen 
saa meget confus ud, og Sengen var ligeledes 
i Confusion, da Teppet og Lagnerne vare sammen* 
vrævlede og laae ved Føderne paa den anden 
Side, den de kaldte Kongens Side. Lagnerne 
vare desuden i samme Tilstand som ellers ofte, 
skidne og ilde tilflyede. 

Da nu Kammerjomfruerne Bruun og Horn 
vare blevne overbeviiste om, at deres fattede 



102 

Mistanke om Dronningen ikke var ubeføyet, 
resolverede det til efter beste Overlæg at advare 
Dronningen om det hæslige Bye*Rygte, da hun 
ellers altiid havde taget det vel op, naar de 
paamindte hende om noget, om de derved 
maaskee kunde redde hendes Majestæts Reputation. 

En Morgen, da de begge vare hos Dronnin* 
gen og saae gandske bedrøvede ud, skeedte det 
da, at Dronningen spurgte, hvad dennem fej* 
lede, hvorpaa de brast i Graad og sagde: det 
er Deres Majestæt Skyld i. Dronningen, meget 
altereret derover, fik omsider ved Caresser og 
gode Ord Jomfrue Bruun til at sige, at Rygtet 
gik, at Struensee kom ind om Natten og laae 
hos Dronningen; hun ønskede, at det ikke var 
sandt, men frygtede desværre, at det var altfor 
* sandt. For at skrække hende lagde hun til, at 
de havde hørt, at begge Enkedronningerne 
saavelsom Geheime*Conseillet vidste det, og at 
de lagde Raad op for at tilvejebringe Raad 
deri. 

Dronningen befalede, at de skulde hente 
Struensee. Hvad vil Deres Majestæt med ham? 
sagde Kammerjomfruerne, vil De gøre os ulyk* 
kelige? Dronningen svarede, at hun ikke vilde 
sige ham, at de havde sagt det; men han hit* 
tede best paa Raad, hvorledes man skulde 
komme ud deraf. 

Da hu Struensee havde været hos Dron* 
ningen, og Jomfruerne igjen bleve indkaldte, 
fandt de hende gandske fornøyet og munter, 
sigende iblandt andet, om de vel vidste, at de, 
der talede saaledes om en Dronning, kunde 
komme til at miste deres Tunge. Da de derpaa 
fortalte Dronningen de Kjendetegn, hvorpaa deres 
Mistanke var grundet, samt at det havde de* 



103 

penderet af dem at kunne faae Struensee at 
see gaae ind til hende, men at de ikke havde 
villet for at kunde have deres Eed frie, ifald de 
bleve krævede til Vidner, saa sagde Dronningen 
med Sagtmodighed, efterat hun havde tiet noget 
stille: Mener I icke, naar jeg icke lader ham 
komme saa ofte, at det Rygte da vil falde bort? 
Hvorpaa de svarede: jo, naar han kom kuns 
sjælden og paa kort Tiid. 

Denne Advarsel virkede saa meget, at man 
siden den Tiid ikke mærkede, at bemeldte Dør 
blev aabnet om Natten. I den første Tiid der* 
efter formaaede den ogsaa saa meget, at Struen* 
see kom sjældnere til Dronningen samt forblev 
der kortere. Men det varede ikke længe, neppe 
fiorten Dage, at det kom paa den gamle Fod 
igjen og blev værre, ikke bedre. 

Hendes Majestæt Dronningen, der efter egne 
Qrd til Jomfrue Bruun ikke rent kunde aban* 
donnere Struensee, siden han havde saa stor 
Forstand, var altiid paa hendes Parti og havde 
ofte hjulpet hende ud af mange Historier, haver 
omsider fattet den Resolution, at hun intet vilde 
kjere sig derefter, enten Folk talte ilde eller vel 
om hende. 

Altsaa lod Dronningen Struensee fremdeles 
alle Dage komme ind til sig gandske alleene, 
baade For* og Eftermiddag, til langt ud paa 
Natten. Kammer*Folkene bleve befalede at for* 
blive paa deres Kamre, indtil de bleve kaldede, 
som ikkun var sjælden. 

Paa Friderichsberg bleve Slaaer gjorte til alle 
Dørene i Dronningens Gemakker, og, da en 
saadan Slaae for en Dør i Dronningens Gemak 
engang var bleven vanskelig at lukke, havde 



104 

Dronningen meget travelt med at faae den igjen 
sat i Stand. 

Struensee fik overalt paa de kongelige Slotte 
andre Værelser, saaledes disponerede, at han 
paa det korteste og uden at sees af nogen — 
ikkun at Kammer*Folkene kunde see ham paa 
Hirschholm — idelig kunde komme til Dron* 
ningen. Og formodentlig er det skeedt for at 
facilitere den frie Acces, han havde, til Dron* 
ningen, at han har faaet 3 Hoved*Nøgler til 
Gemakkerne, de 2 i Aaret 1770 og den 3die 
1771. 

Ikke destomindre, naar man efter Vidnernes 
Udsigning vil følge hendes Majestæt Dronnin* 
gen paa hendes Reyser og adskillige Tilholds«« 
Stæder i de 2 sidste Aar, Skridt for Skridt, skal 
man overalt finde Fodspor af en utilladelig og 
meget uanstændig Omgang med Struensee. 
Foruden adskilligt meere, som allereede er an* 
ført, har Struensees Tjener remarqveret paa 
Friderichsberg i Aar 1770, at hans Herre om 
Aftenen, naar han var afklædt, har taget en 
Overfrak paa og er gaaet op ad Trappen til 
Dronningens Cabinetter og ikke er kommen til* 
bage, imedens de endnu vare oppe eller vaagne, 
som ofte varede til Klokken halv ét. 

I samme Aar har Kammerjomfruerne, naar 
de om Aftenen bleve kaldte, ofte mødt S tru en* 
see enten i Døren til Dronningens Gemak eller 
paa Trappen og derpaa forefundet hendes Maje* 
stæt tit liggende gandske nøgen i Sengen eller 
og undertiiden staaende nøgen og Klæderne 
omkring paa Gulvet slengte og strøede. 

Paa Friderichsberg er Gemaks*Pigen kommen 
ind og har seet Dronningen gandske nøgen gaae 
om i Retiraden, spørgende hende, om hun 



105 

kjendte Eva. Ligeledes har begge Kammer*Jom* 
fruerne meget ofte seet hende gaae gandske 
nøgen om i Gemakket, hvor der den Gang var 
Vinduer paa begge Sider, som adskillige kunde 
see ind af, hvilket meest arriverede om Formid* 
dagen, omtrent paa den Tiid, da Vagten trak op. 
I den Positur har hun spurgt Jomfrue Anne 
Bruun, engang, om hun vilde see Christus, 
en anden Gang Eva. 

Hvad heller hendes Majestæt havde været ude 
at ride, eller iklædt til Aften* eller Middags* 
Taffel, er hun altiid siden bleven seet i sin 
Negligé — uden at have brugt nogen af Kam* 
mer*Jomfruerne for at hjelpe sig — og Klæderne 
liggende omkring paa Gulvet. 

Jomfrue Horn forsikrer, at det paa Friderichs* 
berg icke er tie Gange skeedt, at Kammerfol* 
kene har afklædt Dronningen om Aftenen, naar 
hun skulde gaae til Sengs. Sammestæds er det 
og fast immerhen arriveret, at, naar hendes Ma* 
jestæt Dronningen var klædt om Middagen til 
Taffels, og der siden var Ball eller Apartement, 
saa maatte Jomfrue Bruun, førend samme gik 
an, komme ned for at hæfte Klæderne om hende, 
som vare løse, og undertiiden rettet ved Haa* 
ret, som ligeledes var kommen i Confusion. 

Den Tilstand, Sofaerne overalt paa de konge* 
lige Slotte fandtes udi, samt de mange hæslige 
Tørklæder og Servietter bære Vidnesbyrd om 
Dronningens og Struensees usømmelige For* 
hold og Adfærd. 

Efterat Struensee holdt op med sine Natte* 
Besøgeiser, har Gemaks*Pigen Anne Petersen 
ofte seet Sofaerne i Dronningens Cabinetter, 
saavel her paa Christansborg som paa Fride* 
richsberg og Hirschholm, meget smudsige og 

14 



106 

ilde tilreedte paa samme Maade, som meldt er 
tilforn om Lagenerne paa Sengen, hvorfor og 
nogle af dem ere 2 å 3 Gange blevne paa nye 
overtrukne. 

Ligeledes har Gemaks*Pigen om Morgenen 
ofte fundet hendes Majestæts Tørklæder og Da* 
maskes'Servietter i samme hæslige Stand, deels 
imellem Sengen, deels stoppede hen ved Nat* 
skrinet. Ligesom ogStruensees Tjener ofte har 
fundet i hans Morgendrak i Lommen fiine 
KammerdugS'Tørklæder tilhørende Dronningen, 
meget skidne og ilde tilflyede, med Ureenhed 
og Blod paa. 

Især har deres Omgang paa den holsteinske 
Reyse 1770 gjort megen Opsigt. Foruden det 
allerede anførte beretter Jomfrue Horn, hvor* 
ledes Dronningen engang, hun var bleven upas* 
selig paa samme Reyse, befalede, efterat hun 
var gaaet til Sengs, at Lyset ikke skulde slukkes, 
da Struensee derpaa kom ind til Dronningen 
og forblev der en Tiimes Tiid eller længer, da 
Jomfrue Arnsbach efter hans Bortgang blev 
kaldet ind for at slukke Lyset. 

Den første Aften, de vare komne til Schles* 
vig, haver Dronningen lucket sig selv inde, 
hvorudover Jomfrue Bruun blev kaldet for at 
lucke hende op; da hun kom, raabte Dronnin* 
gen: Bruun, luk op, men bliv uden for! 

Paa Travendahl er Dronningen kommen i med 
at drikke Thee paa Sengen om Morgenen; men 
derefter maatte TheeÆordet igjen gjøres tilrette 
med 2 Par Kopper, da Struensee siden kom 
og drak Thee. 

Sammesteds gik Vinduerne i hendes Maje* 
stæts Cabinet ud til Haugen, imod Geheime* 
Raad Bernstor fs Vinduer; for disse Vinduer, 



107 

befalede Dronningen, at der strax skulde settes 
nedhængende Gardiner, som og skeedte. Samme 
vare siden bestandig tiltrukne, og i Sove*Kam* 
meret næst derved vare Vindues*Skaaderne tik 
lukte, saa ickun liden Dag kunde skimte ind. 

Paa Aschberg kjørte Dronningen jævnlig ud 
om Morgenen Kl. 4Vs med Struensee alleene 
i Cariol, sigende, at de vilde til Fløen, og bleve 
saa borte til Kl. 7 å 8, da Kongen først 
stod op. 

Vidnet Eisberg [88] siger, at de kjørte ud i 
Skoven sammen. Sammesteds har denne sidste, 
da der var en Slags Masqverade, seet dem om 
Aftenen eller om Natten at gaae alleene med 
hinanden under Armen. 

I Luneborg lod Dronningen strax ved An* 
komsten gandske forandre de til hende indret* 
tede Værelser. Om Morgenen befalede hun 
Jomfrue Horn, at, ifald Dronningens Frue Mo* 
der spurgte om hende, skulde hun svare, at 
hun ikke var kaldet endda og altsaa ikke vidste, 
om Dronningen endnu var opstaaet. Derefter 
blev Theebordet gjort færdigt, efterat Dronnin* 
gen tilforn havde drukket Thee paa Sengen, og 
sat ind i et lidet mørkt Kammer, hvorpaa 
Struensee blev kaldet; hvor længe han blev 
der, vidste Jomfrue Horn ikke at forklare, men 
hun blev ikke indkaldet førend Kl. 2, da Dron* 
ningen først blev accommoderet af Struensees 
Tjener. 

Den Tiid hendes Majestæt Dronningen gjorde 
Barsel paa Hirschholm, var Struensee nærvæ* 
rende, holdt i den eene Arm og lagde sin Arm 
under Dronningens Hoved, den hun og hæk 
dede sig til. Imidlertiid taelte han med Dron* 
ningen, som jævnlig saae til ham. Da de nær* 



108 

værende ved Barnefødselen vare borte, befalede 
Dronningen Jomfrue Bøye at tage hendes Ca* 
lender; herudi var forvaret Struensees Portrait, 
som siden kom i Etuiet. Da samme blev hende 
leveret, aabnede hun Foutteralet og betragtede 
Portraitet, hvilket Jomfrue Bøye saae; uden at 
Dronningen mærkede det. 

I den Tiid, Dronningen laae i Barselseng, var 
Struensee daglig og jævnlig hos Dronningen, 
drak Thee og Caffe samt spiste med hende 
alleene. 

Ligeledes engang i Sommer paa Hirschholm, 
da Dronningen var upasselig, saavelsom den Tiid, 
han var kommen til Skade med hans Haand, 
skal han efter Sigende være kommen ned til 
Dronningen i sin Slofrok. I samme Sommer 
havde hendes Majestæt den Vane, naar hun kom 
fra Jagten, at hun lod sig klæde af i sin Negligé 
og lagde sig ovenpaa Sengen, hvorpaa hun lod 
indbringe et Bord med Froekost paa; naar da 
Kammerfolkene var gaaet bort, kom Struensee 
ind ad den anden Dør og forblev der alleene. 

Da Jomfrue Bruun engang i den Tiid blev 
indkaldet, saae hun ham sidde ved Sengen med 
Bordet for sig og Dronningen ligge ovenpaa 
Sengen i sin Negligé. 

Den Tiid det Rygte gik i Sommer om Ma* 
troserne, at de havde i Sinde at gjøre Allarm, 
fandt Kammer*Folkene Dronningen meget con* 
fus, befalede dem, at de skulde legge hendes 
Ride* Klæder med Tilbehør og Støvler ind i 
hendes Sove*Kammer. Hun gik eller havde nær 
gaaet i Seng med bar Hoved, uden NateTøy, 
og, da Jomfruerne Bruun og Bøye kom ind 
igjen i et Ærende, strax efter, at Dronningen 
havde lagt sig, fandt de hende opstaaet og at 



109 

staae ved sin JuveekCasse, som hun havde op* 
lukket og ragede udi. I samme lagde hun for* 
uden andet sit grønne Etui. Da Kammer*Fruen 
spurgte Dronningen, om hun tiilig skulde kalde 
paa hende om Morgenen, fik hun til Svar: Ney, 
i Morgen have vi god Tiid at sove — hvilket 
Svar forøgede Kammer * Fruens Mistanke om 
Uroelighed. 

Som nu Ordet gik, atStruensee havde gjort 
visse Præparationer ligesom Dronningen, saa 
sluttede Folk deraf, at hendes Majestæt maae 
have haft i Sinde, ifald noget havde kommet 
paa, at rejse bort med Struensee. 

Her paa Christiansborg Slot i December Maa* 
ned sidstleden Aar er ved Dronningens Ge* 
makker gjort saadanne Forandringer, at Struen? 
see uden at mærkes af andre altiid kunde have 
frie Passage til Dronningens Værelser. Kabi* 
nettet D. blev saaledes forandret, at der kunde 
blive Plads til en meget stor Seng, der blev 
hentet hid fra Hirschholm. Imellem Cabinet* 
terne D. og C. blev Muuren igiennembrekket 
og forsynet med 2de dobbelte Blind*Døre. Oven 
over Cabinettet D. blev det Kammer, som Vaage* 
Konen skulde ligge udi, paa Gulvet beklædt 
med tyk islandsk Haardug, og i Gangen uden* 
for Dronningens Cabinetter blev et Skille*Rum 
af Bræder sat saaledes, at hvem, der gik ad 
Struensees Trappe fra Gangen af til Kron* 
Printzen, icke kunde sees. I bemeldte Cabinet 
D. har hendes Majestæt, i den korte Tiid, hun 
opholdt sig her i Byen, søgt sit Natteleje 
istæden for sit forrige Sove*Kammer, og alt dette 
uden hans Majestæts Kongens Forevidende. 

Endelig kommer dette til, at Struensee selv 
ved Forhøret først haver tilstaaet, ikke alleene, 



110 

at han indsaae, at hans fortroelige Omgang med 
Dronningen maatte føde af sig Fornærmelse paa 
hendes Majestæts Reputation, omendskjønt han 
aldrig haver haft sligt i Sinde, men endog efter fore* 

{paende Spørsmaal, om ikke Fortroeligheden imel* 
em Dronningen og ham var gaaet saa viidt, som 
den kand gaae imellem Personer af adskilligt 
Kjøn, har svaret: at, da alle Omstændigheder 
graverede ham saa stærkt, at, om end den aller* 
største Fortroelighed ikke havde haft Stæd, Appa* 
rancen alligevel var et stærkt Beviis nok, saa 
maatte hånd tilstaae det. Siden har han yder? 
ligere forklaret, baade, naar det først er kommet 
til den høyeste Grad af Fortroelighed imellem 
Dronningen og ham, samt hvor og ved hvad 
Lejlighed, og at samme siden bestandig er bleven 
vedligeholdt. 

Desuden har Grev Brandt forklaret, hvor* 
ledes Grev Struensee har fortalt ham, at han 
deels ved Lejlighed af Dronningens Sygdom, 
deels paa Masqveraden først er bleven ret be* 
kjendt med Dronningen, og at han allerbedst 
har kundet tale med Dronningen om Kjærlighed, 
naar hun var masqveret, da hun havde været 
meere dristig, og at det var fra Masqueraden 
af, at hun første Gang havde givet efter. 

Ligeledes erfares af forrige Kammerfrøken von 
Eybens tilsidst indkomne eedelige Forklaring, at 
Dronning Caroline Mathilde og paa sin Side 
har for hende tilstaaet og gjordt hende Confo 
dence af denne utilladelige Omgang og Samqvem 
med Struensee, samt tilstaaet, at hendes Kam* 
merfrue derom havde advaret hende. 

Juell Wind. Stampe. Kofod Ancher. 
Schmidt. Guldberg.« 



111 

Af dette interessante Dokument, som giver en 
særdeles god Fremstilling af Resultaterne af 
Vidneforhørene, og som maa erstatte den i Rigs* 
arkivet vel forvarede Vidneførselsprotokol, findes 
en omhyggelig Afskrift paa det kongelige Bib* 
liotek. 

Generalfiskal Wi ve ts [89] Aktionsindlæg mod 
Struensee, som er dateret den 21de April 1772, 
er gennemgaaende holdt i en ligefrem usømme* 
lig Tone, med plumpe Udtryk om Struensee 
og hans Virksomhed som Statsmand, saaat De* 
fensors, Højesteretsadvokat Uldalls, ret skarpe 
Kritik af Aktionsindlæggets Form er fuldt be* 
rettiget. 

Det hedder saaledes i Wivets Anklage, hvoraf 
der paa det kgl. Bibliotek findes flere Afskrifter, 
ved Omtalen af Kronprinsens spartanske Opdra* 
gelse efter Struensees Forskrift, at Greven, 
»som ikke saaleedes er opdragen, har jo en 
lasket Krop, som om han kunde være Vitel* 
lius. Der er Forskjel paa at opføde Børn for 
kjælne, at der ej maae blæse kold Vind paa 
dem, at give dem altfor fiin Spiise, og at lade 
dem liide Sult og Frost. De umælende bærer 
bedre Omsorg, og Grev Struensee faaer aldrig 
den Ære at settes i Classe med dem.« 

Om Struensees tidligere Virksomhed som 
Stadslæge skriver Wivet, at »de dødes Tal i 
Altona maatte nødvendig overstige de fødtes, 
om disses Tal af ham paa en anden Maade ikke 
var forøget,« et andet Sted hedder det, at det 
»vilde blive altfor vidtløftig at opregne alle de 
Galenskaber, som formedelst denne dumdristige 
Person ere satte i Værk,« og et tredie, at »Grev 
Struensee er saa stoer en Spitzbube, som der 



112 

nogensinde kan bringes ud og ind ved Messerne 
i Tyskland.« 

Uldall siger i sit Forsvar med Rette, at 
»denne Maade at beviise paa ved at giøre en 
Ting latterlig og forhadt, ikke er conclusiv,« og 
at de fleste af Generalfiskalens »Imputationer« i 
dette Tilfælde er udenfor det, som Kommis? 
sionen skulde behandle. 

I Slutningen af Forsvaret siger Uldall, at 
Struensee »nedkaster sig ligeledes for hans 
Majestæts Fødder og udbeder sig hans Naade i 
Henseende til den af Generalfiskalen først an* 
førte, men hidtil af mig uommeldte Forbrydelse 
imod hans Majestæts Person. Samme er den 
eeneste, hvori han er vidende at have syndet 
imod sin Konge; men han frygter og beklager 
tillige med Vemodighed, at den er større, end 
han derfor bør vente Forladelse. Kan imidler* 
tiid Betragtningen af denne menneskelige Skrøbe* 
lighed, en sand Følelse over hans Forseelse, den 
yderste Fortrydelse derover, de Taarer, hvormed 
han begræder den, og de Sukke, han gjør for 
Kongens og hans Huuses Vel, fortjene nogen 
Medlidenhed, vil han dertil ikke findes uværdig.« 

OmStruensees Forhold til Dronningen hedder 
det i Wivets Anklage, at han »har tilsneget sig 
den ypperste Dame*i Landet hendes Fortroelighed, 
og det i en saadan Grad, at det er gaaet over de 
Grændser, som er sat imellem Personer af ulige 
Kiøn, der ikke kan og bør med hinanden for* 
enes. Men er det en Forgribelse mod Kongens 
Høihed at laste Kongen eller Dronningen til 
Beskjemmelse, saa er det endnu større i Gier* 
ningen at beskjemme 1 Kongen og Dronningen. 
Jeg behøver ei udi denne Post at opholde Deres 
Excellence og høie Herrer. Sagens Sandhed, 



113 

Misgjerningens Tilstaaelse kan ikke nægtes, og 
Grev Strtiensee kan og, forinden jeg slutter, 
læse sin Forbrydelse og dens fortjente Straf udi 
Lovens 6. Bogs 4. Cap. 1. Art.«(u) 

I Struensees cgtt Forsvar staar der med 
Hensyn til Dronningen: (v) 

(u) Kristian d. 5 tes danske Lov, 6. Bog, 4. Kapitel, 
1. Artikel lyder saaledes : »Hvo, som laster Kongen 
eller Dronningen til Beskæmmelse eller dens og 
deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv 
og Gods, den højre Haand af hannem levendis af« 
hugeis, Kroppen parteris og leggis paa Stægle og 
Hiul og Hovedet med Haanden settis paa een Stage. 
Undkommer Misdæderen, og ikke kand liide paa 
Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede 
og Efterlignelse. Er Misdæderen af Adel eller højere 
Stand, da skal hans Vaaben af Bødelen sønder« 
brydis og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand 
og Stamme. 

(v) I en dansk Oversættelse af Struensees eget 
Forsvar hedder det: »1769, da jeg i Enden af 
Sommeren og siden ofte fik Lejlighed at tale med 
Dronningen, og hendes Majestæt betroede mig sine 
Tanker om sin Tilstand, fandt jeg, at hun var yder« 
lig misfornøjet med den og ingen Haab havde, noeen 
Tiid at leve lyckelic med Kongen eller i det mindste 
at vente Sinds«Roelighed i den da værende Situa« 
tion. Denne Sindsforfatning blev vedligeholdt og 
meere opbragt ved de bestandige Efterretninger og 
ubehagelige Forestillinger, som Dronningen fik, om 
det, aer passerede; dog var hun ikke fortrydelig 
paa Kongen, men paa Holck, som hun ansaae som 
Stiftere til alt det ubehagelige, som var mødt og 
endnu mødte hende. De personlige Fornærmelser, 
som hun led af Kongen, affecterede hende ikke saa 
meget, og søgte hun alleene ved blot Tilbageholden« 
hed at sette sig i Sickerhed derimod, hvilket dog 
formeerede meere Koldsindigheden paa begge Sider. 
Min Situation var under disse Omstændigheder 
ikke lidet embarrasseret; som Dronningen paa den 
eene Side betroede mig hendes Misfornøyelse, saa 
var jeg paa den anden Side et bestandig Vidne paa 

15 



114 

»Als ich zu Ende des Sommers 1769 und in 
der Folge oft Gelegenheit bekam, die Koniginn 
zu sprechen, und ihre Majeståt mir ihre Ge* 
danken iiber derselben Situation anvertraueten, 
fand ich, dass sie åusserst misvergnugt iiber 
selbige war, keine HoflEhung hatte, jemals mit 
dem Konige glucklich zu leben oder auch nur 
einige Ruhe und Zufriedenheit in der damaligen 
Lage der Umstande erwarten zu konnen. Diese 
Gemuthsverfassung ward durch die bestandigen 
Nachrichten und widrigen Vorstellungen unter* 
halten, welche die Koniginn von allem, was vor* 
fiel, erhielt, und noch mehr aufgebracht. Jedoch 
war der Vorwurf ihres Widerwillens nicht der 
Konig, sondern allein der Graf Holck, welchen 



Kongens Misfornøyelse, Bekymring og Begjerlighed 
efter at rive sig løs fra alt aet, som var ham imod. 
Begge skulde jeg give Raad, og jeg holdt mig til deres 
Tilfredsstillelse; jeg fulgte herudi den Grund*Regel, 
som jeg forlængst havde fattet, at deres fælles Lyk« 
salighed beroede paa deres Eenighed; saa lidet Haab 
som jeg indsaae dertil, handlede jeg dog efter den 
alleene. Jeg søgte at gjøre Dronningen begribeligt 
og fast at indprente hende, at det var hendes sande 
Fordeel og eeneste Middel at gjøre hendes Tilstand 
angenem, naar hun søgte vinde Kongens Fortroelig« 
hed, og det kunde ikke skee uden ved Føjelighed, 
at eftergive, at forekomme ham og ved Flid gjøre 
sin Omgang saa behagelig som mueligt for Kongen. 
Jeg bad Dronningen ej at give noget Gehør til de 
Tanker, man søgte at give hende om Kongen, i hvor 
langt borte de endog vare, og i hvor god Meening 
de end syntes at siees, men at blive koldsindig, 
undersøge og bemærke alle Ting selv. Selv søgte 
jeg at formindske eller udslette hendes Misfornøjelse 
med Grev Holck. Denne gjorde og alt, hvad han 
vidste, for at behage Dronningen; men hans Bestræ« 
beiser frembragte mestendeels den modsatte Virk* 
ning, og den forudfattede Aversion for ham var saa 
stærk, at intet kunde afvende den. Paa den anden 



115 

sie fur den Urheber alles dessen hielt, was ihr 
unangenehmes begegnet war und noch begegnete. 
Die Beleidigung, so sie sonst litte, afficirte sie 
nicht sehr, und sie suchte sich bios durch Zu* 
ruckhaltuhg dagegen in Sicherheit zu setzen. 

Meine Situation war bey diesen Umstånden 
nicht wenig embarrassant. So wie auf der einen 
Seite mir die Koniginn ihr Misvergnugen anver* 
trauete, war ich auf der andern Seite ein be* 
ståndiger Zeuge der Unzufriedenheit, Unmuths 
und der Begierde des Konigs, sich von allem 
dem, was ihm zuwider war, heraus zu reissen. 
Beiden sollte ich Rath geben, und ich hielt mich 
verbunden, alles beyzutragen, was von mir ab* 
hienge, ihre Zufriedenheit zu befordern. Ich 

Side søgte jeg at formaae Koneen til at være høflig 
mod Dronningen uden at behøve at være saa res 
spectieux og ceremonieux imod hende, som han 
efter sin udenlandske Reise havde begyndt, som ofte 
udartede i en Ironie, som var meere smertelig for 
Dronningen end Mangel paa Agtsomhed for hende, 
hvilket og ophævede ald Fortroelighed imellem dem. 
En Sae var der, hvorudi Kongens og Dronnin* 
gens Tilbøjelighed var eens, og som gjorde det 
meeste til at vedligeholde den Eenighed, hvorudi 
de levede, som bestod derudi: at de vare overmaade 
kjede- af deres nærværende Levemaade og endog 
ønskede at kunne forlade deres Stand, hvori laae 
Grunden til mange siden ved Hoffet foretagende 
Forandringer . . . Dronningen var bestandig af den 
Mening, at ingen Roe og Sikkerhed kunde ventes 
ved Hoffet, saalænge Holck var der, endskjønt jeg 
viiste hende, at det ej var fordeelagtig tor Kongens 
Caracteer og Forstand, naar man ved den første 
Lejlighed, som bød sig, søgte at faae dem bort, som 
hans Majestæt havde fattet Naade for og Fortroelie* 
hed til; men det var bedre, han lærte at kjende 
saadanne Personer fra Grunden af. Desuden holdte 
eg Grev Holck ikke videre farlig for Koneens 
^erson, efterdi han havde ingen meer Indflydelse 



fi 



116 

folgte hiebey dem Grundsatze, den ich von 
jeher gehabt, dass ihre beyderseitige Gluckselig* 
keit von ihrer Einigkeit abhienge. So wenig ich 
auch Hoffiiung dazu sahe, handelte ich doch 
demselben allein zufolge; ich suchte der Konig* 
inn begreiflich zu machen und fest einzuprågen, 
dass es ihr wahrer Vortheil und das einzige 
Mittel sey, ihren Zustand angenehm zu machen, 
wenn sie sich bemuhete, das Zutrauen des Ko? 
niges zu erlangen; und dieses konnte nur ge* 
schehen durch Gefålligkeiten, Nachgeben, Zu? 
vorkommen und Bemiihungen, dem Konige ihren 
Umgang so angenehm als moglich zu machen. 
Ich bath die Koniginh den Eindriicken, so man 
gegen den Konig bey ihr zu machen suchte, so 
entfernt sie auch seyn, und in so guter Mey* 
nung sie auch geschehén mochten, kein Gehor 



paa Kongens Forstand. For at gjøre Dronningen 
roelig derover, foreslog jeg hende 2de Midler, nem* 
lig at sette Grev Brandt ved Hoffet og lade Gene* 
rallieutenant Rantzau komme til Kjøbenhavn; begge 
Personer vare Kongen behagelige og den sidste 
skikket til at ballancere det da værende Ministerii 
Anseelse, hvilket Dronningen frygtede at skulde 
etablere Holcks Credit ved at skaffe de Personer 
bort, som vare ham iveyen. Alt sigtede kun til 
Sikkerheden ved Hoffet, uden at have hverken Hen* 
sigt eller Plan til de Forandringer, som siden skeedte 
ved Ministerio. Dronningen havde ikke mindste 
Tilbøjelighed til at regjere eller blande sig i Stats* 
Sager; hun vilde blot have Roe og Sikkerhed ved 
Hoffet. Grev Brandt kom i Slesvig og Grev Rant* 
zau i Travendahl til Hoffet; Grev Holck fik sin 
Afskeed, tor Kongen selv ville det, dog gjorde de, 
som vare ved Kongen, deres dertil . . .« 

Baade Uddraget af Struensees paa Tysk affat* 
tede Forsvarsskrift og Oversættelsen paa Dansk 
skyldes Afskrifter, som findes i det kongelige Bib* 
lioteks Manuskriptsamling. 



117 

zu geben, noch kaltsinnig zu werden, sondern 
alles selbst zu bemerken und zu untersuchen. 
Selbst bemuhete ich mich, den Widerwillen ge* 
gen den Grafen von Holck zu vermindern 
oder auszuloschen. Dieser that auch alles, was 
er wusste, sich der Koniginn gefållig zu machen. 
Seine Bemuhungen brachten aber meistentheils 
eine entgegengesetzte Wirkung hervor, und die 
vorgefasste Abneigung gegen ihn war so stark, 
dass nichts vermogend war solche zu iiberwål* 
tigen. Auf der andern Seite suchte ich den Ko* 
nig dahin zu vermogen, gegen die Koniginn 
nicht so respectueux und ceremonieux zu seyn, 
als er nach seiner Zuriickkunft von der aus* 
wårtigen Reise angenommen hatte, und welches 
ofters in Ironie auszuarten schien, die der Ko* 
niginn empfindlicher war, als ein Mangel der 
Attention, und alle Vertraulichkeit unter ihnen 
aufhob. Es war eine Sache, worinn der Konig 
und die Koniginn mit ihren Neigungen uberein 
kamen, und dieses hat nachher am meisten dazu 
beygetragen, ihre Einigkeit, worinn sie gelebt, 
zu unterhalten. Diess bestand darinn, dass sie 
ihrer damaligen Lebensart ausserst uberdrussig 
waren und selbst wiinschten ihren Stand ver* 
lassen zu konnen. Hierinn lag der Grund zu 
vielen nachher bey Hofe vorgenommenen Verån* 
derungen. . . . Die Koniginn var bestandig der 
Meynung, dass keine Ruhe und Sicherheit bey 
Hole zu hoffen, so lange der Graf da bliebe; 
ob ich gleich suchte dieselbe zu uberfuhren, dass 
es nicht vortheilhaft fur den Character und Ver* 
stand des Konigs sey, wenn man bey der ersten 
Gelegenheit diejenigen zu entfernen suchte, wel* 
chen S. Majeståt ihr Faveur und Vertrauen ge* 
geben hatten, sondern es sey besser, dass die* 



118 

selben solche Personen aus dem Grunde kennen 
lerneten, und dass diess das sicherste Mittel ge* 
gen alle Favoriten sey. Ausserdem hielt ich den 
Grafen Holck fur des Konigs Person nicht 
weiter gefåhrlich, weil solcher damals keinen 
Einfluss mehr auf des Konigs Verstand hatte. 
Um jedoch die Koniginn hieruber zu beruhigen, 
schlug ich derselben zween Mittel vor, nåmlich 
den Grafen von Brandt am Hofe zu setzen 
und den Generallieutenant Grafen von Ranzau 
nach Copenhagen kommen zu lassen. Beide 
waren dem Konige personlich angenehm und 
der letztere geschickt, das Ansehen des damali* 
gen Ministerii zu balancieren, von welchem die 
Koniginn befurchtete, dass es den Credit des 
Grafen Holck durch die Entfernung derjenigen, 
welche ihm im Wege waren, wieder herstellen 
wtirde. Alles zielte bloss auf die Sicherheit bey 
Hofe ab, ohne weder Absicht noch einen Plan 
auf die nachmaligen Verånderungen im Mini* 
sterio zu haben. Die Koniginn hatte nicht die 
geringste Neigung zur Regierung oder sich in 
Staatsaffairen zu mischen. Sie wollte bloss Ruhe 
und Sicherheit bey Hofe haben. Der Graf von 
Brandt kam in Schleswig und der Graf Rant* 
zau in Traventhai nach Hofe; der Graf von 
Holck bekam seinen Abschied, weil der Kdnig 
es selbst wollte; doch trugen diejenigen, so um 
S. Majeståt waren, das ihrige dazu bey.« 

Samtlige Medlemmer af den ekstraordinære 
Kommission, der var nedsat for at dømme i 
Skilsmissesagen, var enige om, at Kongens og 
Dronningens Ægteskab maatte ophæves og 
Kongen have Ret til at indgaa nyt Ægteskab; 
men forøvrigt er disse Vota meget forskellige 
baade i Omfang, Indhold og Stil. 



119 

Thott skriver saaledes; »Neppe skulle i nogen 
Egteskabs Sag forekomme flere og stærkere Be* 
viiser end de, der i denne ere fremlagde. Om 
de betydeligste Factis haves 2de og fleere eens* 
stemmige Vidner. Disse oplyses og bekræftes 
ved mange andre adskillige Vidner, hvis Ud* 
sigende om adskilligt, paa adskillige Tider og 
adskillige Steder, i en Tid af 2 Aar ideligen 
foreløbet, saaledes med hinanden indbyrdes og 
med alle øvrige Omstændigheder overenskomne, 
at de tilsammentagne fortjene al Troeværdig* 
hed, sætte Sagen i fuldkommen Lys og efterlade 
ikke mindste Grund til derom at tvivle.« 

Knuth mener, at »Kongen paa sin Side har 
i ingen Maade givet Dronningen Ledighed der* 
til, men langt mere med den kierligste, ømmeste 
og sagtmodigste Omgang søgt at vinde hendes 
Kierlighed ved at forunde hende al den an* 
stændige Friehed, som en ærekjer Dronning til* 
kom og af hende ey burde været misbrugt.« 

Juel*Wind skriver: »Ligesaa hierterørende 
som denne Sag er for mig og enhver veltænkende 
af Kongens Undersaatter, saa friemodig kan jeg 
og enhver derudi dømme, efterdi hans Majestæt 
Kongen havde i Commisserio tilladt dens Dom* 
mere derpaa at skjønne som imellem 2de private 
Personer efter Landets Love.« 

Braém skriver bl. a.: »At denne Commission 
uden nogen Hensicht og allene efter sin Sam* 
vittighed og Loven kunde ubehindret i denne 
Sag handle, haver hans kongelige Majestæt havt 
den Naade at løslade dem fra den Eed og Pligt, 
hvormed ethvert Membrum i alle Tilfælde deres 
Konge var forbunden.« Om Struensee siger 
han, at han »skal have understaaet sig at op* 
løfte hans Øyne og Hierte til en Dronning, 



120 

Kongens, hansSouverains ogVelgjøreres, Gemahl* 
inde.« 

Fischer skriver, at »hendes Majestæt Dron* 
ningen Carolina Mathilda har om Natte Tid 
havt hos sig i sit Sovekammer anden Mands* 
person end hans Majestæt Kongen.« 

Om Vidnerne skriver Luxdorph, at de er 
»troeværdige og just saadanne, som frem for 
andre burde fremstilles, da ingen kunde vide 
bedre, hvad der var om den Sag eller ikke, 
end Kammerfolkene. Have de været partiiske, 
da er det vist paa Dronningens Side; de have 
givet hende det bedste Raad, de vidste; de 
have taugt med hende til det yderste, og først 
efter Dronningens Bortrejse, da Retten befalede 
det, have de sagt, hvad de have seet og hørt.« 

Harboe skriver om Dronningen, at »hendes 
Forbrydelse i denne Post bliver aldeles uund* 
skyldelig; thi blot som Dronning betragtet er 
hun ved denne Opførsel, endog om den kun 
var mistænkelig og ikke, som den er, beviist, 
bleven baade sit Kiøns og sit Folks eller den 
danske Nations Skam, idet hun har indladt sig 
i een ikke alleiie uanstændig, men og meget for* 
argelig Omgang med en Person, der var saa 
langt under hendes Stand.« 

Schmidt skriver: »Skulde deslige Argumenta 
ikke være tilstrækkelige nok til at effectuere Skils* 
misse, men øyensynlige Vidner behøves om 
Gierningens virkelige Forøvelse, saa fordrede 
Loven et Beviis, som snart aldrig vilde blive 
mueligt at skaffe.« 

von Obelitz bemærker, at »den udvortes 
Modestie, som i Almindelighed findes hos Fruen* 
timmer af Stand, men i den høyeste Grad bør 
være hos en Dronning, og den Afstand, der 



121 

bør være imellem Purpuret og Undersaatten, 
ey allene for hendes Majestæts egen, men og 
for hendes Herres, hans Majestæts, Skyld, maatte 
have holdet hende fra en saa mistænkelig Om* 
gjængelse, det eyheller paa nogen Maade kan 
supponeres, at Grev Struensee havde dristet 
sig til en saa stor Friehed, dersom en reciproque 
Kiærlighed ikke havde banet ham Veyen dertil.« 

Debes skriver, at Kongen, »omhyggelig for 
at vedligeholde sit høy*kongelige Arvehuuses 
reene Glands indtil de sidste Tider og vel 
vidende, hvor vigtig en Indflydelse et saadant 
Exempel ville have paa hans Folkes Sæder, og 
at Sædernes Reenhed er een af de fornemmeste 
Grundpiller til et Folks Lyksalighed, har derfor 
i Kraft af den Omsorg, allerhøystsamme bærer 
for sit kongelige Huuses Ære og for sine Under* 
saatters sande Vel, seet sig nødsaget til at lade 
detimellemhamogDronningCarolinaMathilda 
værende Egteskab ved endelig Dom ophæve.« 

Holm skriver, man maa antage, »at hendes 
Majestæt paa en fast utroelig Maade har været 
forelsket i bemeldte Grev Struensee.« 

Kammerherre Lewetzous Votum udeblev, 
»siden han formedelst paakommende Svaghed 
at Meslinger hverken kunde bivaane Commissi* 
onen eller skrive sine Tanker.« 

Endelig skriver Stampe i sit Votum: »Flere, 
stærkere og overflødigere Bevis, end der i denne 
Sag haves, kunne vel næppe nogensinde ventes 
eller faaes i en Sag, som anlægges til at erholde 
Skilsmissedom.« 

Dronningens Forhold til Struensee havde jo 
allerede tidlig antaget en saa offentlig Karakter, 
at man ikke kan undres over, at ogsaa den 
Trykkefrihed, Danmark havde faaet ved For* 

16 



122 

ordningen af 14. September 1770, vendte sine 
Vaaben imod ham, mest rigtignok i Form af 
Flyveskrifter, som var for sjofle til at gøre virkelig 
Skade. Det, der navnlig i Sommeren 1771 frem* 
kom af skrevne og trykte Gemenheder mod 
Dronningen og hendes Elsker har dog utvivlsomt 
medvirket til, at den i saa høj Grad misbrugte 
Trykkefrihed ifølge Reskriptet af 7. Oktober 
1771 fik den naturlige Indskrænkning, at An* 
svaret overfor Loven ikke var faldet bort. 

Ogsaa udenlandske Blade fyldte deres Spalter 
med mere eller mindre upaalidelige Beretninger 
om Begivenhederne ved det danske Hof. 

»Gazette de Leyde« var saa ivrig i den Ret* 
ning, at den engelske Minister i Haag lod 
Redaktøren true med alvorlige Konsekvenser, 
hvis han ikke hørte op med de ærekrænkende 
Artikler om den engelske Konges Søster; men 
Redaktøren svarede, at han var en uafhængig 
Mand, og vilde ikke lade sig intimidere. 

Engelske Aviser var ikke sønderlig skaan* 
sommere. 

»The public ledger« skriver saaledes den 4. 
Februar 1772: »A northern princess suckles her 
last child herself ; but she is said to have treated 
the first with a degree of negligence, bordering 
upon cruelty; hence the voice of scandal has 
affirmed, that the children are of different 
fathers.« 

Det havde heleTiden være Karoline Matildes 
Fjender om at gøre, at England ikke fik Lov 
til at blande sig i Sagen; men paa sit Lands 
Vegne fordrede den engelske Minister, at der 
skulde tages Hensyn til, at hun var hans britiske 
Majestæts Søster og en Englands Datter. 

Fra Sommeren 1771 var Skotten Sir Robert 



123 

Murray Keith engelsk Gesandt i København 
og almindelig afholdt paa Grund af sin noble 
og ridderlige Karakter. Det havde kun yderst 
sjeldent været ham muligt at veksle et Par Ord 
med Dronningen, og hans Bedømmelse af 
Struensee var meget streng; navnlig dadler 
han i nogle Breve skarpt den utaknemmelige 
Hensynsløshed, hvormed Struensee behandlede 
Karoline Matilde, der med uforanderlig Tro* 
fasthed overøste ham med Velgerninger. 

Keith havde forudset en Katastrofe, men ikke 
ventet, at det ogsaa skulde gaa ud over Dron* 
ningen; fra den Time, da Karoline Matilde 
blev ført til Kronborg, hævdede han bestemt, 
at hendes Skæbne ikke maatte afgøres af den 
danske Regering alene, og straks samme Dags 
Aften sendte han sin Sekretær til London med 
nøjagtige Oplysninger om Situationen. 

Et halvt Døgn senere sendte Kristian d. 7. 
en Kurer til London med Breve til Georg d. 3. 
og Enkeprinsesse Augusta, at han havde været 
nødsaget til at fjerne sin Dronning fra Hoffet, 
men at hun skulde blive behandlet »avec tous 
les égards dus å sa naissance.« 

Foruden Svarskrivelser til Kristian d. 7. kom 
der da til Karoline Matilde Breve fra Broderen 
og Moderen. 

Georg d. 3. skrev, at hun maatte ikke tvivle 
om, hun havde en varm Talsmand i ham, og 
at denne Ulykke ikke var sket, hvis hans Raad 
var bleven fulgt. Og i Enkeprinsessens Brev hed 
det, hun maatte kunne sige sig selv, hvad en 
øm Moders Hjerte maatte føle ved at erfare 
Datterens Skæbne. 

Det var det sidste Brev, Karoline Matilde 
fik fra Moderen, som længe havde været syg, 



124 

og som døde den 8. Februar, uden at have 
hørt yderligere fra Datteren. 

Man havde gjort alt for at forhindre Oberst 
Keith i at faa Adgang til den fangne Dronning, 
og han blev længe omhyggelig holdt udenfor 
Sagen; men omsider blev Resultatet af hans 
Skrivelser til England, at det fra Hoffet i London 
bestemt blev gjort gældende, at det ikke var 
noget Familieanliggende, men »une affaire nati* 
onale.« 

Der blev fra Christian den 7. sendt den 
engelske Konge en Oversættelse af Vidnefor* 
klaringerne og Struensees Tilstaaelser, og i et 
medfølgende Brev hed det: »Dersom det er 
naturligt for et ømt og ædelmodigt Hjerte at 
bedrøves baade over egne Ulykker og over 
andres, er det ikke mindre naturligt, at et ret* 
færdigt og dydigt Hjerte søger og finder sin 
Trøst i sin Sags Retfærdighed og i sin Uskyldig* 
hed lige over for andres Lidelser. Jeg har, Gud 
været lovet, denne Trøst i min nærværende 
Stilling.« Brevet er fra den samme Konge, der 
altid havde betragtet Ægteskabet som en latter* 
lig Institution, man ikke kunde være bekendt 
at tage alvorligt, og som under en Teaterfore* 
stilling i London fire Aar tidligere til Publikums 
Forbavselse ostentativt havde applauderet nogle 
særlig kraftige Repliker mod Ægteskabet. 

Keith giorde, hvad han kunde, for at forhindre 
Opløsningen af Ægteskabet og foreslog, at Pro* 
cessen skulde stanses, naar Dronningen forpligtede 
sig til for Fremtiden at opholde sig udenfor 
Danmark. Han fik imidlertid det Svar, at Kongens 
Værdighed krævede Skilsmisse, og at hans 
Majestæt maatte faa Frihed til at indgaa Ægte* 



125 

skab; desuden var det af juridiske Hensyn 
umuligt at stanse Processen. 

Den engelske Konge følte sig personlig 
krænket over, at der ikke blev taget mere Hen* 
syn til ham, og at det var bleven Karoline 
Matilde nægtet at besvare Broderens Brev, da 
Kristian den 7. var bange for, at Dronningen 
i sin ophidsede Tilstand vilde skrive noget, der 
kunde forstyrre det gode Forhold mellem de to 
Hoffer. 

Ifølge en Meddelelse i »The public ledger« 
for 5. Marts 1772 havde de engelske Kronjuri* 
ster erklæret, at en Dronning var Undersaat i 
Kongens Rige lige saa vel som en indfødt, saa 
at den engelske Konge ikke kunde blande sig 
mere i Sagen, end hans Krones Værdighed for* 
langte; dog syntes man ikke at ville finde sig 
i, at Karoline Matilde blev berøvet sin Fri* 
hed for Livstid. 

De engelske Dagblade indeholder i Løbet af 
April Maaned 1772 jævnlig Meddelelser om, at 
der var udruset en ikke ubetydelig Flaade, som 
laa færdig til at gaa under Sejl til Sjælland, saa* 
fremt det skulde vise sig at blive nødvendigt — 
det vil sige, hvis det danske Hof afslog at sætte 
Dronningen i Frihed. 

Under sit Ophold paa Kronborg var Kar o* 
line Matilde bleven strængt bevogtet og ude* 
lukkende henvist til Omgang med sin lille Hof* 
stat, Frøken Møsting[90], Frøken Sperling [91], 
Frøken Schmettau [92], GrevHolstein*Ledre* 
borg [93] og Kammerjunker Råben [94], som 
alle var hende imod. 

Det blev paastaaet, at Kongen en Dag havde 
villet besøge Dronningen og selv i Stalden havde 



126 

givet Ordre til at spænde for en Vogn — men 
at det blev forpurret. 

Det hedder i en Skrivelse fra Kommandanten 
den 9. Februar, at »det sellfsomste er den Eenlig* 
hed, her søges; thi ingen af Frøknerne taales 
bestandig om hende. Mens, naar hun een eller 
toe Gange om Dagen taler med den ene eller 
anden, er alting forbi, og saa amuserer hun sig 
med Barnet eller med Læsning.« Hun har da 
allerede læst adskillige af Kommandantens Bøger, 
og et Par Dage senere har han givet hende ny 
Lekture, som han »vil haabe, holder hende noget 
længere op; thi ellers faar hun snart en Ende 
paa min militaire Biblioteque«. 

Kommandanten havde ytret, at Dronningen 
efter hans Mening kunde taale al Modgang, naar 
blot Struensee fik Lov til at leve, og at hun kun 
ønskede at komme til at tale med Kongen; men 
det var altid bleven bestemt afslaaet. 

Den 6. April faldt Dommen, og to Dage se«* 
nere meddelte Etatsraad Horn [95], i Overvær 
relse af Uldall og Kronborgs Kommandant, 
Karoline Matilde, at Ægteskabet var op* 
hævet. 

Det var, fortælles der, Dronningen meget ube* 
hageligt, at Skilsmissedommen blev hende med* 
delt af Etatsraad Horn, som hun ikke kendte, 
og hun skal have sagt til Uldall: Saa han har 
ogsaa skullet vide, hvad der er sket! Er min 
Historie bragt ud over hele Byen? Man havde 
dog lovet mig at holde al Ting hemmeligt! 

Den 25. April fik Struensee og Brandt 
deres Dom, og tre Dage senere opførtes paa 
Østerfælled det middelalderlige Henrettelses* 
drama med Sønderbrydning af de to Grevers 
adelige Vaaben, Afhugning af højre Haand og 



^jiX £ '; J 




STRUENSEE 
Efter KLEVES [100] Tegning 



129 

Hoved og de parterede Legemers Bortkørsel til 
Hjul og Stejle. 

Det var først Bestemmelsen, at Dronningen 
skulde interneres paa Aalborghus, Hofbygme* 
steren var allerede i Gang med nogle Foran* 
dringer ved Slottet, en Del af Tjenerskabet var 
ankommet, og der var gjort Anstalter til at føre 
Karoline Matilde til hendes fremtidige Op* 
holdssted, hvor et Dragonregiment skulde ind* 
kvarteres for at afgive »Æresvagt« for Drøn* 
ningen eller vel snarere bevogte hende som paa 
Kronborg. 

Det vilde Georg d. 3die ikke finde sig i. 
Naar den danske Konge havde ladet sig skille 
fra sin Dronning, skulde den danske Regering 
for Fremtiden ikke raade over den tidligere en* 
gelske Prinsesses Skæbne, og et Brev fra Kar o* 
line Matilde opfordrede ham yderligere til at 
antage sig hendes Sag. I dette Brev, som rime* 
ligvis havde været aabnet i København, klagede 
Dronningen over, at hun først nu havde faaet 
Tilladelse til at skrive til sin Broder og bad 
ham ikke lade sig nøje med tomme Løfter om, 
at der skulde blive vist hende tilbørligt Hensyn. 
Hun vilde ikke fortælle ham om den uforskam* 
mede Maade, hvorpaa hun var bleven arresteret, 
men blot meddele, at »le comte de Ranzau 
s'est reserve ce plaisir«. Brevet var dateret »De 
ma prison å Cronbourg le 3iéme avril 1772«. 

Samtidig med truende Rygter om Afsendelse 
af en engelsk Flaade mod Danmark kom da til 
den engelske Minister i København en energisk 
Fordring fra Kong Georg d. 3. om at faa 
Karoline Matilde udleveret: hendes Forbin* 
delse med Danmark var opløst, og hun skulde 
ikke holdes fangen der. Kongen var bestemt 

17 



130 

paa at sætte sin Villie igennem, eventuelt med 
Magt, og, hvis Fordringen ikke uopholdelig blev 
opfyldt, skulde saavel den engelske som den 
hannoveranske Ministerresident straks forlade 
Danmark. 

Tre Dage efter blev det meddelt Sir Robert 
Keith, at Kongen med Glæde vilde opfylde 
hans britiske Majestæts Ønske; dog maatte Dron* 
ningen saa ikke vende tilbage til Danmark. 
Keith bemærkede, at Georg d. 3. sikkert ikke 
ønskede, at hans Søster nogensinde igen skulde 
komme til Danmark; men nogen højtidelig For? 
sikring vilde han næppe indlade sig paa at give 
— Karoline Matilde havde nu sin Frihed. 

Den 27. Maj ankom udfor Helsingør to en? 
gelske Fregatter og en Kongejagt, og Dagen 
efter kom Sir Robert fra København for at led* 
sage Dronningen til hendes fremtidige Opholds* 
sted, Slottet i Celle i Hannover. De engelske 
Officerer viste en meget kølig Opførsel overfor 
alle Danske, som de kom i Berøring med, og 
ønskede kun at have Dronningen, hendes to 
Hofdamer og Kammerjomfru paa Flagskibet; det 
øvrige Følge blev anbragt paa de andre Skibe. 

Værst var det for Dronningen at tage Afsked 
med sin lille Datter; men dog »recolligerede 
hun sig«, som det hedder i en samtidig Beret* 
ning, og sagde til sin Livlæge, Etatsraad Putscher 
[96], at hun vilde forsøge at bekæmpe sin Be* 
drøvelse overfor Englænderne. Bagagen blev 
bragt ombord, og den 30. Maj Klokken 6 om 
Eftermiddagen kom de engelske Officerer for at 
hente Dronningen til den engelske Chalup, 
der hejsede Kongeflag ligesom senere Flagskibet, 
da hun gik ombord, under Salut fra Fæstningen, 
Vagtskibet og de engelske Skibe. 




KAROLINE MATILDE 

fra hendes Ophold i Celle 

Efter et Miniaturportræt 



133 

Paa Grund af Modvind maatte Skibene blive 
liggende fra Lørdag Eftermiddag til Mandag 
Formiddag Kl. 10, da de lettede og stod ud af 
Sundet, og fire Dage senere havde Dronningen 
naaet det gamle Slot, hvor hun skulde tilbringe 
de faa sidste Aar af sit Liv. Medgiften fik hun 
tilbagebetalt, og Dronningtitlen beholdt hun; 
men Børnene havde hun maattet give Afkald paa. 

I Celle levede Dronningen meget stille, kun 
omgivet af sit lille hannoveranske Hof; men 
Bagtalelsen arbejdede videre baade i København 
og andre Steder. 

Allerede før Januarkatastrofen 1772 havde der 
saaledes cirkuleret vistnok aldeles ubegrundede 
Rygter om, at Karoline Matilde og Struensee 
havde givet Kongen Opium i Smaadoser for 
yderligere at svække hans Forstand; saa vilde 
de have ham erklæret for uskikket til at regere 
og lade Dronningen tage Styret med Struensee 
som Rigsforstander. 

Paa Slottet i Celle døde saa Karoline Matilde 
af en tyfoid Feber den 10. Maj 1775, knap 
24 Aar gammel. 

Den voldsomme Forargelse over og Forbitrelse 
imod Dronningen og Struensee var efter det bio* 
dige Skuespil paa Østerfælled og Karoline Ma* 
tildes Forvisning hurtigt bleven afløst af Med* 
lidenhed med den unge Kvinde, der saa pludselig 
havde mistet Dronningværdighed og Børn. Der 
var endogsaa kort før hendes Død gjort et 
Forsøg paa at faa hende rehabiliteret og bragt 
tilbage til Danmark, og hemmelighedsfulde Rygter 
om hendes Uskyldighed kom i Omløb. 

Efter sin Død blev Dronningen gjort til den 
idealiserede Hovedfigur i talrige Romaner og 
andre æstetiske Arbejder; men intet af disse 



134 

Fantasibilleder har sønderlig Lighed med den 
historiske Karoline Matilde. 

I flere Romaner figurerer saaledes en legende? 
agtig Karoline Matilde, hvis ungdommelige 
Livsglæde den rænkefulde Enkedronning og hen? 
des Parti giver en odiøs Udtydning og benytter 
til at arrangere et Statskup mod den forhadte 
»Ministerdoktor«, og et Brev, som den forviste 
Dronning paa Dødslejet skulde have skrevet til sin 
Broder, og hvori hun forsikrer ham om sin Uskyl? 
dighed, sætter Martyrglorien om hendes Hoved. 

Skilsmisseprocessens Aktstykker maa ganske 
vist berøve Karoline Matilde enhver Lighed 
med en Helgeninde; men det kan næppe nægtes, 
at de giver et vægtigt Bidrag til den psyko* 
logiske Karakteristik al det mærkelige Ægteskabs? 
dramas tre Hovedpersoner: den sindssyge Ene* 
voldskonge, den ærgerrige Forkæmper for det 
intelligente Despoti og den varmblodede unge 
Dronning, hvem Valget mellem de to faldt alt* 
for naturligt. 




KRISTIAN VII 
Efter et Oliemaleri af JUEL omtrent 1780. 




LOUISE AUGUSTA 
Efter et Oliemaleri af JUEL 1785 



18 



BIOGRAFISKE NOTER. 



[1] Grev Ditlev Reventlow, født 1712, som 
havde været Overpræsident i Altona og senere 
Gesandt i Paris, blev 1755 Kronprinsens Hof* 
mester og 1763 Overhofmester. Han var tillige 
Geheimeraad i Konseillet, beklædte forskellige 
vigtige finansielle Poster, og, da han efter Tron* 
skiftet blev udnævnt til Overkammerherre, havde 
han til enhver Tid Adgang til den unge Konge. 

[2] Joakim Ulrik Sperling, født 1741, der 
havde været Page hos Kong Frederik d. 5., blev 
1759 Kammerpage hos Kronprinsen; 1766 blev 
han Kammerherre og Rejsestaldmester, og han 
var stadig om Kongen, men maatte et Par Aar 
senere forlade Hoffet. 

[3] Johan Kirchhoff, som i flere Aar havde 
været eneste Kammertjener hos Kronprinsen, 
maatte kort efter Tronskiftet forlade Hoffet og 
med en Etatsraadstitel rejse til Fyen. 

[4] Enevold Brandt, født 1738, som i en 
meget ung Alder havde taget den juridiske Em* 
bedseksamen, blev 1759, kun 21 Aar gammel, 
Assessor auscultans i Højesteret og Aaret 



140 

efter Kammerjunker. En Strid med Kongens 
Yndling, Grev Holck, paadrog ham 1768 Lands* 
forvisning; men allerede næste Sommer blev han 
igen introduceret ved Hoffet afStruensee, og 
det lykkedes ham snart at fortrænge Holck. 
Hans Hovedhverv blev at adsprede Kongen og 
holde ham med Selskab, han blev Teaterdirektør, 
fik Tilsyn med de kongelige Samlinger, blev se* 
nere udnævnt til »grand maitre de la garde* 
robe« og ophøjet i Grevestanden samtidig med 
Struensee, med hvem han tilsidst delte Skæbne. 

[5] Grev Frederik Vilhelm Konrad Holck, 
født 1742, havde ved sin Vittighed og sine sel* 
skabelige Talenter skaffet sig Kongens Yndest. 
Efter Hjemkomsten fra den holstenske Rejse og 
Reverdils Afskedigelse blev Holck udnævnt 
til Hofmarskal, og det var væsentlig hans Værk, 
at Kongen 1768 foretog den kostbare Uden* 
landsrejse uden at tage Dronningen med; men 
et Par Aar senere fik Greven sin Afsked fra 
Hoftjenesten. Det blev fortalt, at Holck, paa 
Kongens Tilskyndelse, engang havde vist en saa 
fornærmende Opførsel overfor Dronningen, at 
hun alene af den Grund ikke kunde taale ham. 

[6] Rigsgreve Schack Karl Rantzau til 
Ascheberg, født 1717, havde ført et meget be* 
væget Ungdomsliv, i seks Aar været Chef for 
Kronprinsens Regiment, i ligesaa lang Tid op* 
holdt sig i Danzig og en kort Tid i St. Peters* 
burg, hvor han fik Skyld for at have deltaget 
i Hofrevolutionen 1762. Saa flyttede han til 
Altona, hvor den vittige og berejste Greve blev 
en god Ven af den langt yngre Dr. Struensee. 
I Foraaret 1767 blev Rantzau sendt som kom* 
manderende General til Norge, hvor han imid* 



141 

lertid gjorde sig grundig forhadt; saa blev han 
forvist til Holsten, men i Sommeren 1770 fik 
Struensee ham kaldt tilbage til Hoffet. 

[7] Grev Kristian Konrad Danneskjold* 
Laurvigen, født 1723, havde paa Grund af 
sin Fødsel og højtstaaende Forbindelser haft et 
meget hurtigt Avancement i Marinen. Den 42* 
aarige Mands Bortførelsesattentat mod Skuespil* 
lerinden Jomfru Rose i Foraaret 1765 paadrog 
ham vel Forvisning til Norge; men allerede 
Aaret efter blev han taget til Naade og kort 
efter Admiral. Hans Virksomhed i Marinen var 
imidlertid Genstand for begrundet Misfornøjelse, 
og i Efteraaret 1770 fik han sin Afsked. 

[8] Den bekendte Statsmand Grev Johan 
Hartvig Ernst Bernstorff, født 1712, der 
havde spillet en saa fremtrædende Rolle under 
Kristian d. 6. og Frederik d. 5., var i Begyn* 
delsen af Kristian d. 7.s Regering Genstand 
for talrige Rænker og Angreb, indtil det ende* 
lig lykkedes Struensee at styrte ham i Efter* 
aaret 1770. Han døde i Februar 1772. 

[9] Louise Berckentin, født 1725, en 
Datter af den danske Gesandt i Wien, tidligere 
Hofdame hos Dronning Sofie Magdalene og 
Enke efter Kammerherre, Amtmand Sigfred 
von Flessen, var altsaa dengang i sit 42. 
Aar. 

[10] Forfatterinden Charlotte Dorotea 
Biehl, født 1731, giver i sine historiske Breve 
vel ikke absolut paalidelige, men dog meget in* 
teressante Oplysninger om Livet ved Kong Kri* 
stian d. 7.s Hof. 



142 

[11] Etatsraad Georg Nielsen, fedt 1710, 
var 1746 bleven Pagehovmester og 9 Aar senere 
Lærer for Kronprins Kristi an, blev 1766 Kabinets* 
sekretær og Kasserer hos Dronningen og tillige 
Bibliotekar ved det kongelige Haandbibliotek. 
Han efterlod sig en Dagbog, der sikkert har 
indeholdt interessante Oplysninger om Livet ved 
Hoffet paa den Tid, men som brændte ved 
Slotsbranden 1794. 

[12] Anna Katrine Beuthack var fedt 1745, 
illegitim Datter af Prins Georg Ludvig af 
Braunschweig*Bevern, og fik indtil sit 10. Aar 
en særdeles god Opdragelse hos en af Prinsens 
Officerer. Da Kostpengene, ikke mindre end 
800 Rigsdaler aarlig, saa faldt bort ved Faderens 
Død, kom hun hjem til Moderen, som Prinsen 
havde faaet gift med en Støvletskræder. Det 
tiltalte imidlertid ikke det forvænte Pigebarn at 
løbe Byærinder for Stedfaderen. Hun saa ganske 
godt ud, havde en smuk Figur, en god Stemme 
og var livlig og vittig. Et Par Aar senere blev 
hun saa Figurantinde ved Teatret, indtil en en* 
gelsk Diplomat tog hende fra Scenen og gjorde 
hende til sin Elskerinde. Hun fik fra den Tid 
Navnet »Mylady«; men, da hendes Elsker rejste 
bort, kom hun helt paa Afveje. Efter at have 
gjort Kristian d. 7.s Bekendtskab, deltog hun, 
oftest i Mandsdragt, i hans og hans Ledsageres 
Ekscesser; hun kom med til Hofmaskerader, 
spillede Farao med Kongen, endogsaa demasker 
ret, og var sammen med ham hver eneste Aften. 
I Januar 1768 lykkedes det imidlertid at skræmme 
Kongen til at sende hende til Hamborg, hvor 
hun senere blev gift. Efter Januarkatastrofen 
1772 skrev hun et langt Brev til Kongen for 



143 

at ønske ham til Lykke og tilføjede, at hun havde 
skrevet flere Gange tidligere, men at S tru en* 
see rimeligvis ikke havde ladet Kongen se Bre* 
vene. Samtidig anmodede hun om et lille Post* 
mesterembede til sin Mand; men hun fik intet Svar, 
forlod kort efter Manden og tog Ophold i Kiel. 

[13] Jakob Gude, født 1754, Søn af Pro* 
viantforvalteren ved Kristiansborg, var under 
Struenseeperioden juridisk Student. Som In* 
spekter ved Waisenhuset skrev han i sine sidste 
Leveaar nogle Memoirer, hvoraf de interessante 
Meddelelser fra Kristian d. 7.s første Rege* 
ringsaar er trykte. 

[14] Peter Uldall, født 1743, hvis Moder 
i mange Aar havde tjent som Køkkenpige ved 
Hoffet, var 1755, kun tolv Aar gammel, bleven 
Student, havde taget teologisk Embedseksamen 
og derefter tilbragt et Par Aar i Assens, hvor 
Faderen var Byfoged og Borgmester. Saa kom 
han til København, hvor han tog juridisk Em* 
bedseksamen og 1769 blev Højesteretsadvokat. 
Hans fremragende Dygtighed og usædvanlige 
Veltalenhed skaffede ham et stort Klientel; efter 
Katastrofen d. 17. Januar 1772 blev han baade 
Dronningens og Struensees Defensor og vandt 
megen Anerkendelse for den Taktfuldhed, hvor* 
med han udførte det vanskelige Hverv. Uldall 
var en liberal Mand, som saa det gode ved 
mange af Struensees revolutionære Foranstalt* 
ninger, uagtet han ikke havde Sympati for ham, 
og han har efterladt sig adskillige Optegnelser 
vedrørende de interessante Begivenheder, han 
havde været Vidne til og Deltager i. 

[15] Den bekendte Historiker og Forfatter 
Peter Frederik Suhm, født 1728, havde alle* 



144 

rede fra sit 21. Aar som Kammerjunker haft 
Adgang til Hoffet, hvor Livet dog ikke tiltalte 
ham. Efter et 14aarigt Ophold i Trondhjem, 
hvor han giftede sig en Formue til, slog han 
sig til Ro i København, samlede sig et anseligt 
Bibliotek og blev 1787 kongelig Historiograf. 
Som meget frisindet havde Suhm haft stor Syrn* 
pari for flere afStruensees Reformer og havde 
taget ivrigt Del i Begivenhederne, men kritik 
serede dog Struensee skarpt. 

[16] Robert Gunning, født 1731, var 1766— 
71 akkrediteret det danske Hof som »envoyé 
extraordinaire«. 

[17] Den bekendte Statsmand og Forfatter 
Ove Høegh*Guldberg, født 1731, var 1764 
bleven Lærer for Arveprins Frederik og 1771 
hans Kabinetssekretær. Hans Livsanskuelse var 
Struensees aldeles modsat, og han var yderst 
forbitret over den Mangel paa Hensyn, den 
fremmede Eventyrer viste Arveprinsen og hans 
Moder. Det var derfor let at faa ham til at 
deltage i Sammensværgelsen, og umiddelbart 
efter Katastrofen begyndte han sin noksom be* 
kendte Rolle som ledende Statsmand. 

[18] Magnus Beringskjold, født 1721, hed 
oprindelig Magnus Blach Ditlevsen Bering 
og havde først som Student i København, senere 
i Udlandet ført en eventyrlig Tilværelse, indtil 
han, 37 Aar gammel, blev adlet af den tyske 
Kejser. Saa optraadte han som politisk Agent 
for den danske Regering i St. Petersborg, indtil 
han 1762 begyndte at købe Landejendomme i 
Danmark og Aaret efter blev Generalkrigs* 
kommissær. Sammen med Generalmajor Eickstedt 
var han en af Hovedmændene for Sammen« 8 



145 

sværgelsen mod Struensee, af hvem han mente 
sig forurettet. Hans senere Fængselsliv i Kastellet 
og paa Bergenhus er noksom bekendt. 

[19] Hans Henrik Eickstedt, født 1715, 
var 1769 bleven Generalmajor og blev to Aar 
senere med sine sjællandske Dragoner kaldt fra 
Nestved til København, hvor Struensee ønskede 
hans Assistance i de urolige Tider. Det lykkedes 
imidlertid de sammensvorne at faa ham over paa 
deres Parti, han var en meget virksom Deltager 
i Januarkatastrofen 1772 og blev belønnet med 
betydelige Forfremmelser og Æresbevisninger. 

[20] Georg Ludvig Køller, født 1728, af 
pommersk Adelslægt, var 1767 bleven Chef 
for det falsterske Regiment. Kort før Hofrevolu* 
tionen følte han sig paa en af sine Løjtnanters 
Vegne fornærmet af Struensee, gik med sit 
Regiment pludselig over til Enkedronningens 
Parti og kom til at udføre en af Dramaets Hoveds« 
roller, hvorfor han bl. a. blev optaget i den 
danske Adel med Navnet Køller*Banner. 

[21] Nikolaj Jakob Jessen, født 1718, havde 
i mange Aar været Kammertjener hos Frederik 
d. 5. og var ved Kongens Død bleven Justits* 
raad. Han var dengang Vinleverandør for Enke* 
dronningen og fik efter Katastrofen en aarlig 
Pension for sin Deltagelse deri. 

[22] Johan Frederik Brieghel, født 1732, 
oprindelig kongelig Livkirurg, blev 1768 tillige 
Kammertjener hos Kristian d. 7. Han var paa 
en Maade Deltager i Sammensværgelsen. 

[23] Major Joakim Melkior Holten Casten* 
schiold, født 1743, forfremmedes, »fordi han 
blev brugt denne Dag«, til Oberstløjtnant. 

19 



146 

[24] Generalløjtnant Andreas Hauch, født 
1708, fra 1765 Kommandant paa Kronborg. 
Han skal strængt have overholdt Fængsels* 
reglementet for Dronningen og ikke vist hende 
nogen videre Forekommenhed, hvorimod hans 
Hustru og Datter var meget venlige imod hende. 
Han afslog senere ethvert Avancement som 
Belønning for sin Deltagelse i Begivenhederne. 

[25] Schweizeren Elie Salomon Fran^ois 
Reverdil, født 1732, var i Aaret 1760 bleven 
ansat som Lærer for Kronprins Kristian, der 
holdt meget af ham og efter sin Tronbestigelse 
udnævnte ham til sin Forelæser og senere til 
sin Kabinetssekretær; men i Efteraaret 1767 fik 
han pludselig Befaling til at forlade Danmark, 
maaske paa Foranledning af Grev Holck. Om* 
trent 4 Aar senere bevægede Struensee Reverdil 
til igen at komme til Danmark for at holde 
Kongen med Selskab, indtil han efter S tru ens e es 
Fald for bestandig tog Ophold i sit Fødeland. 
Reverdils interessante Værk: »Struensee et 
la cour de Copenhague 1760—72« udkom 1858, 
et halvt Aarhundrede efter hans Død, og blev 
straks oversat paa Dansk, og han stiller sig deri 
meget forstaaende og tolerant baade overfor 
Struensee og navnlig overfor Karoline 
Matilde. 

[26] Gothard Albert Braém, født 1710, 
Assessor i Højesteret, havde anonymt skrevet til 
Brandt et Par Breve med Opfordring til at 
styrte Struensee, og til Belønning blev han 
efter Hofrevolutionen udnævnt til Præsident i 
København. 

[27] Den bekendte Jurist og Literat Bolle 
Villum Luxdorph, født 1716, var som 



147 

Deputeret i det danske Kancelli Medlem af 
Kommissionen. Hans efterladte »Skrivekalendere« 
indeholder mange interessante Optegnelser. 

[28] Henrik Stampe, født 1713, Danmarks 
mest bekendte Retslærde i det 18. Aarhundrede, 
var som Generalprokurør Regeringens juridiske 
Konsulent; han var tillige Statsminister. Den 
Myndighed, Struensee tiltog sig, havde i høj 
Grad forringet Stampes Indflydelse; men det 
blev til Gengæld ham, som fik det Hverv at 
redigere Dommen over den faldne Geheime* 
kabinetsminister, et Aktstykke, som dog absolut 
ikke blev den berømte Jurist værdigt. 

[29] Baron Jens Krag*Juel*Vind, født 1723, 
Justitiarius i Højesteret. 

[30] Adolf Gothard Carstens, født 1713, 
Overprokurør for Slesvig m. m. Som Medlem 
af Kommissionen underskrev han Struensees 
og Brandts Dødsdom, men fortrød det senere. 
Han havde megen Interesse for Literatur og var 
selv Forfatter. 

[31] Peder Kofoed*Ancher, født 1710, 
tidligere Professor juris, Højesteretsassessor. 

[32] Frederik Kristian Sevel, født 1723, 
Professor juris og Generalauditør ved Søetaten. 

[33] Johan Ernst Erik Schmidt, født 1716, 
var 1766 bleven Generalkrigskommissær og 
Generalauditør og blev som »en meget vel er«* 
faren Mand« Medlem af baade den mindre Kom* 
mission, der undersøgte Forholdene angaaende 
Skilsmissen, og den store Dommerkommission. 

[34] Grev Otto Thott, født 1703, den be* 
kendte Statsmand og Bibliofil, Medlem af Gehejme* 



148 

konscillet m. m., havde ved Ophævelsen af 
Konseillet mistet alle sine Embeder med Und* 
tagelse af Stillingen som Skoleherre paa Herlufs* 
holm og under Slutningen af Struenseeperioden 
levet meget tilbagetrukket paa Gavnø, indtil han 
efter Hofrevolutionen igen tog virksom Del i 
Begivenhederne. 

[35] Otto Joakim Schack*Rathlou, født 
1728, havde beklædt forskellige vigtige Embeder, 
men var bleven afskediget kort efter Bern* 
storffs Fald og havde levet som Godsejer, 
indtil han efter Januarkatastrofen 1772 blev op* 
taget i Regeringen. 

[36] Sir Robert Murray Keith, fadt 1730, 
engelsk Generalløjtnant og Diplomat, kom 1771 
som »envoyé extraordinaire« til København, 
hvor han under Processen mod Karoline Ma* 
tilde ridderligt stod paa Dronningens Side og 
truede med Englands Intervention, saafremt den 
forhenværende engelske Prinsesse led nogensom* 
helst Oveflast. Hans »Memoirs, with a memoir 
of queen Mathilda of Denmark etc.« udkom i 
Trykken 1849. 

[37] Hans Henrik Rømeling, født 1707, Sø* 
officer, blev straks efter Januarkatastrofen Admiral 
og Statsminister. Hans Virksomhed var forøvrigt 
Genstand for megen Kritik. 

[38] Adolph Siegfried Greve v. d. Osten, 
født 1726, i mange Aar dansk Gesandt i St. Pe* 
tersborg, senere en kort Tid i Neapel, blev i Decbr. 
1770 ansat som Udenrigsminister afStruensee, 
med hvem han dog i mange Retninger var i høj 
Grad uenig. Han deltog vel ikke direkte i Sam* 
mensværgelsen mod Geheimekabinetsministeren, 



149 

men blev efter Katastrofen Medlem af det nye 
Statsraad. 

[39] Frederik Kristian Kaas, født 1725, 
bl. a. bekendt fra den mislykkede Ekspedition 
til Algier, blev Viceadmiral 1772. 

[40] Lorentz Heinrich Fischer, født 1720, 
var 1769 bleven Schoutbynacht og Aaret efter 
Deputeret i Admiralitetskollegiet. 

[41] Levin Ludvig von Hobe, født 1700 
i Meldenborg, kom tidlig til Danmark, avancerede 
hurtigt som Officer og blev 1768 Kommandant 
i Kastellet. 

[42] Gotfred von Pentz, født 1716, var 
1768 som Oberst bleven Chef for Kongens 
Regiment. Det var Meningen, at han skulde 
have været Overhofmester hos Karoline 
Matilde, naar hun, som det var paatænkt, efter 
Skilsmissen blev interneret paa Aalborghus. 

[43] Eggert Kristoffer Greve Knuth, født 
1722, var først Officer, men tog 1751 sin Af* 
sked som Oberst, blev 1764 Stiftamtmand over 
Sjællands Stift og to Aar senere Gehejme* 
konferentsraad. Han var yderlig royalistisksindet, 
valgte bl. a. som Riddermotto: Gratia regis 
unica sålus (Kongens Gunst den eneste Lykke). 

[44] Henrik Hielmstierne, født 1715, hed 
•oprindelig Henrichsen og var Søn af en rig 
islandsk Købmand, tog teologisk Embedseksamen, 
havde historiske Interesser, samlede et righoldigt 
Bibliotek og bestyrede nogen Tid Faderens Gods, 
som han senere arvede. 1744 blev han Assessor 
i Højesteret, 1747 blev han adlet og 1766 Kon* 
ferensraad. 



150 

[45] Albrecht Philip Levetzau, født 1744, 
som havde været Kammerjunker hos Dronning 
Juliane Marie, Assessor i det danske Kan* 
celli og Attaché i Paris, var dengang Medlem 
af Højesteret og Kammerherre. 

[46] Etatsraad Peter Hoppe, født 1727, 
Højesteretsassessor. 

[47] Hans Diderik Brinck, født 1720, 
Assessor i Højesteret, var 1752 bleven adlet 
med Navnet Brinck*Seidelin. 

[48] Stefan Hofgaard Cortsen, født 1727, 
blev 1759 Assessor i Højesteret og 1769 Etats* 
raad. 

[49] Johann Friedrich von Reiche, født 
1721, Justitsraad og Højesteretsassessor. 

[50] Justitsraad Vilhelm Friman Koren, 
født 1723, var 1771 blevet Assessor i Højesteret. 

[51] Johan Joakim Anchersen, født 1721, 
blev 1770 Assessor i Højesteret og Justitsraad. 

[52] Mikael Treschow, født 1741, var 1771 
bleven Assessor i Højesteret. 

[53] Lukas Debes, født 1741, Protokol* 
sekretær ved Højesteret. 

[54] Grev Jorgen Scheel, født 1718, Gehejme* 
konferensraad, Hofmester hosArveprins Frederik 
og Højesteretsassessor. 

[55] Baltasar Gebhard Obelitz, født 
1728, Professor juris ved Københavns Uni* 
versitet, efter i nogen Tid at have vikarieret 
for Henrik Stampe, og 1870 Etatsraad. 

[56] Peder Holm, født 1706, siden 1746 



151 

Professor i Teologi og Medlem af Konsistoriet, 
en yderst ortodoks Gejstlig. 

[57] Kristian Beverlin Studsgaard, født 
1727, var ved Grev Thotts Protektion 1769 
bleven Professor i Teologi; men han maatte snart 
igen søge Præsteembede. 

[58] Ludvig Harboe, født 1709, bekendt 
Kirkehistoriker, var under et fireaarigt Ophold 
paa Island bleven Biskop i Trondhjem 1743, 
men kom allerede efter et Par Aars Forløb til* 
bage til København, hvor han 1766 blev Kon* 
fessionarius og bl. a. viede og salvede Kristian 
d. 7. og Karoline Matilde. 

[59] Jens Jakobsen Hegelund, født 1711, 
Stiftsprovst ved Frue*Kirke i København. 

[60] Jørgen Hee, født 1714, havde i 21 Aar 
været Sognepræst paa Fyn, da han 1764 kom 
til København som Provst ved Holmens Kirke. 
Efter Januarkatastrofen 1772 holdt han en 
Prædiken, som senere blev trykt under Titlen: 
»Forstyrrernes Forstyrrelse og Mangelens glæde* 
ligelige Forandring«, og som rimeligvis var Aar* 
sagen til, at han af Regeringen blev valgt til 
Sjælesørger for Enevold Brandt under hans 
Fængselsophold i Kastellet. 

[61] Den bekendte Jurist Oluf Lundt Bang, 
født 1731, var som Kammeradvokat beordret til 
at føre Sagen for Kongen mod KarolineMatilde. 

[62] Baltasar Munter, født 1735 i Lubeck, 
havde studeret i Jena, hvor han, 22 Aar gammel, 
blev ansat som Docent. Senere havde han været 
Præst i Gotha; men 1765 blev han kaldet til 
St. Petri Kirke i København og blev snart be* 



152 

tragtet som en af Hovedstadens bedste gejstlige 
Talere, ligesom han i sit Hjem samlede en stor 
Kreds af Videnskabsmænd og Kunstnere. Efter 
Katastrofen den 17. Januar 1772 blev han be* 
skikket til Struensees Sjælesørger, og han udgav 
senere deres Samtaler i Fængslet under Titlen: 
»Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.« 
Bogen gør Indtryk af at have været censureret, 
før den blev trykt, og om Forholdet mellem 
Dronningen og Struensee indeholder den intet. 
Enkedronning Juliane Marie skal have inter* 
esseret sig for Bogens Fremkomst. Resultaterne 
af hans Omvendelsesforsøg er vel ret tvivlsomme 
og har i alle Tilfælde ikke stor Betydning. 

[63] Kristine Sofie Frederikke Bruun 
var Kammerjomfru hos Karoline Matilde 
1 767—70, indtil hun blev gift med Slotsfogeden ved 
Kristiansborg, Kancelliraad Daniel Bleching? 
berg; Jomfru Bruun blev afløst som Kammer* 
jomfru af sin yngre Søster Anne. 

[64] Anna Charlotte Margrete Horn 
var Kammerjomfru hos Dronningen 1767—71, 
da hun blev gift med Raadmand Baltasar 
Schiøtt. 

[65] Anna Petersen, Gemakspige hos Karo* 
line Matilde. 

[66] Lars Hansen var Kammerlakaj hos 
Dronningen 1767—71, da han døde. 

[67] Marie Elisabet Sofie von Eyben 
var 1767—71 Kammerfrøken hos Karoline 
Matilde. Efter at have forladt Hoffet opholdt 
hun sig i Holsten, hvorfra hendes skriftlige, 
beedigede Vidnesbyrd blev sendt til København. 



153 

[68] Kristian Johan Berger, født 1724 i 
Wien, kom til København 1741, blev Stads* 
accoucheur 1759 og samtidig Medlem af »Viden* 
skabernes Selskab.« Navnlig ved sit nøje Be* 
kendtskab med Struensee blev han 1770 konge* 
lig Livlæge med det særlige Paalæg at have 
Tilsyn med Kronprins Frederik. Der gik det 
Rygte, at Berger i Foraaret 1771, efter Stru* 
ensees Tilskyndelse, skulde have forsøgt at 
fremkalde en for tidlig Fødsel af det ubelejlige 
Barn, bl. a. ved at tilraade Dronningen under 
Svangerskabet at ride forceret og i Mandssaddel; 
men der kunde ikke bevises noget imod Liv* 
lægen. Han hørte til dem, der som Struensees 
Tilhængere blev fængslede samtidig med ham; 
men efter Henrettelsen blev han løsladt og fore* 
løbig med en Pension forvist til Aalborg. 

[69] Birgitte Sofie Rosenkrantz, født 
1746, blev, femten Aar gammel, gift med Gehejme* 
raad G ab el og døde i Sommeren 1769. 

[70] Mdm. Gundel Marie Schønberg var 
1769—72 »Vartfrue« hos Kronprins Frederik. 

[71] Mdm. Ane Sofie Petersen, Vaagekone 
hos Kronprinsen 1770—72. 

[72] Engel Marie Arensbach var Kammer* 
jomfru hos Karoline Matilde 1767—72. 

[73] Seneca Otto Falkenskjold, født 1738, 
havde som ganske ung været i udenlandsk Krigs* 
tjeneste og senere foretaget vidtløftige Rejser, indtil 
han 1768 blev Kammerherre og Generaladjutant. 
Han deltog i russisk Tjeneste med Tapperhed 
og Dygtighed i Krigen mod Tyrkiet, men 

20 



154 

blev kaldt hjem afStruensee, som 1771 sendte 
ham i diplomatisk Ærinde til St. Petersborg. 
Han gik for at være en af Struensees trofas* 
teste Tilhængere, men saa snart det farlige ved 
den altfor voldsomme Reformators Stilling. Han 
blev fængslet d. 17. Januar 1772, var Genstand 
for en yderst uretfærdig Behandling og blev 
forvist til Munkholm, hvor han bl. a. skrev sine 
Memoirer; fire Aar senere blev han dog be* 
naadet og tog Ophold først i Sydfrankrig, senere i 
Lausanne. I Foraaret 1788 kaldte Regeringen 
ham hjem til Danmark; men han befandt sig 
ikke vel der og rejste tilbage til Lausanne, hvor 
bl. a. Reverdil hørte til hans Omgang. Hans 
Memoirer blev efter hans Død udgivne af en 
Schweizer i en fransk Bearbejdelse. 

[74] Jomfru Bøye var en kort Tid Kammer* 
jomfru hos Karoline Matilde. 

[75] Frøken Charlotte Amalie Trolle, 
Hoffrøken hos Karoline Matilde 1767—72, var 
den af Hofdamerne, Dronningen holdt mest af; 
der var derfor store Vanskeligheder ved at faa 
hende med til Kronborg. 

[76] Kristian Torp var Kongens Kammer* 
lakaj 1768-72. 

[77] En Negerdreng, Moranti, og et Par 
Hunde hørte, som bekendt, til den sindssyge 
Konges stadige Omgang. 

[78] Esther Gabel afløste 1771 Jomfru Horn 
som Kammerjomfru hos Karoline Matilde. 

[79] Buck, Dronningens Frisør (»Accommo* 
deur«). 

[80] Hans Henrik Majol, »Fyrbøder« hos 
Kronprinsen. 



155 

[81] Føbe og Famiok, to unge Piger, en Cir* 
kassierinde og en Negerinde, besørgede en væ* 
sentlig Del af Dronningens daglige Opvartning. 

[82] Thyge Lem havde nogen Tid været 
Tjener hos Struensee. 

[83] Johan Just von Berger, født 1723 i 
Celle, var som Dr. med. bleven indkaldt til 
Danmark og Hofmedicus 1753. 1768 var han 
bleven Etatsraad. 

[84] Kornelius Høyer, født 1741, anset 
Miniaturmaler, kom 1768 tilbage til Danmark 
efter en længere Udenlandsrejse paa Kongens 
Bekostning og blev to Aar senere Medlem af 
Kunstakademiet og Hofminiaturmaler. 

[85] Guldsmed Studsgaard er opført i Kø* 
benhavns Vejviser for 1772 som boende i Større* 
stræde. 

[86] Theodor Friedrich Stein, en dengang 
anset Miniaturmaler fra Lubeck, som i Somme* 
ren 1770 malede Miniaturbilleder af Dronningen 
og Struensee. 

[87] Fru Charlotta Hedevig Matthie* 
sen var Kammerfrue hos Karoline Matilde 
1767—70. 

[88] Nikolaj Eisberg, født 1749, senere en 
yndet Skuespiller ved det kongelige Teater. 

[89] Frederik Vilhelm Wivet, født 1728, 
blev 1755 Høj ester etsadvokat og var 1763—73 
tillige Generalfiskal. Foruden som Jurist var han, 
mindre heldigt, bekendt som dramatisk For* 
fatter. 



156 

[90] Frøken Frederikke Louise Møsting, 
Hoffrøken hos Dronningen 1767—72, havde 
faaet Ordre til at ledsage hende til Kronborg 
og sad ved Siden af hende i Vognen. 

[91] Frøken Sofie Magdalene Sper* 
ling var Hoffrøken hos Karoline Matilde 
1769-72. 

[92] Frøken Margrete Vilhelmine Schmet* 
tau var Hoffrøken hos Dronningen 1769—72. 

[93] Kristian Frederik Greve Holstein, 
født 1735, blev 1768 Overhofmester hos Karo* 
line Matilde med Titel af Gehejmeraad og 
Aaret efter tillige Overstaldmester. 

[94] Karl Adolf Råben, født 1744, var 
Kammerjunker hos Dronningen 1769—72. 

[95] Frederik Horn, født 1708, havde i sin 
Ungdom mindre heldigt forsøgt sig som satirisk 
Digter, men blev en dygtig Jurist og 1739 Høje* 
steretsadvokat. 1761 blev han Politimester og 
ombyttede ti Aar senere denne Stilling med 
Posten som Justitiarius i den afStruensee op* 
rettede Hof* og Stadsret. 

[96] Johan Gottlieb Putscher, forhenvæ* 
rende Kammertjener og Livkirurg hos Kong 
Kristian d. 6., var paa den Tid Etatsraad og 
Kæmmererer ved Øresunds*Toldkammeret i Hel* 
singør. 

[97] James Watson, født 1739, en bekendt 
engelsk Kobberstikker, har stukket en Mængde 
berømte Malerier i Kobber. Hans Mezzotinto 
efter Francis Cotes* Maleri af Karoline Ma* 
tilde er et meget smukt Arbejde, som har af* 



157 

født flere mindre vellykkede Litografier og Træ* 
snit. 

[98] Francis Cotes, født 1725, meget bekendt 
engelsk Portrætmaler og navnlig Portrættegner, 
særlig søgt af det fornemme Publikum i Lon* 
don. Hans Maleri, som ikke kendes, af Kar o* 
line Matilde var sikkert idealiseret. 

[99] Jens Juel, født 1745, den bekendte 
danske Portrætmaler, havde 1767 vundet Aka* 
demiets lille Guldmedaille, og havde allerede 
dengang et godt Navn. Han har bl. a. udført 
to Pastelbilleder, som findes paa Rosenborg, af 
Kristian VII og Karoline Matilde, senere, 
i Foraaret 1771, to Oliemalerier, som findes paa 
H vedholm (Kopier paa Rosenborg), af Kar o* 
line Matilde og Struensee, og Oliemalerier 
af Kongen og Luise Augusta, som nu lige* 
ledes findes paa Rosenborg. 

[100] Terkel Kleve, født 1743, var oprinde* 
lig Artilleriofficer, men blev senere Kobberstik* 
ker. Som Løjtnant indgav han d. 25. Maj 1772 
Ansøgning om Privilegium paa et Portræt af 
Struensee, og i denne Ansøgning, hvoraf en 
Kopi er vedlagt Billedet paa det kongelige Bib* 
liotek, hedder det: »Nu i Anledning af de urig* 
tige og gandske usande i Kaaber stuckne Efter* 
lignelser af Johan Friderich Struensee kiø* 
ber den største Deel af Eders kongelige Maje* 
stets troe Undersaatter, der ham ej kiendte, 
disse saa uefterrettelige Contrefaits, og dog ere 
dfe efter Penges Tab om hans Udseende uvi* 
dende. Icke en ringe Del af disse Eders konge* 
lige Majestets troe Undersaatter har formaaet 
mig til at stikke denne Struensees Portrait i 
Kaaber efter een for min egen Curiositet i hans 



158 

levende Live forfærdiget ProfikTegning, hvilcken 

{'eg i dybeste Underdanighed understaar mig at 
egge for Eders kongelige Majestets Fødder til 
Kiændelse, om den kan fortiene, i Henseende 
til det egentlige og naturlige, deri findes, et 
Fortrin for andre af den Art etc.« Billedets 
latinske Omskrift indeholder et Ordspil: Maia 
multa struens se perdidit ipse (Ved at gøre 
meget ondt bragte han sig selv i Ulykke). 



LITERATUR. 



Munter: »Bekehrungsgeschichte des Grafen 

Struensee«. København. 1772. 
»Letters of an english gentleman«. London. 1772. 
«Memoirs of an infortunate queen«. London. 

1776. 
»Autentische und hochst merkwiirdige Aufklå* 

rungen iiber die Geschichte der Grafen S tru en* 

see und Brandt«. Germanien. 1788. 
Roman: »Mémoires historiques et inédites, etc.« 

Paris. 1807. 
Brown: »The northern courts etc«. London. 

1818. 1. Pag. 73-163. 
Høst: »Struensee og hans Ministerium«. Clio. 

København. 1824. 
»Mémoires de mr. de Falkenskiold«. Paris. 

1826. Pag. 101-64. 
Raumer: »Europa 1763—83«. 1. Leipzig. 1839. 

Pag. 113-206. 
Art. »Struensee«. Der neue Pitaval. III. 1843. 

Berlin. Pag. 1-93. 
»Memoirs of Sir Robert Murray Keith, with 

a memoir of queen Carolina Mathilda of 

Denmark, etc«. London. 1849. 
Grønblad: »Statshvålfhingen i Danmark den 

17. Januar 1772«. Helsingfors. 1850. 
Heimburger: »Caroline Mathilde etc.« 

Celle. 1851. 
Molbech: »Oplysninger til Christian d. 7's, 

Hoffets og Struensees Historie«. Nyt histo* 

risk Tidsskrift. 4. København. 1852. Pag. 471 

-740. 



160 

Reverdil: »Struensée et la cour de Copen* 

hague 1760-72«. København. 1858. 
»Mémoires de Charles, prince de Hesse«. Kø* 

benhavn. 1861. 
Jenssen*Tusch: »Die Verschworung gegen die 

Konigin Caroline Mathilde etc«. Leipzig. 

1864. 
Bang: »Charlotte Dorothea Biehls Breve 

om Kristian VII.« Historisk Tidsskrift. III. 

4. København. 1865-66. Pag. 341-494. 
Worsaae: »Om Karoline Matilde.« Historisk 

Tidsskrift. III. 5. København. 1866-67. Pag. 

468-76. 
Birkeland: »Løjtnant Becks Beretning om Dron* 

ning Caroline Mathildes Fængsling«. Hi* 

storisk Tidsskrift. III. 6. København. 1867-69. 

Pag. 89-99. 
Paludan Muller: »Bidrag til d. 17. Januars 

Historie«. Historisk Tidsskrift. III. 6. Køben* 

havn. 1867-69. Pag. 496-501. 
Schiern: »Katastrofen 17. Januar 1772«. Histo* 

risk Tidsskrift. IV. 2. København. 1870-72. 

Pag. 679-840. 
Wittich: »Struensée«, bearb. af Blangstrup. 

København. 1887. 
Blangstrup: »Kristian VII og Karoline Ma* 

tilde«. København. 1891. 
Bobé: »Kong Christian VITs egenhændige 

Forvisningsordre for Dronning CarolineMa* 

thilde«. Historisk Tidsskrift. VII. 2. Køben* 

havn. 1899-1900. Pag. 213-16. »Portræter 

af Dronning Caroline Mathilde ogStruen* 

see«. Kunst. 5. København. 1903. 
Kristiansen: »Kristian VITs Sindssygdom«. 

København. 1906. 






I. MEYEM ■WTimilM, MKMMVH 



VJ l_l %J lw» w *